Det er indian summer i Berlin.

På fortovscafeerne sidder folk over espressoen og med avisen, den østrigske politiker Jörg Haider er i overskrifterne, han har kørt sig ihjel i sin bil.

Inde bag cafeerne og husfacaderne i en af Berlins mange store lyse istandsatte baggårde bor den danske forfatter Sissel-Jo Gazan. For fem år siden fik hun et rejselegat til Berlin, så et til, og til sidst blev hun hængende:

»Det var sådan en sommer, der blev ved og ved, og jeg blev forelsket i byen. Jeg havde haft det rigtig skidt, og det var først her, jeg begyndte at tænke, at der var andet i livet end at være nede i et sort hul«, siger Sissel-Jo Gazan.

»Jeg tog hjem og skrev mit speciale om dinosaurer færdigt, og så flyttede vi herned. I begyndelsen var jeg i tvivl, om det var det rigtige, og holdt på Ea-Violas børnehaveplads i Danmark«.

»Hun gik i Stenurten på Nørrebro, hvor der er 400 års ventetid. Og da jeg til sidst måtte opgive den, tænkte jeg, at okay, så kan vi i alt fald ikke komme tilbage, før hun skal i skole«.

Enlig mor og biologistuderende
Sissel-Jo Gazan er fra Århus og blev aldrig gode venner med hovedstaden, som hun flyttede til i 1997 for at begynde på biologi ved Københavns Universitet.

’Dinosaurens fjer’ handler om en biologistuderende småbarnsmor, der bliver forladt af barnets far. Ligesom det skete for Sissel-Jo Gazan selv.

Som Peter Høgh også holder af det, har hun lagt en del videnskab ind i sin roman.

Så lang, så bred, så mange baciller og amøber.

Hun elsker naturvidenskab, men kommer aldrig til at være sådan en biolog, som tager vandprøver, siger hun.

Palæontologernes verden
I Gazans køkken vandrer en række små dinoer i sølv hen ad en ramme, som holder sammen på en ældre plakat i Røde Mor-stil med teksten ’Klassekamp er enhedskamp’.

Og romanens plot bygger på en virkelig tvist i palæontologernes verden:

Er dinosaurerne uddøde, eller er det deres meget levende efterkommere, der flyver rundt uden for vinduerne.

»De 98 pct. af sagkundskaben, som ved, at fugle er dinosaurer, og at dinosaurer havde fjer, er holdt op med at lytte på de sidste 2 procent, der stadig gør op om, at det ikke passer. Så det er ikke længere den rødglødende debat, jeg gør det til i bogen, men det var det for ti år siden«.

Dinosaurer eller dinosaurusser
Sissel-Jo Gazan vil gerne kalde tingene ved deres rette navn.

Så da jeg fortæller, at Peter Seeberg insisterede på at kalde sin novellesamling fra 1974 ’Dinosaurusens sene eftermiddag’ og ikke på vilkår dinosaurens sene eftermiddag, siger hun:

»Det synes jeg er helt vildt ærgerligt. ’Dinosaurusser’ er Anders And-sprog. Det er sådan noget, børn siger. Det er selvfølgelig fint nok, hvis man gør det bevidst, men det er ikke rigtigt«.

Biologen Anna Bellas latente vrede i romanen stammer fra, at der er sket noget i hendes barndom, som forældrene skjuler for hende.

På nogle babyfotos hedder hun Sara Bella, på andre Anna Bella. Hvor har Sissel-Jo ideen med skadelige hemmeligheder fra?

»Jeg er et produkt af 70’erne, hvor man skulle være åben om alting, og er ikke selv blevet løjet for. Jeg er opdraget med, at det er bedre, at tingene kommer ud, end at de ligger og forrådner. Så det er mærkeligt, at hemmeligheder er et tema i alle mine bøger«.

Stående joke
Det er ved at være en stående joke i familien med alle de skeletter i skabene i romanerne, siger hun og henter mere te og smør sig en bolle på langbordet under Brugsenplakaten med reklamen for cirkelkaffe.

»Min mor synes, det er lidt mærkeligt, for »jeg har aldrig holdt noget hemmeligt for dig«, som hun siger. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra, men som lille kunne jeg ikke klare, at nogen havde hemmeligheder for mig, jeg blev sindssvagt sur«.

Selv er Sissel-Jo Gazan »vildt god til at holde hemmeligheder«.

»Hvis jeg var sådan en, der ville tjene 10.000 kroner for et tip til Se og Hør, ville jeg være rig«.

Også med sig selv har hun hemmeligheder, som er så flove, at hun aldrig vil fortælle dem.

Det lyder alligevel ikke så åbent?

