Jeg, som i gamle dage svang pennens sværd for Rushdies skyld, vil nu – får jeg sommetider at vide – ikke løfte en finger for Kurt Westergaard. Hvem i dette land går ikke ind for Kurt Westergaards ytringsfrihed? Den er alles ytringsfrihed. Men jeg kan se forskelle på Westergaard og Rushdie. ’De sataniske vers’ var ikke et bestillingsarbejde, men et stykke befriende humoristisk helligbrøde mod den sakrosankte profet, begået af en frygtløs og livsbekræftende forfatter. Romanen er en påvisning af tabuer og dogmer – herunder kvindeundertrykkelse. Westergaards tegning, som identificerer islam og terror, var bestilt og betalt af en avis til en af dens kampagner. Den eneste fællesnævner, der eksisterer mellem ’De sataniske vers’ og Jyllands-Postens Muhammedtegning nr. 1, består i begges indlysende ret til at blive trykt. Bladets ret til at bringe tegningen, ja hvilken som helst tegning for den sags skyld, er præcis den samme som Rushdies og hans forlæggeres ret til at udgive romanen.
Seidenfaden genanmelder 'De Sataniske Vers' Begge parter, forfatter og tegner, er mål for infame dødstrusler/mordforsøg, de er begge kunstnere, der er truet på livet. De er kort sagt personligt i samme horrible situation og har krav på den samme effektive beskyttelse og vores umiddelbare medfølelse. Og hvis der findes en slags bladtegnernes PEN, så ville intet være naturligere, end at der ved en passende lejlighed blev arrangeret en solidaritetsdemonstration under sloganet ’Vi er alle Kurt Westergaard!’. Det var dengang Dengang, da Danmark fik besøg af Rushdie i 1992, og det var Poul Schlüter og Uffe Ellemann-Jensen, der styrede butikken, var den nye religiøse trussel mod ytringsfriheden mildest talt ikke noget, regeringen lod sig mærke med. Indtil Murens fald var der ellers ikke blevet lagt nogen dæmper på anklagerne mod Sovjet for at knægte både den ene og den anden frihed, hvilket alt sammen var særdeles velbegrundet. Det var snarere venstrefløjen, der havde problemer med at melde utvetydigt fra.
