Til vejrs. Midt i livet falder mange i søvn, siger Klaus Rifbjerg, der råder til, at man engang imellem stiger lidt til vejrs og ser verden på ny. »Bare mærke, at man er her. Og se, at der også er smukke øjeblikke, hvor man kan se på et træ, at det er et træ, og på en and, at det er en and«.
Foto: Joachim Adrian

Til vejrs. Midt i livet falder mange i søvn, siger Klaus Rifbjerg, der råder til, at man engang imellem stiger lidt til vejrs og ser verden på ny. »Bare mærke, at man er her. Og se, at der også er smukke øjeblikke, hvor man kan se på et træ, at det er et træ, og på en and, at det er en and«.

Kultur

Rifbjerg fylder 80: »Når jeg skriver, gør jeg jo for fanden, hvad jeg har lyst til«

Politiken har mødt fænomenet Rif til en snak om livet begyndelse, midte og slutning.

Kultur

Det var blevet lyst, da Klaus kom hjem til Amager, tumlede op ad trappen i huset på Ingolfs Allé og faldt om på sin seng. Beruset i mere end én forstand.

På skrivebordet i herreværelset nedenunder lå den studentertale, han få timer senere skulle holde for hele gymnasiet. Hvis nogen havde frækheden til at udfordre autoriteterne, var det Klaus, og de andre 3. g’ere havde enstemmigt udpeget ham til hvervet.

Det var et par fortryllede døgn i 1950. På Dansetten i Tivoli havde Klaus netop mødt den pige, som i dag er hans kone.

På vej derfra havde han råbt ad Pantomimeteatrets dirigent. Det unge par var spadseret gennem byen i den lyse sommernat og havde set solen stå op på Langelinie, hvor Klaus satte et par fede streger under det hele – og sig selv – ved at balancere på kanten af Gefionspringvandet.

Pludselig befandt han sig i sit zenit. Mere fri end nogensinde. Mere suverænt sig selv. Indtil han på translokationsdagen vågnede med »buldrende hoved på«.

»Og så lå talen der og var skrevet om«.

Det er ikke til at se, at bestyrtelsen, der står aftegnet i Klaus Rifbjergs ansigt, har haft seks årtier til at lægge sig.

Det var hans mor, der havde »kæmmet talen«, siger han. Fjernet de frækkeste passager, klippet og klistret og flyttet om på afsnit, så han ikke kunne nå at ændre det.

»Sikkert for at beskytte mig imod at vække dårlige følelser hos andre«.

Han ser op og tier et øjeblik, før hans stemme braser gennem stuen.

»Jeg var RASENDE!«.

Et borgerligt liv
Flere af lærerne blev nu behørigt fornærmede alligevel. Mere midterskilning havde hans mor heller ikke friseret ind i talen. Lilly Rifbjerg var en frisindet dame. På de store linjer. Og skarp i mælet. »Hellere ondskabsfuld end at kede sig«, sagde hun selv. Men hendes lille Klaus skulle ikke frigøres. Og da slet ikke fra sin mor.

»Altså, min mor var ... en meget stærk kone, og hun ville være med i det hele. Hun var for klog til at gøre det direkte, men indirekte ville hun gerne styre mit liv«, siger Klaus Rifbjerg.

»Der blev lagt nogle næsten automatisk indbyggede skyldfølelser på nakken af en, hvis man gjorde noget, som hun måske ikke ville bryde sig om«.

Paradokser kan åbenbart gå i arv. Det er langtfra alt, hvad Klaus Rifbjerg selv har af frækhed og oprør i hovedet, der rimer på, hvad han bærer med sig af knæfald i kroppen. Udadtil har han gjort op mod pænheden. Men indadtil?

»Der har jeg været en pæn dreng og levet et fuldstændigt borgerligt liv. Det var også derfor, jeg blev hægtet af i forhold til ungdomsoprøret. Jeg kan godt lide, at der er dug på bordet og kniv og gaffel. Og jeg kunne altså ikke gå rundt med langt hår og en strudsefjer i røven«.

Hvis Klaus som dreng gjorde noget decideret selvstændigt, var der ballade.