»Nej. Men nogle gange er noget så frygteligt, at man ikke skal lukke det op. Det er en balancegang mellem den misforståede godhed: ’Hvis vi ikke siger det, ved hun nok ikke, at det er sket’, og så det, som enhver har lov at beholde for sig selv«.

Telefonen ringer. Det er noget med filmatiseringen af ’Dinosaurens fjer’.

Thure Lindhardt
Få dem til at caste Thure Lindhardt som en af videnskabsmændene, siger jeg, da hun lægger på.

»God ide. Han vil være genial som Johannes!«, svarer hun.

Johannes er Annas hemmelighedsfulde studiekammerat.

I ’Dinosaurens fjer’ passer Anna Bellas mor datteren Lily, mens specialet gøres færdigt og Anna leger detektiv (hendes vejleder bliver myrdet).

Og en dag, da Anna Bella henter datteren hos mormor, har barnet huller i ørerne og klippet hår.

»Det ville min mor aldrig finde på. Men da jeg, som Anna Bella, pludselig stod alene med et lille barn, var det et naturstridigt spring for mig at måtte bede mine forældre om hjælp. Jeg var 29 og havde ikke lyst til, at de skulle være andet end morfar og mormor. Selv om det var fantastisk, de trådte til, var der en del af mig, der hadede, at jeg havde brug for deres hjælp – så da jeg skulle motivere Anna Bellas frustrationer, skærpede jeg situationen og gav mormoren en hemmeligholdt grund til sætte sig på barnebarnet«.

Mangler det klare brud
Måske er 70’er-forældre sværere at løsgøre sig fra end tidligere forældregenerationer?

»Ja, min generation har ikke haft det der klare brud. Selv om de har gjort sig umage med at sige, at de er mine forældre og ikke mine venner, har det jo alligevel været et venskab. Deres værdier bliver hurtigt mine, og man må tage sig sammen for at tage teten i sit eget liv«.

På biologistudiet er der kamp om midlerne på grund af nedskæringer. Er det samfundskritik?

»Jeg var chokeret, da jeg oplevede, at selv i videnskaben, som tager patent på det eksakte, er folk ikke for fine til, at penge betyder rigtig meget. Forskning er ikke altid for ’the greater good of science’, men mere ’det er min forskning, der skal have støtte’. Det er et stort tema i romanen, men måske for subtilt, for der er ikke rigtig nogen anmeldere, der har fanget det«.

Penge er magt
Det er penge og veltalenhed, der styrer den videnskabelige debat i ’Dinosaurens fjer’.

»Det er ligesom det med Bjørn Lomborg. Fordi vi lever i en tid, hvor penge er magt, og fordi han er veltalende og pæn at putte i fjernsynet, bliver det fighten og manden, vi kikker på, ikke indholdet. Det var sjovt at se, hvordan han blev kørt i stilling af den siddende regering. Tøger Seidenfaden var også vild med ham i en masse klummer og ledere, men hvis du spørger miljøbiologer, ødelægger Lomborg vildt meget. Alt handler om at sælge billetter. Det er min bog en kritik af«.

For at vise at det er disputten og ikke indholdet, der sælger billetter, har Sissel-Jo Gazan valgt at skærpe skænderiet om, hvorvidt dinosaurerne havde fjer.

»Der er stadig artikler om det modsatte i respekterede tidsskrifter som Science og Nature i dag, hvor vi ved, at fugle er nulevende dinosaurer. For hvad er bedst – at gå under Politikens lysavis og læse, at ’den fjerede dinosaur er fundet’ eller at læse ’som vi hele tiden har vidst, er dinosauren alligevel ikke uddød’? Der er vist ingen tvivl om, hvilken overskrift der sælger flest aviser«.

»Jeg ville skrive en bestseller«
Hvorfor krimigenren?

»Fordi jeg ville skrive en bestseller. Jeg havde en ide om, at jeg hurtigt kunne skrive en bog, der kunne generere nogle penge, så jeg ikke hele tiden skulle tænke på, hvordan jeg skulle betale min næste husleje. Det var ikke så nemt, som jeg troede, den tog mig fire år«.

’Dinosaurens fjer’ ender nærmest lykkeligt.

»Jeg har en regel, at jeg ikke efterlader læseren uden håb. Jeg synes, mange bøger og film er baseret på angst og sortsyn. Angst sælger også billetter«.

• læs anmeldelse af 'Dinosaurens fjer'

Bordbøn og Jörg Haider
Tidligere har Sissel-jo Gazan lavet en interviewbog, ’SIG JA!’, med præster, som handler om at få troen på kærligheden tilbage.

Efter den blev hun og datteren Ea-Viola døbt.

