Lad det være klart fra begyndelsen: Skurkologien – også kaldet ’villainologien’ – er en empirisk videnskab, læren om den antropomorfe ondskab, som man finder den i fiktionen.

Hvad Carl von Linné forsøgte med svensk flora, forsøger denne videnskabs pionerer med skurke. Nemlig at sætte dem i system, så de kan genkendes, klassificeres og bestemmes.

Det overordnede sigte er således at etablere en egentlig nomenklatur, hvorefter en bøhmand ikke længere er end bøhmand, men en bøs person, gradbøjet i køn såvel som type.

Komparativ skurkologi
Skurkologiens nærmeste videnskabelige slægtninge er ’bondologien’, læren om James Bonds fremtrædelsesformer, ’arnoldologien’ (findes der både en Arnold (Schwarzenegger) for os og for sig selv?) og endelig ’homerologien’ – en registrering af Homer Simpsons semiotiske tegnverden i og udenfor Springfield. (Se Acta Springfieldiana, I serie A, Burns University Press. Springfield, New York og Cambridge).

Hertil findes også en underafdeling af skurkologien, som vi i denne sammenhæng ikke vil beskæftige os med, nemlig ’metaskurkologien’, hvis emne er, om det overhovedet er muligt at tale meningsfuldt om ’skurken’ per se.

Her i denne indledende artikel vil vi udelukkende beskæftige os med den traditionelle såkaldt komparative skurkologi, med hvis grundlæggelse vi har beskæftiget os i en længere årrække. Vi tager fat.

Bibelens bitre smølf
Den første skurk i vores civilisation er brodermorderen Kain, Bibelens bitre smølf fra første Mosebogs fjerde afdeling. Kain er en skidt knægt, som har siddet skævt på sin stenpotte og derfor hader dydsmønstret Abel.

Denne urkonstellation går igen op gennem vores historie, mest kendt i nyere litteratur fra John Steinbecks ’Øst for Paradis’ fra 1955. Kain har flere klassiske skurkologiske træk. Således at hans kontekst udstikker ham som en decideret negativ person, men at den intelligente læser kan finde flere forsonende træk ved hans skurkagtighed.

Det samme gælder en klassisk skurk som Kyklopen Polyfemos fra Homers ’Odysseen’ (sjette sang). Denne stakkels enøjede hyrde får besøg af en kynisk græker og hans mænd, som kræver både husly og mad. Kyklopen beskyldes for kannibalisme, bare fordi han spiser et par af Odysseus’ mænd. Men han er jo ikke selv et menneske, men sætter blot pris på et stykke med sprængt græker. Homer kan ikke lide ham. Men for alle os, som elsker Lambi og andre får, er Polyfemos faktisk mere en skurkagtig antihelt end homerisk bøhmand.

Kristendommens største skurk
Tværtimod er Odysseus den latente skurk i den første moderne betydning. Vi holder af ham, men kan samtidig se, at han er et dumt svin. (Se her kære læser: Allerede i antikken begyndte skurkologien at udvise komplicerede former og semiotiske mærkværdigheder. En skurk er ikke kun en skurk, lige som en rose ikke kun er en rose).

Kristendommens største skurk er Judas Iskariot. Den florentinske poet og træmand Dante Alighieri anbringer ham gudhjælpeos i Satans mund i bunden af sit Helvede. I øvrigt sammen med to historiske skurke, Cæsars mordere Cassius og Brutus. Virkelig stilblanding. Mens de to sidstnævnte bare var antikke medlemmer af den liberale tænketank Cepos, er Judas reelt en karakter af format. Læg mærke til navneligheden med Jesus. Tog romerne fejl, tog vi fejl?

Judas fik 30 sølvpenge. Men han tog også sit eget liv og er dermed i virkeligheden vor civilisations første ædle skurk: En person, som erkender sin ondskab som en skæbne, der gør ham større end det middelmådige liv for ni til fire heltene fra Flinkeskolen. Træk af Judas-karakteren finder man så forskellige steder som i Walter Scotts ’Ivanhoe’, hvor tempelridderen Bois-Gilbert forråder sin orden, og i Per Lagerqvists berømte ’Barabbas’, hvor en anden bibelsk person får judæiske dimensioner som forbryderen, der blev frikendt i stedet for Kristus.

Postfreudianske skurke
Skurkene har fra gamle dage været interessante, fordi de i højere grad end heltefigurerne udgrænser det pågældende samfunds regler og normer. En skurk accentuerer et samfunds politiske korrekthed ved at være på tværs af den. Helten ønsker at bevare de værdier, et samfund hviler på, men som ofte er diffust tegnede i konteksten. Det er skurkens handlinger og sind, der får værdierne til at træde frem, så vi kan se dem og tage stilling til dem.