»Skrive et digt måtte jeg gerne, men min mor ville blive meget ked af det og måske vred, hvis det ikke var en succes. Og det gør, at ankertovet bliver meget tykt, så jeg engang imellem, og altså også nu ...«, siger han, mens latteren lister sig ind under stemmen:

»... som snart 80-årig oplever nogle ting, hvor jeg tænker: Det var dog SATANS, at man skal føle sig så idiotisk tilpas, fordi man gør noget fuldstændig naturligt. Altså, kommer for sent eller andet, som kunne gøre andre vrede eller fornærmede«.

Hvordan ville det lyde, hvis du kogte din mors forbud ned til én sætning?

Han sidder lidt.

»Jeg måtte ikke gøre det, jeg havde lyst til«.

Store Klaus og Lille Klaus
’Rifbjerg’ står der med sort på dørtelefonens messing på Nørrebro. Også tredje gang, jeg passerer den. Når man besøger en institution nærmest på linje med folkekirken, kommer man hverken for tidligt eller for sent. Især ikke, når man ved, at manden går op i punktlighed.

I årtier var Rifbjerg der bare. Forholdsvis ustandseligt. Et eller andet sted i monopolet, hvor han sad sammen med Elsa Gress og Johannes Møllehave og talte hen over hovedet på os andre. Mens flere generationer læste ’Den kroniske uskyld’ nærmest som en hormonelt betinget del af livets pensum. Eller i hvert fald skolens.

Om fire dage fylder han 80 år. Forfatteren og debattøren, som nogle synes skriver for meget, mener for meget og er for meget. Fænomenet Rifbjerg. Selve det kulturradikale fyrtårn. Et tæskehold på to ben. Eller bare: ’Store Klaus’.

Det er meget mærkeligt pludselig at bo et andet sted uden hende, man har gjort alting sammen med i tresindstyve år

Men ingen er som bekendt store, når de ankommer til livet. Eller nærmer sig udgangen. Det er kun midtvejs, at man kan bilde sig den slags ind. Og det er da også Lille Klaus, jeg har aftalt at mødes med til en snak om begyndelse og slutning.

Alt sidder sådan set, som det plejer deroppe for enden af den lange krop, der tager imod i døren til den høje stuelejlighed. Det ovale ansigt. Den lange, skæve næse. Og de skrånende øjne. Men tiden er ikke vægtløs.

»Her skal jeg bæres ud fra«, siger forfatteren, da han med små, lidt søgende skridt skrår forbi det åbne køkken og ind i en lille hjørnestue med udsigt over Sortedamssøen.

Kolossal forandring
Klaus Rifbjergs kone, Inge, er blevet blind, har haft en hjerneblødning og er derfor flyttet på plejehjem.

»Det er en hård cocktail«, siger han. »Og det er en kolossal forandring, fordi vi altid har gjort alting sammen, lige fra dengang vi med livet som indsats tog på tommelfingeren ud i Europa i 1951«.

Forfatteren har indrettet sig med et udvalg af det fælles indbo her i en lille lejlighed med udsigt over søerne. Et gammelt liv hældt over på nye og færre kvadratmeter. Et hvidt bornholmerur, et chatol med porcelæn. Ægte tæpper, der ligger som firkantede øer af mørke på de lyse plankegulve. Og hist og her en reol i lyst træ.

»Det er meget mærkeligt pludselig at bo et andet sted uden hende, man har gjort alting sammen med i tresindstyve år«, siger Rifbjerg og drejer en højrygget kontorstol ud fra et stort skrivebord i hjørnet.

Han tager plads. Med det ene ben slænget over det andet og fingrene flettet over mavens bue på den turkise striktrøje. Og ser lidt hjemløs ud mellem tingene, der ikke helt har fundet deres faste pladser.

Verdens skabelse
Stemmen er velkendt. Stor og med sin egen indbyggede rumklang. Og selvsikkerhed. Lidt mere lavmælt, end jeg husker den, bortset fra når han betoner et ord ved at fyre den af som en kanon.

Der er ingen slåfejl i hans talestrøm. Og et bredt forråd af ord at plukke af. Fra de mest udsøgte til de mest latrinære. I Klaus Rifbjergs verden er man ikke glemsom.

Man »lider af amnesi«. Sproget er en sjælden blanding af aristokratens og gadedrengens, hvor eder som »sgu« og »for helvede« stikker ud som bøller til en logefest i kjole og hvidt. Tintin-bøller, vel at mærke. I knæstrømper og knickers.

Klaus Rifbjerg har altid været lille, siger han. I den forstand, at den lille dreng, han engang var, altid følger ham.

