Vi befinder os i en stationsby på Vestfyn i årene 1937-39, hvor det er svært at blive ved med at bortforklare Hitlers fremmarch som ’grænseregulering’.

Selv om man helst vil hygge sig i smørhullet, og i øvrigt har nok at gøre med at få pengene til at slå til og få tid nok til at overkomme det hele – mand, børn, hus, den blandede landhandel foruden alle de ’spisninger’, man er inviteret til blandt byens små næringsdrivende.

Sådan har Dinna det, hovedperson i Kirsten Thorups roman ’Førkrigstid’, der tager temperaturen på tiden med udgangspunkt i en konventionel kvinde, der gør sig umage for at overbevise sig selv om, at hun er lykkelig og kalder sig selv et utaknemmeligt skarn, når hun ikke altid skønner nok på det hele.

Rigt nuanceret
Romanen ligner ikke Thorups to forrige, ’Bonsai’ og ’Ingenmandsland’, med deres raffinerede krydsklipning mellem flere tider og stemmer.

I denne roman er der én kronologi og én stemmeføring, Dinnas, blændende gennemført til et rigt nuanceret og sammensat portræt af en kvinde, der gerne vil være god og forstå lidt mere af tilværelsen end det helt umiddelbare, men som overvældes af kompleksiteten i den verden, hvor sådan nogle som hun ikke føler, de har noget at skulle have sagt.

Og derfor måske heller ikke behøver at have en mening ...

Jalousi
Overvældet er Dinna også af andre ting. Hun er ved at blive ædt op af jalousi – foregår der ikke noget mellem tjenestepigen Maja og hendes mand, Sigurd?

Hun skiller sig af med Maja, men det er, som om Maja er ’lænket’ til familien. Dinna skal hele tiden tage sig af Majas problemer, ikke mindst da pigen bliver gravid og vil bortadoptere barnet.

Og hvem er i øvrigt faderen – er det Sigurd eller den underligt flagrende kæreste Villy?

Sladderen som hård valuta
Tidskoloritten ligger ikke mindst i sproget. Man skal ikke »blamere« sig, heller ikke »dupere« – det vrimler med sådanne ord, som man sjældent hører i dag, i gengivelsen af de stramme leveregler, som alle er underlagt.

Sladderen er hård valuta, en byttehandel, som Dinna ikke kan undslå sig, når hun sidder i frisørsalonen og får frisket sin trætte permanent op eller er til kaffe hos fru fragtmand og til spisning hos elektrikerens, mejeribestyrerens eller manufakturhandlerens.

De sidste er Dinnas blakkede bror og kølige svigerinde, der i hvert fald er ude på at dupere, og i øvrigt mener, at de har fået orden, fremgang og disciplin »over hele linjen« i Tyskland. Da broderen bliver spurgt, hvad han ville gøre, hvis han var en almindelig tysker, svarer han: »Jeg ville gå med strømmen, indtil den vender«.

Fredeligt på overfladen
Alle reaktioner på nazismen demonstreres med husmanden Robert Larsen som det ekstreme tilfælde. Som en af de få har han sat sig ind i sagerne og taget dem på sig i en grad, som hans psyke ikke kan kapere.

Til sidst ser han Hitler i hver en grøftekant og tager i sin sindssyge både sig selv og konen af dage.

Kirsten Thorup skriver lillebyens verden frem. Den er fredelig på overfladen, men nedenunder ulmer konflikterne, både de private og de politiske. Idealer, normer og moral er omdrejningspunktet, skildret med en fuldkommen indlevet fornemmelse for, hvordan tilværelsens store størrelser tager sig ud fra det lille livs perspektiv.

Det er Dinna nedsænket i. Hun er en person, man skiftevis sympatiserer med og tager afstand fra. Hun vil så gerne være god, men er hun det ikke på en lidt emsig og demonstrativ måde?

Hun herser med tjenestepigen, som hun mener, det er hendes opgave at få en anstændig person ud af. En tjenestepige skal passe på sit rygte, belærer hun. »Der skal så lidt til – for en pige, tilføjer hun og strækker benene ud fra sig og ser ned på sine ankler, som hun er ganske godt tilfreds med«.

Enkel og kompliceret, folkelig og forfinet
Kirsten Thorups portrætkunst er diskret, overbevisende og i sin blanding af indlevelse og mild ironi også meget morsom!

Da verdenskrigen på romanens sidste sider er en realitet, og Sigurd sidder med hovedet i avisen, mens Dinna putter børnene »i balje«, råber hun til ham, »at han skal lade være med at gå så meget op i krigen. De kan alligevel ikke gøre andet end at bede til, at den ikke breder sig nordpå«.

Med sådanne bemærkninger sender Kirsten Thorup også en henvendelse til det dagens Danmark, der hytter sig og sine og håber, det hele går over eller uden om os. Samtidig viser romanen, loyal over for sine personer, hvor svært det er at tage stilling – det er altid set i bakspejlet, det tager sig let nok ud.

En verslinje fra den danske sangskat »farer som et stjerneskud« gennem Dinna under en vandring i de fynske bakker. Romanen løber også som et stjerneskud gennem læseren. Den er et modent mesterværk, på en gang enkel og kompliceret, folkelig og forfinet.