Mikael Wulff, komiker og den ene halvdel af Wulffmorgenthaler

»Jeg har kun læst et par romaner og nogle digtsamlinger af Rifbjerg, så jeg er ikke ekspert i hans litterære if $Capital { return "Œ" } else { return "œ" }uvre. Men jeg har altid været fascineret af hans nærmest mytologiske, monumentale position i landskabet. Han fylder. Og det virker, som om det ikke kunne være anderledes. Han udstråler energi, tilstedeværelse og en altopslugende interesse i at få noget ud af livet.

Rifbjerg er ikke en kunstner, der sidder og hygger sig og klamrer sig til sin pibe og diverse abstraktioner i et elfenbenstårn. Han roder sig ud i sanselighed og konkret tumult. Han blander sig og er til gene. Han provokerer på forbilledlig småperfid vis – altid veloplagt, men også med en forbavsende infantil glæde ved at være kontrær«.

»For mig er Rifbjerg noget vulkansk, flamboyant, generøst og strømmende. Min gave til ham ville være en rejse kun os to en weekend til Las Vegas. Det tror jeg ville være interessant for os begge. Det skal være en weekend med alt inklusive. Ekstremt depraveret.

Vi skal modtage lap dances fra pornografisk udseende strippere af alle racer og køn, der skal forekomme ødselhed, spiritus, måske også kokain, det har jeg aldrig prøvet. Det kan være, at det var på tide. Det kan vi se på, når vi komme derover. Det må han bestemme. Det er ham, der har fødselsdag«.

Dy Plambeck, forfatter- og jægerkollega

»Min fødselsdagsgave til Klaus skulle være en ny trebenet Seeland jagtstol i rosentræ med lædersæde og læderrem, så den kan bæres på ryggen. Fordi den, han har, er fuldstændig slidt ned. Når jeg tænker på Klaus, er det sådan, jeg ser ham: Den store mand, høj og bred som et gammelt egetræ, der stavrer af sted over de knoldede jagtmarker med sit gevær knækket over armen, energien, han har i sig, humoren, latteren er høj, og han nynner.

Han løfter på hatten, når han får anvist sin post, der hvor han skal stå for ved remisen, slår sin stol ud og sætter sig. Den store mand, der sidder på den spinkle stol midt på marken. Sædet er forsvundet under ham, stolebenene dirrer, men der er alligevel noget solidt over det, fødderne er godt plantet i jorden. Når skytten blæser jagten i gang i sit horn, og drivernes råb begynder, rejser han sig.

Det er ikke til at se, når han skyder. Bevægelsen sidder i ham. Han får geværet op til kinden, til nederste højre mundvig og fører det mod vildtet i luften i en glidende bevægelse, som om han på forhånd er forbundet med byttet og blot rækker en rolig hånd op for at hente det ned«.

Bent Falbert, tidligere chefredaktør og nu skribent på Ekstra Bladet

»Store Klaus var i 1970’erne og 1980’erne blandt Ekstra Bladets yndlingsofre. I kommentarer på bladets side 2 blev han talløse gange smædet med følgende remse: »Klaus Rifbjerg leverer romaner uden handling, lyrik uden poesi, teaterstykker uden drama – og film, ingen gider se«. Rifbjerg hævnede sig ved at rakke avisen ned ved enhver lejlighed. Men på tomandshånd var han venligheden selv. Det var bladet, han bekrigede«.

»Da jeg en aften i februar 2011 sad i Sydfrankrig og skrev på min bog ’41 statsministre – fra oven af og nedefter’, havde jeg brug for at sammenligne J.O. Krag med en figur i Rifbjergs nøgleroman ’Spinatfuglene’ – så jeg mailede ham for at spørge om navnet. Svaret kom omgående: »Det kan jeg da ikke huske. Tænk på, hvor mange bøger jeg har skrevet!««.

LÆS OGSÅFire store danske forfattere skriver hyldest til Rifbjerg

»Han ville vide, hvor jeg var, og da jeg fortalte, jeg sad i Saint-Paul-de-Vence, beordrede han mig nærmest til at spise middag i La Colombe d’Or, som han kaldte verdens bedste restaurant. Jeg fulgte rådet og fortrød ikke. Maden er i top, og på væggene hænger betalingen fra 1900-tallets bedste kunstnere. Derfor skal Klaus Rifbjerg selvfølgelig have en femretters middag i La Colombe d’Or«.

Hanne Bech-Hansen, forfatter og tidligere politidirektør i Københavns Politi

»Jeg holder meget af Rifbjerg og bliver aldrig træt af hans ord-ekvilibrisme, eller ’ord-ækvilibrisme’ ville han sikkert skrive, hvis han overhovedet ville synke så dybt som til at nævne ordet. Jeg slog lige op i ’Anna (jeg) Anna’ på side 167 og fortabte mig straks i hans filosoferen over, hvor svært det er at forstå et landkort. I sommer læste jeg med stor fornøjelse ’Spinatfuglene’ igen.