»Jeg tror, at den formative periode, hvor man er mellem fem og 15 år, er den mest levende. Det er der, man modtager mest. Hvor man formes, og alting er nyt«.

Verden bygger sig op og bliver større og større, indtil man selv er en del af den.

»Og så er den egentlig ligegyldig«, siger han. »Men i den tid, hvor du æder dig ind på den, er det et fantastisk eventyr. Der er både legen og skrækken større end nogensinde. Man kommer ud i hjørnerne i de formative år«, siger han og viser med flade hænder, hvordan verden åbner sig.

»Livet har ... tragtform. Også i min alder«, siger han og vender hænderne.

»Så går den bare den anden vej«.

Og midtvejs ... er det, som når et fly når sin marchhøjde og flyver ligeud?

»Ja. Og det er derfor, at mange falder i søvn og keder røven i laser«, siger han.

Mange mennesker lever, som om de ikke var her, mener Klaus Rifbjerg. De kommer ind i en rutine, hvor det hele kører, og spørger aldrig: Hvorfor?

»Eller: Hvordan ser en bus ud? Hvorfor er der andre mennesker? Jeg tror ikke på Gud, men jeg tror på alt det derude!«, siger han og løfter en lab mod vinduet.

»Det er jo et mirakel, at det er sat i stand, ikke? Og så utroligt afvekslende og kompliceret og samtidig så ... enkelt. Det er godt«, siger han.

»Det er supergodt«.

»Og ... ellers er det jo ikke noget, det hele. Især ikke når det ender så kedeligt«.

Alderdommen overvurderet
Interviewet skal være »muntert«, har Rifbjerg betinget sig i telefonen. »Ikke sentimentalt«. Og slet ikke højtideligt.

»Det her med, at det skulle være noget særlig udsøgt at være digter. Altså, jeg kan kun sige: Rend mig i Pedersen«.

Indimellem er vi nu alligevel nødt til at holde nogle korte pauser i latteranfaldene. Som da han pludselig erklærer:

»Det er stærkt overvurderet at blive gammel«.

Og ikke mere. I flere sekunder.

»Da jeg var 70, slog jeg ud med armene og sagde: Ork! Det klarer vi sagtens. For jeg troede, at jeg ville have det sådan resten af tiden. Men når man kommer til de 80, sker der altså ting og sager. Den hvirvel, der fører dig ned i det sorte hul«, siger han og rører rundt i luften med en finger.

»Herbert Pundik har sagt det så glimrende: Hvis du står op om morgenen, og det ikke gør ondt et eller andet sted, er det, fordi du er død«.

Nu har han fået svage ben og går som en »drukken sømand«, siger han. Ikke rask af sted som en ung mand, hvad han ellers altid har kunnet.

»Sygdom rammer pludselig. Venner forsvinder«, siger han og tilføjer lyst:

»Dør!«

»Bom! Så er de væk. Det vil sige, at levet liv forsvinder. Det er da ikke sjovt! Og de, der forsvinder, ringer jo ikke mere«.

Han ser ud ad vinduet, hvor bilerne passerer i den blege sol på søens anden bred.

»Og det kommer jo ikke til at holde op«.

Forkert nummer
Efter et langt liv fyldt med sansemættede øjeblikke – fra den gode mad og vin over erotikken, jagten, den spanske sol og de daglige badeture – er forfatterens bedste stunder i dag de begivenhedsløse.

»Når tingene flasker sig, og der ikke er nogen umiddelbare katastrofer, der står og stirrer mig ind i hovedet. Når ingen dør. For det er altså med en vis nervøsitet, at jeg tager telefonen«, siger han.

Efter en længere travetur på en jagt forleden blev Klaus Rifbjerg sat af på en post og stod og ventede, indtil hans ben ikke kunne bære ham længere. Men der var ingen steder at sætte sig.

»Jeg måtte bare ligesom tumle om i græsset«, siger han og ser på mig, som om han læser historiens slutning i mit ansigt.

»Så ligger man der som sådan en stor strandet hvalfisk, indtil der kommer nogle flinke unge mænd og hiver og haler i en, så man kommer op at stå«.

Telefonen ringer. Han drejer i stolen og fatter røret på bordet.

»Halloo... jarh«. Pause.

»Hihihi ...«, kommer det så. »Det er meget sjovt, men det er ikke mig, du skal tale med. Det er forkert nummer«.

