Han skriver, som han skyder: »... man ser fuglen og peger automatisk på den uden at reflektere«. Der er både en skydelære og en skrivelære i sådan et udsagn, en poetik direkte fra geværet. Og det samme kan fyres af med flere hagl: »Jeg vil ikke sige, at det opfordrer den posterede jæger til at falde i søvn, måske snarere til at gå i en slags indre emigration, hvor skellet mellem ubevidst og superbevidst er skælvende som en liljevånd. Instinktivt følger man med i, hvad der foregår, og hvad der pusler i skoven, mens associationerne holder troppeparade i bevidstheden, men man kan lade sig overraske, og skønt jeg aldrig er blevet ’kørt over’ af en hjort, har det været tæt på«.
Stensikkert som skuddet
Men så er sneppen der, og plaf. Ikke siden Tom Kristensen har dansk litteratur haft en forfatter, der i den grad kan, når han skal. Rifbjergs forhold til sproget er lige så stensikkert som jægerens til skuddet eller tegnerens til stregen.
Fuglemaleren Johannes Larsen, selv kunstnerkonge af Rifbjergs kaliber, sagde gerne, når han blev spurgt, hvad han dog gjorde: »Jamen, det gælder da bare om at komme ud til fuglen og se at få den tegnet, før den flyver«.
