Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Lillemor. Den svenske forfatter leger med litteraturens mange lag i hendes nyeste bog, deriblandt ved at lade hovedpersonen kalde ved sit eget mellemnavn.
Foto: Jan Grarup(Arkiv)

Lillemor. Den svenske forfatter leger med litteraturens mange lag i hendes nyeste bog, deriblandt ved at lade hovedpersonen kalde ved sit eget mellemnavn.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Advarsel: Denne bog er farlig og stærkt vanedannende

Nordens store epiker begår inciterende roman om forholdet mellem liv og litteratur.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

»Når man slår igennem som forfatter, er »man en cirkushund, der springer igennem en rund papskive. Hep!«

Sådan lyder det et sted i Kerstin Ekmans nye inciterende roman, ’Grand final i gøglerbranchen’.

Selv hoppede den nu 80-årige Kerstin Ekman igennem papskiven med et overbevisende spring for årtier siden. Hun kender alt til litteraturbranchen gennem et langt forfatterliv. Og til fortællingens farlige og forførende kraft.

I sin nye roman om to kvinders livslange samarbejde – der har bedragets karakter – leger hun med litteraturens forhold til digt og virkelighed, løgn og sandhed. Desuden er den en skarp satire over hele den litterære institution lige fra akademiets rokokoteater til bogmessernes markedspladser og forlagene, der gør deres forfattere til brands.

Lillemor og Barbro
Kerstin Ekmans fødenavn er Kerstin Lillemor Ekman. Lillemor-navnet bruger hun til den ene af sine to hovedpersoner, forfatteren Lillemor Troj, der har en del ligheder med Ekman selv. Lillemor er akademiker, uddannet i Uppsala, hun har arbejdet med film, undervist på højskole.

Hun er debuteret som krimiforfatter, en genre, hun efterhånden forfiner langt ud over genrekonventionerne. Hun kommer til at skive storstilet epik om industrialismens indtog i Sverige med særligt fokus på kvinder og børns skæbne.

Hun bliver indvalgt i Det Svenske Akademi, hvor hun stortrives, i modsætning til Ekman selv, der forlod det i protest mod dets manglende stillingtagen til Rushdie-sagen. Ekman er på sin fulde omdrejningshøjde i ’Grand final’, også med sine mange små stikpiller.
LÆS OGSÅ


Nu er der bare det – i romanen, forstås – at Lillemor ikke har skrevet sine bøger selv. Hun har nærmest været en flink renskriver og redaktør på dem lige siden de unge dage, hvor hun og Barbro Andersson, kaldet Babba, indsendte en novelle, skrevet af Babba, men med Lillemors navn og billede på omslaget.

Den nydelige Lillemor er mere fotogen end tykke Barbro, bedre til at optræde, klæde sig og føre sig frem på de bonede gulve. Babba vil helst befinde sig i skjul. Og sådan fortsætter det, bog efter bog, for makkerparret med Babba som den kreative sjæl og Lillemor som den dygtige cirkusartist, og med større og større succes.

Når Lillemor bekymrer sig over bedraget, beroliger Babba hende: »Du har brug for dit falskspilleri, sagde jeg. Selv har jeg brug for anonymiteten, jeg behøver den som regnormen behøver sin jord. Jeg har ormens fornemmelse når den æder og forvandler jorden. Anonymiteten er min mørke næring«.

Dynamik
To sider af et moderne forfatterliv udspaltes effektivt i Ekmans to portrætter: den glitrende sommerfugl i dyre kjoler over for den strikhueklædte orm, der forvandler jordens næring til bøger.

Eller forvandler litteratur til litteratur, for litteratur er ikke bare forbundet med virkelighedens vækstlag, men kommer også af litteratur – det ved den vidt belæste Ekman alt om. Er det så også et bedrag? Det er simpelthen en litterær grundbetingelse, som både udnyttes og ændres i forsøget på at tolke nye livsbetingelser.

Sådan har de to forfatteridentiteter, som Ekman leger med, arrangeret sig. Babba skriver på sin spiralblok, Lillemor renskriver på maskine og optræder. Det går godt, indtil Babba indsender et manuskript, der fortæller historien om Lillemor Trojs liv.

