Fra mange britiske muslimer lød der opbakning til fatwa'en mod Salman Rushdies 'De sataniske vers'. Bogbrænding og optøjer i England? Det var disse begivenheder, som fik forfatteren Hanif Kureishi til at påbegynde sin research til romanen 'Det sorte album'. Den nu 47-årige Kureishi var ven med Rushdie og i begyndelsen af 1990'erne noget nær det hotteste, man kunne opdrive i det britiske kulturlandskab. Med sine manuskripter til Stephen Frears 'Mit smukke vaskeri' (Kureishi blev Oscar-nomineret) og 'Sammy and Rosie Get Laid' samt bestseller-romanen 'En forstadsbuddha' var Kureishi blevet symbolet på en ny generation af 'blandede' briter, der fortalte om at være vokset op splittet mellem vidt forskellige kulturer. Prince som forbillede »Mit navn er Karim Amir, og jeg er englænder helt igennem, næsten.« Sådan lyder den første sætning i debutromanen 'En forstadsbuddha', og dermed var temaet i forfatterskabet præcist og elegant slået an. Hanif Kureishis mor var engelsk, mens faderen var muslim født i Madras. Hovedparten af familien bor i Karachi, men Hanif Kureishis nu afdøde far var i 35 år ansat på den pakistanske ambassade i London. Hanif Kureishi voksede op i bydelen Bromley, og her måtte han snart erkende, at hans hudfarve var af stor interesse for en hel del af Bromleys beboere. »Paki!«, råbte ungerne på gaden. Flere af lærerne var udtalt racistiske. En af dem døbte således Hanif for Paki-Pete. Så Kureishi havde sit råstof parat, da han i begyndelsen som dramatiker skulle begynde at beskrive, hvordan det var at være »englænder helt igennem, næsten«. Han beskrev splittelsen, men gjorde det med et stort humoristisk overskud. Et overskud man fik indtryk af, at han for en stor dels vedkommende fik fra sin entusiasme for rockmusikken. Da hans roman inspireret af optøjerne i kølvandet på 'De sataniske vers' udkom i 1995, var det da også med en titel født af rockmusik. 'Det sorte album' stod i kontrast til The Beatles' 'Det hvide album' og var opkaldt efter Prince's 'hemmelige' plade 'The Black Album'. Prince var en kulturel helt for Kureishi. Fordi den lille prins prøvede at spænde over splittelserne mellem sort og hvid og mand og kvinde. Splittelser, som Kureishi selv skrev om. Jihad vs McWorld Sin egen splittelse genfandt han i en afgrundsdyb version, da hans research til 'Det sorte album' førte ham til fundamentalistiske miljøer i britiske moskeer og på universiteter. Han blev chokeret over, hvad han fandt. Kureishi elskede musikken, debatten og ytringsfriheden, men nu mødte han folk med nogenlunde samme baggrund som hans egen, der ganske åbent erklærede, at de hadede demokratiet. En styre- og livsform, de betragtede som tegn på vestlig dekadence. Men altså også den vedtagne styreform i det land, de boede i. Hanif Kureishi havde midt i den moderne storbys hjerte fundet brændpunkter i det opgør, der af Benjamin Barber blev døbt »Jihad vs McWorld«. 'Det sorte album' fortæller om den unge Shahid, der er kommet fra Kent til London for at studere. Han påbegynder et nærgående studium af den noget ældre, temmelig lækre og venstreorienterede professor Deedee Osgood, men det moderne storbylivs lokkende hedonisme bliver sat i kontrast af hans nabo Riaz. Riaz er den karismatiske leder af en gruppe islamiske fundamentalister. Bogen foregår i 1989. Året, hvor to skelsættende begivenheder fandt sted. Berlinmuren faldt, og 'De sataniske vers' udkom. Rushdies bog vakte en furore - ikke mindst blandt de, der aldrig kunne drømme om at læse den - som for mange moderne mennesker blev en chokerende demonstration af afstanden mellem to af de verdensbilleder, der i den moderne storby lever side om side. Den hellige aubergine Det komiske udgangspunkt for fortællingen i 'Det sorte album' er opdagelsen af en hellig aubergine. De små kerner har det med at placere sig i smukke mønstre, og i romanen mener de troende at kunne genkende skrifttegn fra Koranen i en flækket aubergine. En hellig grønsag? En grotesk idé skulle man måske umiddelbart mene, men Kureishi gaflede den faktisk fra en avisartikel fra virkelighedens verden. Den autentiske aubergine blev opdaget af en islamisk grønthandler i byen Leicester, og i løbet af en weekend strømmede 5.000 mennesker til familiens bolig for at tage »underet« i øjesyn. Den splittede Shahid Hasan er ligesom Karim Amir i 'En forstadsbuddha' en typisk Kureishi-figur med selvbiografiske træk. Shahid og Karim har mange trængsler og tvivlsspørgsmål, fristelser og fornøjelser, til fælles. Men hvor de indre og ydre kultursammenstød i 'En forstadsbuddha' kommer til udtryk i en respektløs og helt uimodståelig humoristisk fortælling, er 'Det sorte album', sine morsomme indslag til trods, en langt mørkere og mere sammenbidt og alvorlig affære. Bombeeksplosioner i Londons undergrund ligger som en dyster resonans under Shahids vaklen frem og tilbage mellem den smækre DeeDee's og den strikse Riaz' vidt forskellige forjættelser. Siden 'Det sorte album' har Kureishi imidlertid lagt en afstand til rollen som kulturkløftens hippe kronikør. Hans senere romaner 'Intimitet' og 'Gabriels gave' er ikke på samme måde præget af modsætningerne fra en kulturelt blandet opvækst.