»Men jeg har faktisk været troende hele mit liv. Som 10-årig kom jeg i et kristent værested, Oasen, i Århus – det kunne min far ikke lide. Vi sad og klippede silhuetter, mens der blev læst op af Bibelen. Vi taler ikke meget om Gud herhjemme, men vi beder bordbøn. Det har noget at gøre med at give barnet en form for tryghed, at der er nogen eller noget, der holder hånden over en«.

Er det ikke lidt tabuiseret at være kristen?

»Nej, der er mange i min generation, der har fundet kristendommen i forbindelse med dødsfald. Det er for meget for et menneske at bære, at når det er slut, er det bare slut«.

Tro og videnskab
Tro er ikke uforligneligt med videnskab, fortsætter hun, tværtimod.

»Darwin var et meget kristent menneske, det ene behøver ikke at udelukke det andet. Og man har netop brug for at være troende, hvis man skal kunne kapere naturvidenskab, for det er sgu da for vildt, at to ting, man ikke kan se med det blotte øje, kan blive til en baby, for eksempel. Jeg har tit mærket Guds nærvær, når jeg har siddet og kikket i et mikroskop og set farver og sammenhænge, der ellers ikke er til at kapere. Jeg tror, Gud har en finger med i spillet«, siger Sissel-Jo Gazan

Og nu nærmer vi os Jörg Haider igen.

»Nogle gange – for eksempel når jeg læser i avisen, at Jörg Haider er kørt galt og er blevet dræbt i en soloulykke – strejfer det mig: Nå, var det mon Gud, der mistede tålmodigheden og hentede ham op i himlen til lidt genopdragelse?«, siger hun og knipser en imaginær bil af køkkenbordet og former et swoop med læberne.

Mobilen ringer. Fem af Gyldendals forfattere er peget ud til nogle reklamespot, der skal køre på nettet. Nogen er på vej for at aftale eller filme.

Hvor er Sissel-Jo Gazan om fem år?

»I mange år var det et problem for mig at leve i nuet, men det er jeg blevet skræmmende god til, og derfor ved jeg ikke, hvad der skal ske på den anden side af nytår. Men jeg er glad for at bo i Berlin og kan ikke se, hvad der skulle trække mig tilbage. Måske bor jeg i Rio om et år eller i New York eller Randers, nej, nok ikke Randers. Kun hvis jeg bliver direktør for Randers Regnskov, og så ville jeg nok pendle til Randers og bo i Århus«.

Til et uland
Men allerførst vil hun gerne til et uland og arbejde for en nødhjælpsorganisation.

Jeg spørger, om hun har læst Kirsten Hammanns satiriske roman ’Kun en dråbe i havet’ om Mette Mæt, der så gerne vil til et uland for at hjælpe og tage datteren med, bare det ikke er for farligt. Men det har hun ikke endnu.

»Jeg har en plan om, at vi skulle udstationeres et eller andet sted for Røde Kors eller SOS Børnebyer. Det har noget at gøre med at skrive nogle beretninger for at hverve kunder for dem. Men igen, der er den der angst. Tør jeg tage mit barn med derud«.

I alt fald skal det næppe være Afrika.

»Jeg er ikke så meget for Afrika. Det er nok, fordi jeg er for bange, det tiltaler mig slet ikke. Der er krig og meget barskt dernede. Men Sydamerika, måske, eller Asien«.

Børnebyer
Som Kirsten Hammann, i øvrigt, har Sissel-Jo Gazan også et sponsorbarn.

»Vi har et barn i Bolivia, som vi har ret meget kontakt med. I begyndelsen svarede hun uden at registrere, at det var os. Jeg tænkte, at det måske var et standardbrev, som SOS Børnebyer sendte ud. Men vi har været vedholdende, vi sender også gaver til hende, og hun er begyndt at forholde sig til os – at kunne vores navne. Så vidt jeg kan gennemskue, er det en rigtig god ide med de landsbyer, man laver for forældreløse eller meget fattige børn, hvor de får mulighed for at få en uddannelse. Jeg tror meget på at give dem nogle kompetencer selv«.

Og det er børnene og børnebyerne, forfatteren gerne vil skrive for.

»Jeg ville være god til at skrive nogle nærværende og indfølende beretninger om de der børn. For at få flere til at betale for et barn i en børneby. Jeg vil også gerne have, at min datter kan se, hvordan nogle børn har det. Selv om hun lever i Berlin, hvor der ikke er så mange rige, bor vi dog i en kæmpestor lejlighed, og hendes mormor og morfar forkæler hende«.

Ude af porten igen hopper dinosaurerne rundt under cafebordene og samler krummer op. På avisernes forside kan man se det sammenkrøllede vrag af den østrigske politiker Jörg Haiders bil.