Miltons Lucifer i ’Det tabte paradis’ fra 1667 er præcis en sådan grandios oprører, som med sin handling afslører den egentlige guddoms magt og magtfuldkommenhed. Lucifer er den djævelske ærkeengel, som bliver den protestantiske religions sataniske modspiller på alle måder. Ikke som hos Dante blot vicevært i Helvede, men præcis som de grandiose skurke i en James Bond-roman en person, der ønsker verdensherredømmet.

Umberto Eco har i sit epokegørende essay om James Bond ,’Fortællestrukturerne hos Ian Fleming’ fra 1966, præcist blotlagt denne manikæisme: At se verden som en slagmark mellem det gode og det onde, Gud og Satan. Interessant at det kræver en forfatter fra et katolsk område til at afsløre en protestantisk forfatter som Ian Flemings familielighed med gamle Milton.

Den moderne skurk
Den moderne skurk plejer vi at definere som den ’postfreudianske skurk’. Mere end Darwin har Freud haft betydning for skurkologien på godt og ondt. Efter Freud blev alle skurke med et gjort til produkter og cases, mennesker, der havde ligget omvendt i vuggen eller var blevet tvunget til at spise røget ål og broccoli i utide.

Mennesker, som var blevet mobbet eller tvunget til at gå med ørevarmere midt om sommeren, gå med butterfly til ternet skjorte eller hver dag blive konfronteret med en madpakke med fire halve med figenpålæg.

Denne bevægelse blev desværre også retrospektiv og kom til at smitte forgangne store skurke. Lad os tage et eksempel: I gamle dage, før Freud, var Shakespeares Iago i tragedien ’Othello’en skinsyg nørd med dårlig holdning. I moderne udgaver skal han helst ligne en traumatiseret skabsbøsse med hang til overdreven onani og voyeurisme, altså en seksuelt forkvaklet person frem for en vaskeægte og ærlig skurk med onde reelle hensigter. Og hvis Kyklopen havde fået briller i tide og lidt kærlighed fra Blindeinstituttet, så havde han budt Odysseus indenfor på et glas kærnemælk og et stykke med feta.

Fatale blondiner
Et helt kapitel i sig selv er den feminine afdeling af skurkologien, som vi her på grund af pladsmangel kun kan strejfe i al dens kønsmæssige kompleksitet og erfaringshorisont. Tænk blot på tidlige kvindelige skurke som frisøsen Dahlia, troldkvinden Kirke, headhunteren Salomé, spindoktoren Lady Macbeth og dobbeltagenten og sengeakrobaten Mylady de Winter fra Dumas’ ’De tre musketerer’ fra 1844. Sidstnævnte er simpelthen urmoderen til alle fatale blondiner fra Jean Harlow til Sharon Stone.

Muligvis foretrækker gentlemen blondiner alligevel. Men de gifter sig med brunetter, fordi den hårfarve statistisk og sjældent ses hos en kvindelig skurk. Sigende undtagelse er mrs. Danvers fra Daphne du Mauriers roman ’Rebecca’, den latent lesbiske husholderske, som fortæller den falske historie om romanens hovedperson. Faktisk dobbelt op: En skurk fortæller om en anden skurk, genialt.

Rødhårede og sorthårede piger er derimod noget ganske andet, men en mellemblond pige fra naboens hus er sjældent den helt store skæbnesvangre maneater. Og dog. Scarlett Johansson er vel netop en sådan forførerisk heks forklædt som naboens datter.

Skurken leverer den bedste flæskesteg
Alfred Hitchcock og hans film er som bekendt betegnet ved hans brug af dobbeltbundne skurke som muligvis i sidste ende løber af med filmens om ikke heltinde så dog sympati. Kan det forklares ud fra hans egen katolske barndom i et protestantisk land, som ikke kun hadede, men mobbede hans trosfæller som nationens største skurke? Holger Fortolker og Kloge Aage kan slås om dette. En kendsgerning er det, at Claude Rains i ’Berygtet’ og James Mason i ’Menneskejagt’ er intrigens mest fascinerende personer i deres nuancerede næsten rørende skurkagtighed.

Derimod er Gary Grant i begge film en kynisk playboy, som først på de sidste spoler omvendes til Mr. Nice Guy. Denne omvendelse giver ekko af måske den største af sin slags i verdenslitteraturen, nemlig mr. Rochester fra Charlotte Brontës ’Jane Eyre’ fra 1847, der fra at have været en bøs bøhmand forvandler sig til en blind blød mand. Måske er det et specifikt feminint træk ved skurkologien, at en god kvinde kan forvandle selv den værste bandit til jordmodermand.

Skurkene er i deres forskellige udformninger alle katarsiske aktanter, som ved deres virke nedbryder grænser og viser veje ud i andre former end de gængse, dem vi kalder onde. Heltene derimod bekræfter blot vore egne ambitioners småborgerlige begrænsninger. Hvor skurkene drømmer om verdensherredømme og en anden form for civilisation, så er heltens hjem, lige meget om det er slot eller herregård, blot en eller anden form for murermesteridyl med tøfler under sofaen. Kort sagt er skurken et dumt svin, så leverer han i sidste ende den bedste flæskesteg.