Det er mærkeligt med de omgivelser, vi tilfældigvis fødes ind i, og som vi fuldstændig tager for givet under opvæksten. Alle familiemedlemmerne, for eksempel, som bare er der og er, som de er, uden at der er noget mærkeligt ved det. Hele denne verden, som vi kun opfatter indefra, aldrig udefra. Ikke før senere – og så er det for sent. Det er sådan en verden, som er udgangspunktet i Hans Otto Jørgensens seneste roman ’Hestenes øjne’, der beretter om en opvækst på landet i begyndelsen af 1960’erne i nærheden af Limfjorden. Vanemæssige handlinger Med stor fortrolighed folder romanen et helt familiealbum ud og fortæller om de nærmeste i denne familie og om den hverdag, som indledningsvis udgør hele hovedpersonens horisont. Mange af romanens verber er bøjet i iterativ præsens, der netop betegner det gentagne eller de vanemæssige handlinger og begivenheder: »Jeg kommer hos Faster, så ofte jeg kan, det tager tolv minutter på cykel og syv eller otte i løb over markerne, og allerede når jeg er halvvejs, kan jeg se derop«, lyder et eksempel. Dette liv på landet går sin gang, næsten som det har gjort i århundreder. Det opleves som så færdigt og skabt, at det sammenlignes med selve skaberværket, hvilket ikke er tilfældigt. For familien er missionsk og er i den forstand noget særligt og en separat enhed i forhold til de andre familier på egnen. At opdage sig selv Det er i denne massive tilværelse af vaner og pligter, at hovedpersonen, der deler fornavn med forfatteren, vokser op og bliver sig selv – »den rystende oplevelse, det er at opdage sig selv«, som det hedder. Rystende er det ikke mindst, fordi fortroligheden bliver til fremmedhed over for opvækstmiljøet: »Jeg bliver en fremmed, idet det fremmede overtager mig, så jeg fra nu af må se alting fra det fremmede sted«. Sprogligt manifesterer det sig i en opdagelse af, at det ikke bare er dansk, hovedpersonen taler, men en særlig dialekt – opdagelsen af, at »der ikke bare er et a, men også et jeg«. Fælles fortrængninger Synsvinklen i ’Hestenes øjne’ skifter undervejs fra det fortrolige til det fremmede sted og veksler mellem før og efter opdagelsen. Det er en overvældende ensomhed, som gennemtrænger disse billeder fra en families liv, der både begynder og ender med et dødsfald. Det er ikke kun erindringer, der binder familien sammen, men også fælles fortrængninger, fortielser og traumer, sorte huller af smerte, der opsluger al mening: »den ufortalte fortælling, som jeg ikke ved, hvad jeg stiller op med«. Den resignerede forundring, som man kan høre i citatet, er karakteristisk for hovedpersonens tilbageblik, der til sidst selvundskyldende og stilfærdigt forklarer: »Det er måske meget banalt, men jeg tror, det er de ting, der overgår et menneske, der skaber det menneske ... Hvad stiller man op med alle de år, efter det skete. Litteraturen handler ikke om andet«. Sørgmodig fattethed I disse melankolske toner munder romanen ud. Den planter ikke kun en undren over, at omgivelserne bare er der, men også over det ufattelige ved, at de en dag ikke er der mere. Det er disse mysterier, der synes at ligge til grund for erindringerne om dette for så vidt trivielle liv på landet, og som gør dem eksistentielt vedkommende. Litteraturen – sådan i almindelighed – handler også om meget andet, men ’Hestenes øjne’ gør det med en sørgmodig fattethed, som ikke kammer over i privatistisk klæghed. Det er et vellykket stykke litterær balancekunst.