Mikael Wulff, komiker og den ene halvdel af Wulffmorgenthaler

»Jeg har kun læst et par romaner og nogle digtsamlinger af Rifbjerg, så jeg er ikke ekspert i hans litterære if $Capital { return "Œ" } else { return "œ" }uvre. Men jeg har altid været fascineret af hans nærmest mytologiske, monumentale position i landskabet. Han fylder. Og det virker, som om det ikke kunne være anderledes. Han udstråler energi, tilstedeværelse og en altopslugende interesse i at få noget ud af livet.

Rifbjerg er ikke en kunstner, der sidder og hygger sig og klamrer sig til sin pibe og diverse abstraktioner i et elfenbenstårn. Han roder sig ud i sanselighed og konkret tumult. Han blander sig og er til gene. Han provokerer på forbilledlig småperfid vis – altid veloplagt, men også med en forbavsende infantil glæde ved at være kontrær«. »For mig er Rifbjerg noget vulkansk, flamboyant, generøst og strømmende. Min gave til ham ville være en rejse kun os to en weekend til Las Vegas. Det tror jeg ville være interessant for os begge. Det skal være en weekend med alt inklusive. Ekstremt depraveret.

Vi skal modtage lap dances fra pornografisk udseende strippere af alle racer og køn, der skal forekomme ødselhed, spiritus, måske også kokain, det har jeg aldrig prøvet. Det kan være, at det var på tide. Det kan vi se på, når vi komme derover. Det må han bestemme. Det er ham, der har fødselsdag«. Dy Plambeck, forfatter- og jægerkollega »Min fødselsdagsgave til Klaus skulle være en ny trebenet Seeland jagtstol i rosentræ med lædersæde og læderrem, så den kan bæres på ryggen. Fordi den, han har, er fuldstændig slidt ned. Når jeg tænker på Klaus, er det sådan, jeg ser ham: Den store mand, høj og bred som et gammelt egetræ, der stavrer af sted over de knoldede jagtmarker med sit gevær knækket over armen, energien, han har i sig, humoren, latteren er høj, og han nynner.