Kunsten at spille død
Klaus var nær aldrig kommet ind i verden. Han sad fast i tragten, blev født med navlestrengen tre gange rundt om halsen og måtte holdes under den kolde hane for at få gang i livet, som han indledte hjemme i den rødpudsede villa på en sidevej til Amagerbrogade.

Klaus’ forældre var lærere. Høje mennesker, moderne af sind, som hver morgen besteg deres cykler og kørte på arbejde, mens de overlod drengen til den anderledes lavstammede Agnes fra Vendsyssel.

Lilly Rifbjerg var 45, da Klaus kom til verden, og hans to søstre var så meget ældre, at han reelt voksede op som enebarn.

»Jeg var meget forkælet, fordi der var så mange kvinder«, siger efternøleren, der sørgede for at bryde så eftertrykkeligt sammen, da han blev sat i børnehave, at han blev sendt hjem i sit smørhul igen.

Det har været en lang sej kamp, og indimellem frygteligt belastende, at jeg ikke har kunnet slå mig fri af noget, som altså er syet langt ind i sjælen igennem mange år under min opvækst.

I legene med kvarterets drenge foretrak han rollen som en distræt professor i junglen, som de andre ikke var »helt så onde ved«, eller gennemspillede sine dødsscener så dygtigt, at han simpelthen fik lov at ligge.

Et nedarvet talent måske.

»Aj, min mor var altså ... morsom! Hun var helt enestående, når hun læste for mig. Hun kunne altså gøre alle de der figurer levende. Peter Plys og Ninka Ninus og Grisling. Det samme med H. C. Andersen. Så der er det egentlig startet alt sammen. Med litteraturens magi«, siger han.

Moderens første barn var en dreng, der døde som spæd, og på billeder af hende med Klaus som lille kan man se, hvordan hun stråler af lykke, fortæller han.

»Hun elskede mig. Også lige på kanten«.

Hvordan?

»Hun elskede at sutte på mine øreflipper, når jeg var i bad«, siger han, men skynder sig at tilføje: »Som lille«.

Den halvofficielle hofnar
I skolen kom Klaus igen i klemme i tragten. Han var mødt op på kommuneskolen med »skæv tud«, »hårslik ned i panden« og et for tiden ubegribeligt kikset navn, der hurtigt blev til »Klaus klumpe«, hvilket han alt sammen håndterede ved konsekvent at undgå konfrontation med »den hårde, onde og ufølsomme verden« blandt andet ved at tisse i bukserne, så han blev sendt hjem.

Men næste dag i skolegården ventede klassens røvhul nummer et, Hans Otto, stadig med sin særlige leg: Et par drenge lagde armene om hinandens skuldre, råbte: »Hvem vil være mææed?« og bevægede sig rundt, mens kæden voksede.

»Så stod man altså der og ventede på, at de kom. Så fik man bank. Jeg var nødt til at finde en udvej. Og det gjorde jeg så. Det var faktisk sådan, hele min komedieside blev grundlagt«.

Klaus tænkte, at hvis han kunne konkurrere med Hans Otto om at lave ballade i timerne, blev han måske accepteret.

»Jeg var fræk«, siger han. »Og det har jeg så været siden.

Hvilket ikke alene sikrede ham rollen som klassens »halvofficielle hofnar«, men også en fast plads i regnskabet på tavlen, hvor der stod: Ét slag: Hans Otto Blinkenberg og Klaus Rifbjerg. For, som han siger:

»De slog jo med kæp, de svinemikler«.

Skævt billede. Det mest berømte foto af Klaus Rifbjerg, og - siger han  selv - »det eneste, jeg vil blive husket for«. Siddende på kulturministeriets  trappe i 1970. Egentlig var han hos  kollegaen Jesper Jensen for at skrive  revy, da Jensen i telefonen fik besked om, at støtten var taget fra Huset i  Magstræde, fordi der blev røget hash,  og at en happening var planlagt med det budskab, at så måtte man også tage  støtten fra hashrygende forfattere. Rifbjerg fulgte bare med, siger han.  »Det var Erik Thygesen og Hans Jørgen Nielsen og Ebbe Kløvedal. Selv anede jeg ikke, hvad der var op og ned på en  chillum og sad og fumlede med det der apparat. Det var så mit besøg i  hippieverdenen«.
Foto: Jacob Maarbjerg

