Hvem andre end en energisk, naiv og velmenende amerikaner ville få den idé at åbne en skønhedssalon i det sønderbombede Kabul, lige efter at talebanerne havde forladt byen?

Skulle man ikke tro, at der var brug for mere substantiel hjælp som genopbygning, mad, hospitaler?

Jo, og så alligevel. Damefrisøren Deborah Rodriguez fra Michigan kom til Afghanistan i begyndelsen af 2002 med en amerikansk hjælpeorganisation og forestillede sig, at hun skulle klatre rundt i murbrokkerne, forbinde sårede og hjælpe folk, der stadig skjulte sig for Taleban.

Men før hun nåede at tælle til 2, var hun frisør for de internationale hjælpearbejdere, der allerede befandt sig i Kabul og alle sammen trængte til at blive klippet, og før hun nåede at tælle til 3, havde hun fundet ud af, hvad det var, hun kunne gøre for at hjælpe de afghanske kvinder, der stadig befinder sig under burkaen og aldrig kan røre sig frit.

Adgang forbudt for mænd
De skulle have sig en skønhedssalon og en kosmetologskole, skulle de. Dels fordi der manglede saloner – Taleban forbød dem – dels fordi kvinderne på den måde kunne komme til at tjene deres egne penge. Vel at mærke uden at deres mænd kunne kontrollere dem, for mænd har ikke adgang i dette kvindeunivers.

Så Deborah rejser hjem til Michigan og går i gang med at skaffe sponsorer til sit projekt, og pludselig står der i tusindvis af kasser med produkter og materiel i hendes garage klar til at blive afskibet til Kabul.

Der er lige en mand, nummer to i rækken, der skal afvikles (han er voldelig og jaloux, så ud med ham) og et par sønner af første ægteskab, der bliver placeret hos hendes forældre – så er Deborah klar til nye eventyr.

Det lyder kulørt, men det er det ikke. Deborah Rodriguez, der har fået hjælp til bogen af en forfatter ved navn Kristin Ohlson, fortæller spændende og farverigt i et letlæst sprog og en fortrolig tone. Som damefrisører snakker, faktisk, men her er der substans i ordene.

Grusomme beretninger
Bogen bæres af historierne om de elever, der søger ind på Kabul Beauty School, og nogle af beretningerne er grusomme. Der er Roshanna, der må låne lidt af Deborahs blod til det lommetørklæde, der skal bevise, at hun er jomfru ved sit bryllup; der er Baseera, som bliver forlovet som 12-årig og gift, da hun er 14; der er Hama, som bliver misbrugt af en ældre mand og ender som prostitueret.

Men der er også latteren, venskaberne og stoltheden over at lære et fag, der er ens eget.

Hele tiden skal skønhedsskolen kæmpe for sin eksistens. Religiøse ledere bryder sig ikke om dette kvindernes oprør, jaloux ægtemænd blander sig, en kriminel nabo truer, men bliver i den grad pacificeret, da Deborah får nogle af vennerne fra den internationale FN-styrke til lige at køre lidt op og ned ad gaden med deres tanks og pege på hans hus med deres kanoner.

Håber på bedre tider
Selv er hun ikke til at skyde ned, den rødhårede amerikanske amazone. Indimellem får hun tid til at gifte sig med en afghansk mand ved navn Sam, som tilsyneladende hænger på endnu, indimellem er hun ved at fortvivle over forholdene.

Og til sidst, i maj 2007, er hun nødt til at forlade Kabul over hals og hoved på grund af trusler mod hende selv og hendes familie.

Lige nu er skønhedsskolen lukket, og hun sidder i USA og håber på bedre tider, så hun kan komme tilbage til Kabul. Som hun siger: »Hvad stiller en arbejdsløs krigszonefrisør op med sig selv?«.

Hendes bog er solgt til 23 lande og til filmatisering. Det forstår man godt.