Tre dage før nytår bragte Politiken et essay af forfatteren Kim Leine.

Det var ikke nogen nyhed for Leines far. Det var ham, det handlede om, og han havde frygtet det længe.

Magasinet i søndagsavisen havde gennem flere uger fortalt, at essayet ville blive trykt i serien, hvor danske forfattere skrev om deres fædre. Kim Leines far kunne tælle ned uge for uge. Nu ville det hele begynde igen, forudså han.

Han satte sig derfor ned og skrev om, hvordan det var at være skurken i en historie. Han regnede med, at det kommende essay ville fortsætte, hvor sønnens bog sluttede for to år siden. At det ville blive et nyt opgør.

Faderens frygt var dog ubegrundet, for essayet var ret neutralt og fortalte, om dengang han selv kom til en norsk bygd som missionær for Jehovas Vidner, forelskede sig i en lokal pige og fik en søn, Kim, og senere forlod det hele – bygd, bevægelse, hustru og søn for at tage tilbage til Danmark.

Men intet om årsagen til, at Kim Leines far frygtede sønnens essay.

»Til Papa«
Det havde også været slemt nok to år tidligere, da posten afleverede en bog hjemme hos forfatterens far.

Dengang var han 71, men boede også da i en lejlighed i det indre København.

’Erindringsroman’ stod der på bogen, han pakkede ud. Den havde titlen ’Kalak’.

På titelbladet af sin debutroman havde Kim med små bogstaver i formskrift skrevet »Til Papa og Finn. Hilsen fra Kim«. Ikke andet.

Den håndskrevne hilsen var det første, forfatterens far havde hørt fra ham siden 2004. Dengang afbrød Kim i et brev enhver kontakt med sin far.

På bogens bagside kunne Kim Leines far se, at »Kalak er en beretning om misbrug. Fædres seksuelle misbrug af deres sønner, sønnernes misbrug af kvinder og stoffer, men også om kærlighed og mulig forsoning«.

Katastrofale følger
Han havde godt vidst, at sønnen skrev, men han var ikke klar over, at det var denne bog. En roman, der ville udkomme på forlaget Gyldendal to uger senere.

Da han læste bagsideteksten, var han imidlertid fuldstændig klar over, hvad bogen ville medføre. Han læste den samme dag, nærmest i ét sug.

»Jeg vidste, bogen ville få katastrofale følger, og det var lige præcis, hvad der skete«, siger han.

I de flotte anmeldelser af bogen og i de sideløbende interview med forfatteren blev det slået fast, at Kim Leine havde været udsat for seksuelt misbrug, mens han var ung, cirka 17 år. Der blev talt om historien, som om der aldrig havde stået roman på titelbladet.

Dette var virkeligheden.

Fiktionen er blevet til virkeligheden
Når man læser Kim Leines lange, meget eksplicitte brev, hvor han bryder med sin far i 2004, er man på ingen måde i tvivl om, at han og faderen for snart 30 år siden havde et fysisk forhold, som ingen ellers forbinder med fædre og sønner. Samme indtryk får man, når man taler med forfatterens far.

Begge mener i dag, at begivenhederne aldrig burde have fundet sted, men de er på ingen måde enige om, hvor stort omfanget var, eller om, hvorvidt den ene misbrugte den anden.

I offentligheden er det imidlertid romanens historie, der står tilbage som dét, der fortæller om de virkelige hændelser, som de var. Fiktionen er blevet til virkeligheden.

Verden er ikke så enkel
Som litteraten Poul Behrendt skriver i sin bog ’Dobbelkontrakten’ (Gyldendal, 2006), var der engang en kontrakt mellem forfatter og læser.

Enten var alt, hvad der stod i bogen, sandt og havde fundet sted i virkeligheden, eller også var alt i bogen opdigtet. Ren fiktion.

Så enkel er verden ikke mere.

I dag kan man opleve, at forfattere går lyslevende rundt på gaderne og alligevel hævder, at de er døde, som tilfældet er med Claus Beck-Nielsen.

Han skrev en biografi om sig selv og insisterede på, at han afgik ved døden i 2001. Senere har han skrevet bøger som ’Selvmordsaktionen’ og ’Suverænen’ som Das Beckwerk.

For at gøre fiktionskrøllen komplet har manden, der var model for en fiktiv person i ’Suverænen’, udtalt til Information, at han overvejer at anlægge sag mod Beckwerket, fordi forfatteren i bogen har planket hele mandens livshistorie, som han hellere selv ville have fortalt.

Men det skal såmænd også nok vise sig at være en fiktion med dobbelt skrue. I hvert fald er manden, der i romanen går under navnet Rasmussen, kendt som performancekunstneren Thomas Altheimer, der i tidens løb også har heddet alt fra Strøbeck til Herzen.

Forvirret? Bare rolig, fortsættelsen er mere almindelig.

Leg med identitet
Ifølge Poul Behrendt begyndte verden for alvor at blive kompliceret, da Peter Høeg udgav sin roman ’De måske egnede’.

Heri fortalte forfatteren en historie, hvor hovedpersonen bar Peter Høegs eget navn, og angiveligt var han adoptivbarn med en skrækkelig opvækst. I første omgang blev den fiktive historie taget for pålydende. Læst som virkeligheden.