Skævt billede. Det mest berømte foto af Klaus Rifbjerg, og - siger han selv - »det eneste, jeg vil blive husket for«. Siddende på kulturministeriets trappe i 1970. Egentlig var han hos kollegaen Jesper Jensen for at skrive revy, da Jensen i telefonen fik besked om, at støtten var taget fra Huset i Magstræde, fordi der blev røget hash, og at en happening var planlagt med det budskab, at så måtte man også tage støtten fra hashrygende forfattere. Rifbjerg fulgte bare med, siger han. »Det var Erik Thygesen og Hans Jørgen Nielsen og Ebbe Kløvedal. Selv anede jeg ikke, hvad der var op og ned på en chillum og sad og fumlede med det der apparat. Det var så mit besøg i hippieverdenen«.

Et bakteriologisk flip
Det gjorde tyskerne også. Mildt sagt. Krigen var brudt ud, og når luftalarmen sendte familien i kælderen, og det bragede løs udenfor med antiluftskyts, underholdt Klaus sine søstre med sjove sange.

»Vi troede jo, at vi blev bombet flade. Min mor sad og talte bombenedslag, der viste sig at være vand, som dryppede ned i en vandkande. Da vi kom op, var der intet sket. Meget mærkeligt, når man tænker på, hvad der foregik i Polen«.

Men især når man tænker på, hvilke ulykker der i øvrigt ramte landet, alle forårsaget af mikrober og altid med Klaus som mål. Hver gang han skulle noget spændende, gik han ned med børnelammelse eller gigtfeber. Eller smed sig med diverse betændelser. I mellemøret, kæbehulen og blindtarmen.

Det udviklede sig til det, han kalder »et bakteriologisk flip«, hvor han vaskede fingre i ét væk, nødig tog i dørhåndtag og undgik at røre enden af cigaretten med tommelfingeren, når han røg, for ikke at inficere. Indtil nye laster løste alt.

»Jeg vidste, at hvis man kyssede en pige, så overførtes der så og så mange mikrober og bakterier, og så var valget: Enten æder du de mikrober, eller også får du ikke kysset! Hvad vil du helst?«.

»Og driften ved jo godt, hvad den vil«.

Ingen sex til artige
Det vidste den så også, når drengene i brændeskuret hos Herman Jepsen »onanerede som gale«. På sig selv og hinanden. Hjemme på Ingolfs Allé var frisindet mere til udvortes brug.

Klaus’ forældre så Kjeld Abels stykker, PH’s revyer og gik ind for seksuel frigørelse, men Klaus så dem aldrig kysse hinanden, og trådte en af dem ind, når han læste om forplantningen i Salmonsens leksikon, slog han hurtigt om på fordøjelsen.

I 1943 begyndte han i mellemskolen i »lærdomstemplet« på Vestre Borgerdyd, og i den socialt blandede klasse opdagede han en helt ny form for social arv. Drengene fra arbejderhjem kom nemlig hurtigere i bukserne på pigerne.

»For ALVOR!« som han fortørnet udbryder. »Mens det jo kneb gevaldigt for os fra mere borgerlige hjem, fordi vi skulle bilde os ind, at sådan noget uartigt noget tænkte man da slet ikke på«.

For Klaus og hans slags var pigerne på samme tid uendeligt fjerne og urimeligt tæt på. Som dem fra ’Frk. Barners Hjem for Unge Piger’, som i underkjole og shorts solede sig på de flade tage ved skolen. En kattepine drengene løste ved i stedet at forelske sig platonisk i hinanden.

»Og så ophøjede vi kærligheden til noget sublimt, der bedst lod sig dyrke i digte«, siger han.

Telefonen ringer.

»Ja, goddag«, siger Rifbjerg. »Sælg dem!«. Pause. »Jeg siger: Sælg dem!«.

Jeg tror ikke på Gud, men jeg tror på alt det derude! Det er jo et mirakel, at det er sat i stand, ikke? Og så utroligt afvekslende og kompliceret og samtidig så ... enkelt

Røret på, rundt i stolen.

»Der kan du se«, gnægger han.

»Det er også tidens gang. Man indskrænker. Der er ting, jeg ikke kan have, og som jeg prøver at sælge. Sådan en dejlig trepersoners dynesofa. Den gav 300 kroner. Men så var der honorar. Ved du, hvad jeg fik udbetalt?«.

»En hund!«.

