Det fantastiske ved at tilhøre en art som mennesket er, at vi er så forskellige, samtidig med at vi er så uendeligt ens. Det enestående ved skønlitteraturen er, at den på samme tid peger på det helt enestående, det helt særegne – og på det fælles.
Som litteraturforsker og nyslået doktor Marianne Stidsen peger på i sin disputats om litterære virkelighedstolkninger, se side 4-5, formår skønlitteraturen som ingen anden udtryksform at vise ’indersiden af mennesket’.
