At »midten af vor bane gennem livet« kan give anledning til midtvejskriser, men også til store poetiske bedrifter, findes der overbevisende fortilfælde for.

Yderligere belæg foreligger nu i form af den ny digtsamling, som Niels Lyngsø har udsendt på sin 39-års fødselsdag, ’39 digte til det brændende bibliotek’.

Ved at gøre et nummer ud af den urunde fødselsdag som omstændighed for udgivelsen knytter Lyngsø værket til livet og markerer en blød biografisk vending i forhold til det hidtidige forfatterskab. Der er minder i denne samling, drømme, mareridt og traumer, intimitet og hengivenhed, forvirring, fortabelse og fortvivlelse, sorg, overvældelse og selvovervindelse – personlighed og psykologi kort sagt – omsat til en række overraskende rørende digte.

Det er hverken en maske eller en maskine, der udtrykker sig her, men et modent menneske, hvis ophobede »flyttelæs« af et levet liv tynger og giver betydning: »Jeg ville så gerne ku stå med mit liv som/ en ramponeret kontrabas/ man basker til med sikker hånd;/ men det går slet ikke, jeg står slet ikke,/ og det pifter af sted om ørerne på mig:/ Barndommens monstre har nye navne«, rapporterer digteren i ’Selvportræt, 2007’.

Heller ikke i sit udseende ligner ’39 digte til det brændende bibliotek’ Lyngsøs to foregående, formelt meget eksperimenterende samlinger. Digtene – der er sat op af digteren selv – ser ud, som digte nu engang plejer at se ud, med titler, sidetal, linjebrud og løs bagkant for det meste. »Digte uden dikkedarer« omtales de som i forlagets pressemeddelelse.

Eksistentiel ramme
Det smukke omslag – også tilrettelagt af digteren selv – gengiver et efterårsagtigt ahornblad som nærmest glødende organisk materiale. Omslagsbilledet knytter både an til et enkelt digt, ’Ahornbladets ligning’, men også til samlingens gennemgående metafor og elementariske kraft: ilden, der giver lys, liv og varme, men også brand, forvandling og nedbrydelse.

Ilden er både det, der er neden under os (geologisk), oven over os (astronomisk) og inden i og imellem os i overført (psykologisk) forstand. Ilden optræder i samlingen som teaterbrand, som fluorescens, som flammer, som gløder, som gnister, som illuminationer og som stjerner, der i et af barndomsdigtene netop synes som »fjerne/ lejrbål der er strøet ud over himlen«.

Og så optræder ilden i titlen i form af det brændende bibliotek, der både henviser til en konkret begivenhed, nedbrændingen af Det Aleksandrinske Bibliotek i år 389 og billedlig talt til skrøbeligheden ved al vores viden, erfaringer og historie, der på ingen måde er umistelig. Allermest gribende kommer frygten for dette meningstab til udtryk i det sidste af samlingens tre vågeblusdigte om moderens dødsleje, som litterært set svarer igen på Dylan Thomas’ kendte digt til sin døende far, ’Do Not Go Gentle Into that Good Night’ (1951), der på det kraftigste opfordrer til at »rage against the dying of the light«.

I ’Vågeblus I’ kredser digteren om den uafrystelige afsked med den døende mor og ser Alexandrias bibliotek brænde i hendes øjne, mens han i ’Vågeblus III’ afbryder alle sine indbildninger for nøgternt at konstatere, at samtalen nu er blevet til en enetale: »du er her jo ikke mere;/ jeg taler bare med mig selv;/ for ilden må holdes ved lige,/ biblioteket må ikke brænde ned – der skal/ også være et blus den dag/ bålet skal brænde i mine øjne,/ og nogen skal tage min hånd og sidde/ og kigge ind i flammerne/ mens mørket falder på«. Disse linjer etablerer en eksistentiel ramme om digtningen, som er hidtil uset i forfatterskabet.

Delikat balance
Ud over de tre dødslejedigte grupperer samlingens digte sig tematisk i tre fantasier om den tyske middelaldermystiker Hildegard von Bingen, fire erotisk-besyngende digte, der parentetisk benævnes som »høj sang« eller højsang, tre spørgende digte med titlen ’Hvad’ og tre påpegende med titlen ’Det’ samt fire fantastiske stilleben-digte, bestående af barndomsminder svøbt i 1970’er-interiører og med underlægningsmusik af ABBA, som munder ud i »min umulige drøm:/ at være fuldstændig til stede i et nu/ der ikke omfatter mig«.

Denne umulige drøm er tæt på at lykkes i ’39 digte til det brændende bibliotek’.

Digtene er bevægende, ikke mindst i kraft af den delikate balance, jeget opretholder mellem at være fremmedgjort over for sig selv – og se på sig selv udefra og ofte i relation til andre – og samtidig være følelsesmæssigt til stede i et nu, der omfatter både ham selv og omverdenen.

Der er tale om et midtvejsmesterværk af en digtsamling, som bærer vidne om en digter, der er alt andet end udbrændt.