Den amerikanske aktivist, poet og oversætter Robert Bly sidder og slås med det gode nordiske ord ’knæsat’.

Han spørger sin ven, den svenske digter Tomas Tranströmer til råds.

Enhver kan slå ordet op i en ordbog og se, at ’knæsat’ på svensk, ligesom på dansk, betyder ’godkendt’. Tranströmer kan yderlige fortælle sin penneven, at ordet egentlig betyder ’adoptere’ efter den gamle nordiske skik med, at en mand sætter barnet på sit knæ og dermed anerkender det som sit. Tranströmer tilføjer, at ordet nu bruges sjældent og kun i dets abstrakte betydning. Fordi ordet er sjældent og abstrakt, og fordi ’knæ’ er så konkret, bliver virkningen i digtet kuriøs. »Knæet trænger hele tiden gennem den abstrakte betydning«.

Enden på historien bliver den for en oversætter lidt kedelige, at ordet i digtet egentlig er uoversætteligt. Til gengæld har man fået en lektion af de sjældne i, hvor mange lag et velvalgt ord i et godt digt kan have.

Opreklameret poesi
Tomas Tranströmers egne digte er noget af det mest uoversættelige i svensk litteratur. Og samtidig noget af det mest oversatte. Jeg har været med til et seminar om hans poesi i New York, hvor hele otte(!) forskellige engelsksprogede Tranströmer-oversættere deltog. Det samme gjorde Tranströmer selv, uden at kunne bidrage med andet end sit venlige blik, for det var efter, at han, i 1990, blev ramt af det slagtilfælde, der har taget mælet og det meste af skriveevnen fra ham.

I næsten tredive år inden da korresponderede han med Robert Bly om stort og småt. Deres brevveksling, der for nogle år siden udkom på svensk, er nu blevet fordansket af hele to af vores bedste oversættere. Det er blevet en tyk bog med mange fine passager, gode at få forstand af på en måde som hverken litteraturkritik eller litteraturhistorie giver. Med originale bidrag til begge de to fag.

Tit borer de to i ord, som nu her med knæsat. Til andre tider kaster de skæve blikke på tidsånden i deres respektive lande. Vietnamkrigen spiller en stor rolle. Tranströmer skal til Lund og læse op. Dér bor en anden svensk digter, Göran Sonnevi, der har skrevet et digt om krigen, som Tranströmer synes er opreklameret. Han skyder hjertet op i brystet og gør sig parat til at svare på spørgsmål om det alt for populære digt.

Men der kommer ingen. Derimod kommer Sonnevi selv og lytter på Tranströmers oplæsning af egen verdensfjern lyrik i den tyndt besatte sal. Bagefter lader Sonnevi sin kollega forstå, at han bestemt ikke synes, at Tranströmer er opreklameret. Der er flere af den slags gedulgte, ordløse samtaler i brevene.

Ordkunstens teknik
Men først og fremmest giver de indblik i spændingen mellem digteren og tidsånden. Bly, der er en mindre digter, er udadvendt, politisk. Tranströmer ønsker, at Bly vil få lidt mere tid til at være yogi, lidt mindre til at være kommissær. Selv føler Tranströmer under presset fra den politiserede tid omkring Vietnamkrigen, »at man har en stor revne tværs igennem sig fra isse til skridt«. Han skal hver gang overvinde revnen for at kunne skrive digte.

Jeh har mødt Robert Bly til en oplæsning i en boghandel i Californien. Boghandleren blev lidt bleg om næbbet, da der bagefter skulle være bogsalg og signering, for Bly havde en stabel bøger med, som han gerne ville forære os tilhørere gratis. Da han hørte hvor jeg kom fra, forsikrede han mig om, at Tranströmer og Nordbrandt er de største nulevende poeter i min del af verden. Bly er af norsk afstamning – Bleie var det oprindelige familienavn. Han læser sine forfædres sprog, derfor også svensk og dansk, og har gjort en kæmpeindsats for kendskabet til nordisk lyrik i USA.

Og så har han kæmpet for sager. I poesi er hans smag til spring og paradokser; i politik til de klare standpunkter. Den revne fra isse til skridt, som Tranströmer lider under, er vokset solidt sammen hos Bly. Det er svært at forestille sig to mere forskellige typer end de to. De er som yin og yang og kommer i årtiernes løb hinanden lige så nær som de to tegn.

Deres brevveksling er en springende lærebog i ordkunstens teknik. Men også et vidnesbyrd om, hvor meget et menneske kan få ud af at blive ven med en, der er fuldkommen forskellig fra en selv.