Og på min opslagstavle hænger der faktisk en side fra et af hans manuskripter med alle hans håndskrevne rettelser. Den blev optrykt i Politiken for nogen tid siden. Men nu til gaven. Jeg vil give ham en ny fødselsattest: K. Rifbjerg, cpr. nr. 151251- ?. Han bestemmer selv, om han vil have et lige eller et ulige personnummer«.

Morten Hesseldahl, kulturdirektør i DR

»Jeg synes i grunden, det er en uting, at man herhjemme så ofte forærer gaver, fordi man vil have modtageren på bedre tanker frem for at give gaver, der kunne gøre modtageren i bedre humør. Jeg vil derfor ikke forære Rifbjerg en dosis politisk modenhed eller en større generøsitet over for sine kolleger, men et dugfrisk spil trivial pursuit, der både vil kunne stimulere hans nysgerrighed og hans veludviklede konkurrencegen og samtidig danne afsæt for slagfærdige bemærkninger og bralrende latteranfald til glæde for alle andre. Det var i hvert fald, hvad jeg oplevede de par gange, hvor jeg i min tid på Gyldendal som afrunding på årets julefrokost fik lejlighed til at spille TP med dagens fødselar«.

LÆS OGSÅ Rifbjerg fylder 80: »Når jeg skriver, gør jeg jo for fanden, hvad jeg har lyst til«

Christine Feldthaus, livsstilsekspert

»Jeg er som mange andre blevet tæsket i folkeskolen og i gymnasiet med Rifbjerg, men har også læst en del af hans forfatterskab frivilligt. Jeg tænker, at han skal have et par af mine hjemmestrikkede sokker i ren uld, som han kan bruge, når han går på jagt.

Eller endnu bedre iføre sig, hvis det er fodkoldt, når han skal læse den bog, jeg også vil forære ham – selv om han måske nok har læst den allerede: ’The World According to Clarkson’ af Jeremy Clarkson. En gigantisk drengerøv fra Storbritannien, som kan få mig til at græde af grin. Alternativt ville jeg forære ham tv-serien ’The Office’ (juleudgaven), hvor Ricky Gervais endnu en gang beviser, at han er et gigantisk komisk geni, samtidig med at han provokerer. Det vil uden tvivl bringe smilet frem på Rifbjergs læber. Også ved et gensyn«.

Uffe Elbæk, kulturminister (R)

»Jeg vil gerne give Klaus Rifbjerg en ’genindspilning’ af det berømte billede, hvor han og andre af 60’ernes store navne ryger en pibe hash på Kulturministeriets trappe. Nu er det jo mig, der er chef herinde i Nybrogade, så jeg inviterer gerne dem alle sammen på besøg til fotografering – som erstatning for den stærke tobak giver jeg i stedet et glas rødvin i hjørnekontoret. Rifbjerg betyder i øvrigt meget for mig, både som forfatter og som samfundsdebattør. Så et stort tillykke til et stort kulturmenneske«.

Morten Olsen, fodboldlandstræner

»Jeg vil gerne give ham et længere liv. Det har han fortjent med alle de ord, han har givet os alle sammen. Han er jo et kulturikon i Danmark«.

Tal R, kunstner

»Jeg fantaserer om at forære ham en march med alle de karakterer, han har opfundet. På hans fødselsdag vil de vandre ud af bøgerne på bibliotekerne, i boghandlerne, i antikvariaterne og fra folks bogreoler og gå i samlet trop mod deres skabers forhave. Han vil i morgenkåbe åbne vinduet og få overrakt en riffel med verdens langsomste kugle. Så vil flokken af figurer uden for meget ståhej forlade hans forhave. Rifbjerg vil med det samme forsøge sin nye langsomme riffel. Måske vil kuglen ramme en fasan en af dagene«.

Michael Noer, filminstruktør

»Hr. Rifbjerg minder mig om noget af det værste, jeg ved, nemlig min egen dødelighed. Han er Danmarks mest produktive kunstner. Jeg får åndenød ved tanken, jeg kvæles af min egen dovenskab, min egen dårlige samvittighed over ikke at være produktiv nok, om ikke at efterlade et stærkt nok aftryk på min samtid. Hr. Rifbjerg behøver ikke bekymre sig om sin kunstneriske død, han er udødelig, han er en mastodont. Hans sæd må være kraftfuld«.

LÆS OGSÅRifbjerg: Sorte korsriddere misbruger PH's navn

»Både som debattør og forfatter besidder Hr. Rifbjerg en naturlig maskulinitet og en oprigtig interesse i kødet. Og det første, der falder mig ind ved Rifbjerg, er hans mandighed. Derfor synes jeg, han skal have en ’glow in the dark’-kopi af sin egen mandighed. I Bhutan er det falliske symbol forbundet med frugtbarhed og lykke i familien. Her mener man, at det falliske symbol både skræmmer de onde ånder væk og skaber glæde.