Rovdyr ved spisebordet
I de store spørgsmål var Lily Rifbjerg »en ægte humanist«, men ved spisebordet var hun et rovdyr. Hun og Klaus kom evig og altid op at skændes. Om hvad som helst. Oftere og oftere og mere og mere højlydt, jo mere selvstændigt han optrådte.

»Hun var ufattelig livlig og intelligent. En fantastisk kælling. Men hun var også dum. Og satanisk. Hun gav sig aldrig. Om jeg så havde ret tusindgange, ville hun ikke anerkende det«, siger han.

Smertede det hende, at du blev voksen?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Ja, og den smerte skulle spilles ud. Sættes i scene. Hun fik et behov tilfredsstillet. Ikke bare for at bestemme, men også for at iscenesætte«, siger han.

Også når hun juleaften gemte sine egne gaver og kort til sidst, og rejste sig op under kaffen med alle øjne hvilende på sig og læste sine julekort højt.

»Og så ... begyndte hun at græde«, ryster Klaus Rifbjerg på hovedet.

»Så du kan nok se, at der er indbygget en sentimental patos, som måske er en del af grunden til, at jeg får spat, når den melder sig andre steder«.

»For at se den stærke intelligente kone stå der og vande høns over, at der stod: Kære Lilly og Thorvald, glædelig jul«.

Grandiose skænderier med mor
Klaus’ mors ambitioner blev altid listet ud mellem sidebenene. Og godt kamufleret. Som når hun gentog sit mantra: »På det jævne, på det jævne! Ikke i det himmelblå! Der har livet sat dig stævne! Der skal du din prøve stå!«.

»Det var fup«, siger Klaus Rifbjerg.

Thorvald Rifbjerg var en flot mand, mild og musikalsk, men han veg altid med et suk og gemte sig bag avisen, når Klaus og hans mor tog fat på deres »grandiose«, skænderier. Klaus var alene.

»Min mor kunne ikke dy sig for at grine, når nogen gled i bananskrællen. Selv om de slog sig. Og hun var god til at udsøge sig ens ømme punkter«.

Oplevede du selv det?

»Mig elskede hun for meget, men jeg tror, at det minder om den angrebslyst, du finder hos mig, som lader sig udfordre af bestemte ting hos andre. Med en lidt anden forskydning. For hun kompenserede for en indre usikkerhed, tror jeg, og bragte sig selv i et overleje ved at udstille folk og deres dumheder. Hun var skrækindjagende«, siger han.

»Når hun så på én på en bestemt måde, var det, som om man blev skrællet som en banan«.

Et suk forlader hans næsebor.

»Det har været en lang sej kamp og indimellem frygteligt belastende, at jeg ikke har kunnet slå mig fri af noget, som altså er syet langt ind i sjælen igennem mange år under min opvækst«.

»Derfor har jeg også tit kørt mig selv ud i situationer og slagsmål, som har været – kan jeg se nu – en del af al den frigørelse«.

Han læner sig tilbage.

»Åh, nej!«, griner han. »Jeg føler efterhånden trang til at skrive en roman om det«.

Lysten til at køre galt
Bæltestedet var en svært bevogtet grænse, som ingen ud over Klaus og hans kammerater selv mente, at de havde uopsættelige ærinder syd for.

Og det nyttede ikke stort, at Klaus under arbejdet på en skolekomedie nærmest som en viljesakt forelskede sig i overklassepigen Anita med livlige bryster i skjorteblusen.

De prøvede sig lidt frem, men ikke mere end, at der stadig stod »jomfru« med usynligt blæk i passet og panden, da Klaus efter studentereksamen tog til USA for at læse på Princeton. For da var Inge fra Tivoli stadig kun to lavendelblå øjne og et sug i mellemgulvet.

Der var hedebølge i New York, da skibet lagde til, men Klaus frøs, for han havde selvfølgelig raget en galopperende mononukleose til sig og blev lagt i seng hos en bekendt af sin tante – med høj feber og hallucinationer. Desværre på 11. etage, hvorfra han via vinduet ville rømme skibet, som han mente var ved at synke.

Siden har han ikke villet overnatte højere end 3. sal. Og nogle gange barrikaderet vinduerne med møbler. For, siger han:

»Man ved jo ikke, om man går i søvne. Her brækker du højst benet«, nikker han mod vinduet. »Ja«, griner han. »Man kan selvfølgelig springe ud på hovedet«.