Kerstin Ekmans ’Grand final’ former sig som den 80-årige Lillemors læsning af Babbas manuskript, der truer med at rive tæppet væk ikke bare under forfatterskabet, men også under hele hendes liv. »Dette er ikke mit liv, det er en roman«, tænker Lillemor. At se sig selv i en romanfremstilling er at se »et forvrænget billede af sig selv«, af alt det, man har fortalt om sig selv gennem årene eller i de dagbøger, Babba har stjålet.

Man skriver ikke alt i en dagbog, og Lillemor opfatter Babbas manuskript som »tyveri af liv«.

Autofiktion under angreb
Om litteraturens evne til at forvandle, forvanske og få magten kan man læse meget i denne bog. »Man frister med suggestion i en historie. Vær med. Lev dig ind. Mærk efter«. Enhver forfatter og læser kender det. Illusionen er fiktionens sandhed.

Det har ingen virkelig person, fremstillet i fiktion, det godt med. Heller ikke Lillemor: »Tidligere kastede man sig over døde forfattere og digtede afsløringer sammen ud fra deres liv. Nu kaster man sig altså over de levende«. Her er Babba en pioner.

Ekmans roman kan på metaplanet læses som en underfundig og besk kommentar til fænomenet autofiktion. Alt kan forvandles i en fortælling. At fortælle er at tiltage sig magt, hedder det i flere omgange. Det, der står på siderne, glider ind i læserens bevidsthed og får sin egen sandhed, hvor fiktiv eller utilstrækkelig den end måtte være.

Og intet liv er jo ordnet som en roman. Er der en kommentar til eksempelvis en Karl Ove Knausgårds romanprojekt her? Man aner, at autofiktion ikke ligefrem er Ekmans kop te, og slet ikke retten til at udlevere sine nærmeste.

Nu er Kerstin Ekmans roman ikke blot en metalitterær diskussion. Hun er om noget en stor epiker, der mestrer alle illusionens kneb. Således får hun også fortalt to parallelhistorier om to kvinders liv gennem årtiernes forvandlinger.

Nu er Kerstin Ekmans roman ikke blot en metalitterær diskussion. Hun er om noget en stor epiker, der mestrer alle illusionens kneb

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce



Lillemors første mand i det højborgerlige ægteskab giver hende gonore, der ødelægger hendes fertilitet. I skildringen af livet med hendes anden mand, højskolemanden Sune Sandhed, demonteres sandheden i et ægteskab som løgn.

Og psykologiens skiftende mode udstilles i behandlingen af Sunes sniffende søn, der havner i et behandlingskollektiv, som får af Ekmans hvasse pen. Ligesom der satiriseres over de skiftende litterære trends lige fra konkretisterne (»sprogsensualister« kalder de sig) til – ja, den autofiktion, der måske kan løse Lillemors problem med Babbas forbaskede manuskript.

Babba er i øvrigt heldigere med sine mænd, der er mere robuste typer, henholdsvis en bonde og en spillemand. Den sidste har i hvert fald mere karisma end Lillemors to mænd tilsammen. Men han er jo også en slags kunstner, tættere på muldlaget. Lidt kunstnerromantik tillader Ekman sig!

Dommen
’Grand final' er litterær underholdning på højt plan. I tilgift får man Ekmans natur med store skove og vækster og blomsternavne i lange baner. Det mindste, overlevelsesdygtige og stadig smukke i modsætning til den døde søbund, som savværkernes affald efter afskovning har efterladt i en tilstand, så ikke en fisk kan trækkes op.

Ekman har altid givet ikke bare mennesker, men også naturen stemme i sin litteratur – i ’Katrineholm’-suiten indledt med ’Hekseringene’ i 1974 , i ’Ulveskind’-trilogien, hendes mesterværk, indledt i 1999 med ’Guds barmhjertighed’.

LÆS OGSÅ

Som forfatter er Nordens store epiker hele tiden i stand til at forny sig. Sidst var det med romanen ’Mordets praksis’ (2009), en idéroman, hvor hun bruger en afdød medforfatters (Hjalmar Söderbergs i ’Dr. Glas’) personer til sit eget formål.

Denne gang er det med ’Grand final’, en bog om det litteraturcirkus, som hun selv har oplevet at være en del af gennem et langt liv. Den er blandt meget andet virkelig morsom.

Tag sådan en detalje som at udskifte ordet rygning på cigaretpakkernes advarsler med ordene litteratur eller læsning, som hun lader Babba more sig med at gøre. Ja, litteratur er farligt og læsning stærkt vanedannende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Ikke mindst, når forfatteren hedder Kerstin Ekman!

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden