Fordi det var ham, fordi det var mig.
- Montaigne
Der er noget på spil, når man i en alder af godt 80 udgiver en roman om et forlist venskab, en roman så rasende, såret og personlig, at virkelighedens jeg og du i hver anden sætning springer op fra siden og krænger fiktionens fine fernis af sig. Men der er også meget, som er sat over styr:
»Jeg har altid været klar over, at det, vi havde sammen som drenge og unge mennesker, er det bedste, der er sket mig i livet, det mest værdifulde, det morsomste og det, der fylder mig med den største længsel«, skriver 'Nøleren', romanens fortæller, en 70-årig litteraturprofessor, om sin barndomsven Nikolaj.
LÆS OGSÅ
Formentlig er romanen skrevet for ti år siden af en 70-årig Rifbjerg. Det hedder for eksempel om statsministeren (»Dracula som venstremand«), at man »får fornemmelsen af, når han stirrer med sine gennemtrængende beepers, at om lidt slipper han, hvad han har i hænderne og kaster sig frem og bider halsen over på én«.
Et citat, som er typisk både for stilens høje humor og for det dirrende lille forfølgelsesvanvid, som er en psykisk realitet for fortælleren. Han kan sagtens selv diskutere og tematisere sin paranoia, men samtidig har han sindssygt ondt af sig selv over, at verden truer ham så meget.
Den vil slå ham ihjel, og forrest blandt bødlerne står den elskede ven med hævet økse og erektion. Under alle omstændigheder er de begge to gamle i dag: »Det drejede sig om et helt liv, faktisk. Måske var det snart forbi«.
På sit stærkeste
Når romanen er bedst, har den enkle og tidløse formuleringer for venskabet: »Jeg ved ikke hvorfor, men sådan er det. Jeg ved heller ikke, hvad det er med det billede - eller det venskab. Det er bare sådan. Sådan er det«.
De Rifbjergske formuleringer ligger utrolig tæt på Montaignes: »Fordi det var ham, fordi det var mig«. De otte ord fra renæssancen om den elskede ven Etienne de la Boëtie er som skrevet i ét hug, men Montaigne brugte 20-30 år på at finde dem.
I første udkast til essayet 'Om venskab' skrev Montaigne engang i 1570'erne: »Hvis jeg var nødt til at forklare, hvorfor jeg elskede ham, føler jeg, at jeg ikke kan udtrykke det«.
Ti år senere føjede han til i margenen: »... på anden måde end ved at svare: Fordi det var ham«. Og endnu mange år senere kom så en håndskrevet tilføjelse: »Fordi det var mig«.
LÆS OGSÅ
Montaignes elskede ven døde som helt ung, så der var intet til hinder for, at han kunne bevare både længslen og kærligheden til sine egne dages ende. Rifbjergs ven lever endnu, det gør længslen værre og kombinerer kærligheden med had.
'Nøleren', som altså her hos Rifbjerg er jegfortæller, er en godt og lykkeligt gift borgermand, hvis lange karriere som ægtefælle og litterat har givet ham noget at fortælle, både fra bøgernes verden og fra sit eget livs spring og sidespring.
Nølerens ven Nikolaj er kunstmaler med stor succes og mange kvinder, en mand som sent i livet bliver politisk engageret på en måde, som går hen over hovedet på hans ven. N&N har kendt hinanden som børn, de har gået i skole sammen, og de har fulgtes ad i 60-70 år, indtil bruddet kom.
Starten på enden
Ved romanens begyndelse etableres en spænding ved, at fortælleren får stjålet et billede, et lærred, fra sin bil. Det er et selvportræt, som Nikolaj har malet, og som har hængt i professorhjemmet i mange år.
Jagten på det stjålne billede af Nikolaj sætter fortællingen ind i en ramme, hvor andre kan hjælpe til, og professorens hustru, Aline, og datteren Nikoline (bemærk navnet), kan sige sandheder: »Drop ham Nikolaj, sagde Nikoline. Han har jo droppet dig for længe siden«. Og den lange version:
Få fuld adgang om mindre end 2 minutter
De hurtigste bruger mindre end 1,3 minutter på at blive abonnent
Bliv abonnent for 1 krEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