Hvis Rifbjerg følger anvisningerne i pakken fra firmaet Cloneboy om, hvordan han laver sin egen kopi, så er jeg sikker på, at hvis ikke det virker over for de mange ånder, så vil det helt sikkert skabe glæde i denne mørke tid. Den kan jo stå i vindueskarmen og lyse klart, som han selv gør i det danske kulturliv. Se mere på http://cloneboy.eu « (eksternt link).

Kasper Holten, operachef ved Royal Opera House Covent Garden i London

»Jeg ville ønske, at jeg kunne give Rifbjerg den gave for en dag at være 18 år igen. At have levet så meget liv og så igen at stå ved porten og se det hele foran sig. At have al livets opsparede erfaring og visdom, men kombineret med ungdommens bramfri tro på, at alt er muligt. For en dag«.

»Men det kan jeg jo ikke. Og hvem ved – måske Rifbjerg slet ikke har lyst til at være 18 igen? Jeg kender ham ikke. Måske han afskyr den idé og gyser ved tanken? Men hvis han nu alligevel skulle være fristet, så får han fra mig den Bacardi Breezer, han ikke kunne drikke i sin egen ungdom, og tænker, at han ved smagen af den vil prise sig lykkelig over at være 80, ikke 18, og skænke sig et godt glas rødvin i stedet«.

Lars Bukdahl, litteraturanmelder ved Weekendavisen

»Jeg vil gerne forære Klaus Rifbjerg en pavemobil, så han kan køre gennem København hver tirsdag og torsdag som den store digter og kulturelle pave, han er, og vinke til sine åndelige undersåtter, alle os andre, uden at frygte for rådne frugter fra de undersåtter, hvis ligtorne han har udjævnet. Bag på pavemobilen, forestiller jeg mig, står en yndig forfatterskoleelev m/k iklædt schweizergardeuniform – det gør de alt for lidt – og læser i en Rifbjergbog af de skidegode«.

Martin Kongstad, forfatter og journalist

»For nylig måtte Klaus Rifbjergs livsledsager gennem mere end 60 år, Inge, flytte på plejehjem, og han selv er flyttet til en mindre lejlighed på Nørrebro. Inge har lavet maden i alle årene, rigtig god mad. Det må virkelig være en mærkelig situation for ham«.

»Ikke særlig langt fra hans nye bolig ligger min yndlingsrestaurant, Blegdammens Stjerne. De laver mad af den slags, som jeg forestiller mig, at Rifbjerg holder af. Rustik og veltillavet fransk mad. Der er i øvrigt meget hyggeligt og ganske uprætentiøst. Hvis han skulle have lyst, vil jeg gerne betale hans første måltid dernede. Tillykke herfra«.

Mikael Bertelsen, kanalchef på Radio24syv

»Det gjorde stort indtryk på mig, da jeg som dreng så et foto af Rifbjerg, der sad på køleren af en hvid sportsvogn og røg en cigaret. Så jeg ville forære Klaus Rifbjerg en hvid Triumph Herald Cabriolet, magen til den, han havde, da han som en af de første modtog et stipendium fra Statens Kunstfond i 1965«.

LÆS OGSÅHomo-indvandrere er på flugt i ny Rifbjerg-roman

»Præsidenter får jo opkaldt lufthavne efter sig, og Dan Turèll fik en café, mens han stadig levede. Jeg læste selv ’Anna (jeg) Anna’ og ’Den kroniske uskyld’ på studenterkursus, så for mig ville det give mening, at Ørestad Gymnasium på Amager skiftede navn til Rifbjerg. Det svinger ikke rigtig at sige Ørestad Gymnasium, men jeg kan sagtens forestille mig, at nogen kunne sige: »Jeg er student fra Rifbjerg«, »Jeg har søgt Rifbjerg som min første prioritet« eller »der er fest på Rifbjerg på fredag««.

»Og hvis der slet ikke er nogen økonomisk begrænsning på den gave, jeg kan give ham, ville jeg forære ham Spanien. Hele landet Spanien. Intet mindre. Det fortjener han«.

Mette Horn, skuespiller

»For mig har Klaus Rifbjerg altid været sådan en Gandalf-skikkelse, der har stillet sig op mod dumheden og råbt: »You shall not pass«. Og så har han givet mig ord, jeg ikke vidste, jeg savnede, men som jeg pludselig har følt mig lykkelig og glad i låget over at få. Det seneste var ’solipsisme’, som han brugte i et interview forleden«.

»Jeg vil gerne forære Rifbjerg en blød hat og en god flaske rødvin. For nu behøver han ikke længere at tage den vrede på sig, det må vi andre gøre. Rifbjerg skal i stedet skynde sig at gøre det, han har LYST til. Om det så er at gå ind i et supermarked og købe en hel palle flødeboller«.

FACEBOOKBliv ven med Politiken