Noget lignende skete i en stresset periode, hvor Klaus Rifbjerg netop havde færdiggjort romanen ’Arkivet’ i Spanien og kørte ud efter en flaske fejre det med.

»Jeg var euforisk over at være sluppet ud af buret med romanen, men så faldt hammeren. Jeg fik lyst til at køre over i de andre biler eller ud over autoværnet og var skrækslagenfor at gøre det«.

Først din mor – og nu var du så også selv bange for, hvad du kunne have lyst til?

Han sidder lidt.

»Ja ... ja«, klukker han for sig selv.

»Den er god«.

»Du er blevet en BØLLE!«
Vi rejser os og går ind i nabostuen, hvor han tager opstilling ved køkkenbordet og koger vand.

»Jeg har også et lokum«, annoncerer han over skulderen. »Men du er måske ikke kommet i prostatitisalderen endnu«, kommer det, før han optimistisk konstaterer: »Nå, men det kommer«.

Heller ikke i USA fik Klaus adgang til følelseslivets tropiske egne. De amerikanske piger var om muligt endnu mere afvisende ved havelågen, fortæller han, da vi sidder med te og småkager ved det runde stenbord, hvor vi langsomt mister farverne i det vigende lys og glider i et med stuens øvrige silhuetter.

Da Klaus vendte hjem, var det ikke bare til Danmark, men også til sit gamle værelse og den samme gamle seng under den samme gamle skråvæg.

»Årh! Det var ikke rart«, sukker han.

Det værste er jo, at jeg tillader mig at tro, at jeg noget. Tankestreg. Og det

»I forhold til USA var Danmark gammelmodigt og nedslidt og kedeligt. Og jeg følte mig spærret inde«.

I de næste tre et halvt år udartede kampen mellem Klaus og hans mor sig »mere og mere morderisk«. Klaus ville væk, men havde ikke råd. Hans mor ville have ham til at blive og til at fortsætte sit studie i sammenlignende litteratur.

»Jeg fik en voldsom nedtur. Fornemmelsen af indespærring var ubærlig. Og min mors eneste kommentar var: Du er blevet en BØLLE!«.

Endelig sex!
Det var Inge fra Tivoli, der reddede ham. Da de blev genforenet, trådte Klaus omsider også i fysisk forstand ind i de voksnes rækker. Og da de blev gift, slap han hjemmefra. Lige siden har de holdt sammen i modsætning til flertallet af deres venner.

»Jeg tror, vi kunne lide hinanden mere, end de andre kunne. At vi var klar over, at vi supplerede hinanden og vidste, at den brændende gale kærlighed og den erotiske flamme svækkes med årene, men kan erstattes af et solidarisk venskab, som også omfatter børn og alt muligt andet«

»Det er et godt liv«, siger han. »Men der skal en vis ... klogskab til at vælge det«.

Og så gik det ellers derudad i strakt galop. Med middage, kortspil og alle forudsigelighedens nedarvede rutiner.

Klaus Rifbjergs generation kom »for tidligt i bur«, siger han. Nogle løste det med sidespring, men Rifbjerg er »en kluntet libertiner«. Og når han drog på eventyr uden for ægteskabet, kom han luskende tilbage med snablen mellem benene mere tynget end opløftet af bedriften.

»Jeg ville gerne være fri på den måde, at jeg kunne alting. Også være den store forfører. Nordpolsfarer og pilot, og hvad man nu drømmer om. Men ...«, siger han og tilføjer dæmpet:

»Man kan ikke blive det hele«.

Man ser ellers sjældent en mand få succes uden at veksle det til ... kvindeligt selskab.

»Nej«, smiler han. »Og måske er det bare min mor, der står og siger: Pas nu på«.

At skrive som sig selv
Først var der nu heller ikke meget at veksle. Nogle af Klaus’ venner fik deres digte trykt i tidsskrifter, mens han selv bare spillede studenterrevy og overvejede, om han skulle være skuespiller.

Han droppede ud af universitetet, tog arbejde på Laterna Film og drev rundtosset med strømmen, indtil han blev tilbudt job på Information som teatermedarbejder.

Digte kunne han ikke. I hvert fald ikke som sine kammerater, der satte deres længsler på vers og serverede dem i den lage af patos, som ofte opstår under indtryk af stærke følelser, store forventninger og ulevet liv.

