En by er en levende organisme, selv om den består af sten, ler, mørtel og andre bygningsmaterialer.

For hver og en af disse bestanddele er formet og brugt af mennesker, og blandt andet af den grund er byhistorie et overordentlig interessant emne.

Historikeren Hanne Fabricius er dybt optaget af Københavns historie, og hun har tidligere udgivet et bind med næsten samme titel, der handler om byen inden for middelaldervolden. I dette nye, smukt designede og lækkert udførte bind drejer det sig om gader og mennesker på Slotsholmen, Bremerholm og det, der blev kaldt Ny-København, men som en senere tid for det meste kalder Frederiksstaden.

Kernen i København er holmen, hvor Absalon lagde sin borg, den, som med tiden blev til Københavns Slot. Og én historie fra dette sted er altid god – også i Hanne Fabricius’ fremstilling – nemlig historien om Leonora Christina Ulfeldts fængselsophold i det massive Blåtårn, et ophold, som varede 21 år, 9 måneder og 11 dage.

Københavns Slot blev i 1720’erne moderniseret for en god hoben penge, bl.a. blev Blåtårn gennembrudt med en port og smykket med en marmorportal, og hvad skete så? Fire år senere rev kongen hele butikken ned for at bygge sig et moderne pragtslot, som han opkaldte efter sig: Christiansborg.

Skarnholmen eller Slotsholmen
Slottet lå på en af de mange holme, som København faktisk ligger på. Holmen hed oprindelig Skarnholmen, og læseren kan måske gætte, hvorfor den havde dette navn. Men det brød en af kongerne sig ikke om og beordrede, at holmen skulle havde det mere prydelige navn: Slotsholmen.

Hanne Fabricius fortællersobert og en anelse tørt om udviklingen. I margenen møder man nogle af de almindelige mennesker, der var bosat her. Nogle af dem ganske vist ikke frivilligt, idet de var dømte forbrydere, og dem holdt man indespærret og i jern på en anden af holmene: Bremerholm. Her blev de brugt som arbejdsmænd eller rettere som slaver.

Der fortælles om en student ved navn Peter, der havde såret sin stedfar med en pennekniv og fået en straf på 18 års fængsel. Men Peter og nogle andre slap væk, ved »at de skred baglæns gennem Hullet paa Lokummet ned til Søen og kastede sig fra den næsten to Favne høje Mur ned i Dybet og svømmede saaledes langs med Muren til den Sandbanke, som er udenfor. Der brækkede de Jærnene af sig og undkom derefter til Sverig«.

Bogen er slik for folk, der er optaget af Københavns historie, og som sagt: Den er en fryd for øjet.