Benni Bødkers serie om ’Nattens børn’ er fortalt som en drøm fra vampyrlandets velkendte landskaber.

Her er ikke brug for undskyldninger eller forklaringer, når hylderne tømmes for frygt og ondskab. Forfatteren kender sit stof til sidste blodsdråbe, derfor kan han lege med genren og skabe sin særlige stemning af gys og gaslys.

Uhyggen gemmer sig i tonefaldet. Det er stilfærdigt.

Flaksende skygger
Edvard og Agnes er søskende. Hun er blind. Uden ret megen forklaring tager de på sig at fordrive de udøde og deres slæng fra den store by. Det er lige ved at lykkes, da en endnu større ulykke truer, og de må helt til Karpaterne for at slå det sidste søm i kisten.

Lykkes det? Ikke helt. Benni Bødker afslutter sin historie med at give drømmen videre til nye fortællere. Han lader nærmest vampyrflokken afsynge fristaden Christianias slagsang: »I kan ikke slå os ihjel ...«.

’Nattens børn’ er skrevet på tusmørke og flaksende skygger. Det er vampyrbøger med hjerte og smerte. De rammer et sted, hvor man ikke er forberedt.