»I virkeligheden vil man gerne i bukserne på en pige, men det bliver pakket ind i alle de her finere følelser, fordi det er litteratur«, griner Klaus Rifbjerg, der debuterede i 1956 med digtsamlingen ’Under vejr med mig selv’.

»Det blev først rigtigt, da jeg fandt ud af, at jeg ikke kunne skrive som de andre, og forsøgte at skrive, som jeg formodede, jeg kunne. Altså urimet og så videre. Og beskrev en virkelighed, som jeg syntes var ladt i stikken af poesien«.

I 1958 kom ungdomsromanen ’Den kroniske uskyld’. Et chok for hans blufærdige forældre, men et gennembrud for Klaus.

I 1960 anlagde han med digtsamlingen ’Konfrontation’ et helt ny blik på det moderne liv, og der er dem, der regner med tre store gennembrud i dansk lyrik: Adam Oehlenschlägers, Johannes V. Jensens og Klaus Rifbjergs.

Han skriver ikke for evigheden, siger han. Men for her og nu. Og øjeblikket er som bekendt helflugterens arena, hvor man skal ramme tingene i farten, hvilket måske kan forklare, at han siden sin debut har skrevet to en halv bog om året.

»Det virkeligt velstrøgne og ferniserede er mindre interessant end det, som er med fejl i«, siger han selv. »Jeg synes, at der altid skal være noget, der hænger udenfor. Måske har det noget at gøre med det der kast, som inspirationen giver. At man ikke nørkler for meget, men ligesom slænger noget«.

Retoriske dummebøder
Indtil Klaus Rifbjerg var 50 år og udtrykkeligt bad hende holde op, kaldte hans mor ham for ’min lille Klausemand’. Og spørger man, hvad der dybest set står i alle hans bøger, svarer han, at det hele udspringer af hans forældres radikalisme.

»Jeg tror, det er en bøn om en mere omfattende empati. At vi skal behandle hinanden, som vi gerne selv vil behandles«.

Sagt af en mand, der i årtier nærmest per refleks har uddelt dumpekarakterer og retoriske dummebøder til enhver, der forvildede sig ind i hans synsfelt.

»Jeg vil godt skændes med de andre«, kommer han mig i forkøbet. »Og jeg vil gerne grine ad dem. Men det er ikke for at slå dem ihjel«, siger han.

»De skal jo også være her«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Han retter sig i stolen. Ansigtet er forsvundet i mørke, kun på et øre og en tinding lægger lyset sig i en lodret streg.

»Jeg går snart«, siger han. »For jeg skal ud at besøge min kone«.

Hvordan vil du give dig selv karakter – gerne lidt kritisk?

»Det værste er jo, at jeg tillader mig at tro, at jeg er noget. Tankestreg. Og er det«.

»Det er meget udfordrende«.

Var det så kritisk, du kan være?

»Jeg er jo også en klovn i hele det cirkus, som er vores åndsliv. Jeg tror, at jeg kommer ind og siger sandheden. Og det er for meget. Det kan jeg godt se«.

For det ER måske ikke sandheden?

»JO!«, råber han.

Og griner.

»Det er det sgu altid«.

Har du skrevet for mange bøger?

»Nej, nej«, siger han. »Mine bøger er ikke altid lige gode, men der er altid noget godt i dem. Mere kan man ikke forlange«.

»Men det handler jo også om, at jeg aldrig har det bedre, end når jeg skriver. For dér gør jeg jo for fanden ...«, begynder han og hæver stemmen for at overdøve sin egen latter:

» ... hvad jeg har LYST til«.

FACEBOOK

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

  • 
    A male giant panda from China named Cai Tao eat eats a stick at Taman Safari Indonesia zoo in Bogor, West Java, Wednesday, Nov 1, 2017. Giant pandas Cai Tao and Hu Chun arrived Indonesia last month as part of China's "Panda diplomacy." (AP Photo/Achmad Ibrahim)

    Et kongerige for to pandaer? Kun Kinas allerbedste venner får lov at lease et par af de sjældne pandabjørne, sagde den kinesiske præsident Xi Jinping, da han lovede Danmark et par. Kina har flere gange brugt de sjældne dyr som en brik i deres udenrigspolitik. Men hvad har Danmark givet køb på, for at blive en af Kinas allerbedste venner? At tale om Tibet?

Forsiden

Annonce