I de gamle guldalderdage var digterne på denne årstid ved at snuble over hinanden med bud på jule- og nytårsgaver, poetiske årbøger for eksempel.

Den tradition følger F.P. Jac nu (igen) op på ved at udsende et slags dobbeltalbum – en ’dobbelt mandelgave’ kalder han det, bestående af en ny digtsamling, ’Søvnlysninger’, samt et optryk af en mandelgavebog fra 1981, ’Tretten dage af en sne’.

Den nyeste ladning digte består af hyggesnakkende hverdagsepisoder og naturoplevelser fra Jacs forstadsbohemeliv, der højst svinger sig op til en konstatering af, at »verden er noget helvedes rod«. Men så længe der er calva til kaffen, går det nok endda. Der er noget Frank Jæger-agtigt over digtenes betoning af det lille fællesskab, som optræder i det gennemgående første person flertal, ’vi’, men stemningerne er anderledes småplatte. Døsig liderlighed er et gennemgående motiv, der hænger sammen med digtenes tematisering af søvn og vågenhed og diverse mellemtilstande.

Det er simpelthen for søvnigt efter min smag. Lyspunkter er der ikke mange af i den første digtsamling, men det opvejes dog noget af genoptrykket, ’Tretten dage af en sne’ – en suite på tretten digte, hvor Jac boltrer sig i langt mere abstrakte landskaber og med udsagn af større poetisk styrke. Det er en hel lille skabelsesberetning, Jac her folder ud i en stil, som er profetisk: »væk med pseudo som status og krige / ... status bliver der ikke tid til, / men måske en indskrænkning til sproget, / men måske en indskrænkning til sproget«.

Denne indskrænkning til sproget er et mere interessant poetisk projekt end de alt for omfattende poetiske notater, som Jac diverterer med i bogens første del.