Det skabte stor offentlig polemik og anklager mod ’systemet’, der angiveligt havde behandlet en dreng noget så frygteligt, indtil han blev reddet af sine adoptivforældre.

Nogle måneder senere afslørede Høeg, at han alligevel ikke var adopteret, og at hans egne forældre levede i bedste velgående. Legen med identiteten og virkeligheden var et forfattergreb.

Kræver meget af læseren
Fra da af bliver det for alvor vanskeligt at have med fiktion at gøre. Spørger man Poul Behrendt, kræver den litterære dobbeltkontrakt efterhånden lige så meget af sin læser som af sin forfatter.

Man skal have alle øjne på stilke og ikke sluge den første, den bedste henvisning til, at en romanhistorie er virkelig.

Tag nu for eksempel Knud Romers roman ’Den som blinker er bange for døden’. Her hedder hovedpersonen Knud. Han voksede op i Nykøbing. Hans mor var tysker. Hans kammerater hed, hvad forfatterens barndomsvenner også hed.

Men var Knud nu også en venneløs dreng i Nykøbing, hvor kammeraterne kun kom for at gøre grin med familien, når der var børnefødselsdag?

Det var i hvert fald det indryk, man fik, når man læste anmeldernes reaktion på bogen, og såmænd også den version, man fik, når Knud Romer selv talte om barndomsbyen. Som en flammekaster sendte han sine ord ud over byen – eller ud over den erindrede by – så den efterfølgende lå afsveden tilbage. Som læser kunne man kun prise sig lykkelig over ikke at være vokset op lige dér.

Virkelighedens gennemslagskraft
Da Romer siden blev prisbelønnet og feteret, var der da også flere, som ikke kunne genkende det billede af ’virkeligheden’, Knud Romer havde lagt frem. I romanen og i medierne.

En af Romers gamle klassekammerater, Georg Græsholt, skrev et åbent brev til forfatteren i Weekendavisen. Han syntes efterhånden, at det var temmelig patetisk at være vidne til, hvad der foregik.

»Der er forskel på at sige, at han har skrevet en roman, hvor han har smurt lidt tykt på, og så på at skrive en fiktiv roman og bagefter påstå, at det er sandheden«, sagde Græsholt i Berlingske.

Andre sagde, at de aldrig havde hørt nogen kalde Romer »tyskersvin«, og at forfatteren gav det indtryk, at familien nærmest blev stenet ud af byen, hvad der ikke var tilfældet.

Indtrykket fra medierne i tiden, da ’Den som blinker er bange for døden’ blev udgivet, er imidlertid, at dette var et ætsende billede af den skinbarlige virkelighed. Det var (også) derfor, romanens gennemslagskraft blev så voldsom.

Erindringer kan ikke dømmes objektivt
Poul Behrendt fulgte intenst med i debatten om Knud Romers Nykøbing, og han fandt, at Georg Græsholts forsikring om, at han i hvert fald ikke kom til børnefødselsdagene for at grine, blev ejendommeligt kommenteret af, at festerne blev afsluttet med, at moderen marcherede gennem byen iført harmonika og skrålende tyske sange. På tysk.

»Det har været fabelagtigt udfordrende i 50’erne, og selvfølgelig handler det her om, hvad erindringer er. For hvem har ret til at føle sig mobbet? Kan det afgøres af dem, der beskyldes for mobning, eller af den, der føler sig mobbet. Den personlige erindring har sine egne veje, og om den kan der ikke dømmes objektivt«, siger han.

Gråzonen
Gråzonen mellem fiktion og virkelighed er blevet en stadig mere integreret del af vores hverdag, og den viser sig konstant i nye former.

Selv ser Poul Behrendt et eksempel i Hanne-Vibeke Holsts nyeste romaner, hvor politikerne i deres offentlige fremtræden ligner kendte danskere til forveksling, men i deres privatliv er helt anderledes end det, man mener er deres levende modeller.

Men hvorfor er det nu, at forfatterne i romanform går stadig tættere på virkeligheden?

»Der er så mange, der kan hedde Kim eller Knud, men når forfatteren hedder det samme som hovedpersonen, skaber det også en usikkerhed hos læseren. Er det mon rigtigt?«

»Nyhedsverdenen og tv-verdenen har på en måde udkonkurreret fiktionen, og der skal voldsom styrke til, før den rene fiktion kan holde læseren fangen. Du skal have fat i noget, der har nyhedskarakter. Noget, man kan tro kan være sket. Måske kan det siden afvises, men hvis du tror, at det kan være sket, læser du det med en anden intensitet«, siger Poul Behrendt.

Skønlitterær spændingskurve
I Kim Leines erindringsroman ’Kalak’ har det da også sin egen uhyggelige virkning, at historien – og forfatterens sideløbende interview – fortælles, så man læser den som virkelige hændelser 1:1, selv om bogen er en roman.

Virkningen er helt tilsigtet fra forfatterens side. Han siger, at det er en erindringsbog i indholdet, men en roman i formen, men det litterære greb bruger han kun, fordi han derved kan tage sig nogle friheder i forhold til kronologien.

Så bogen kan bygges op som et stykke skønlitteratur med den rette spændingskurve, og et årelangt handlingsforløb afvikler han måske i en enkelt scene. Men personer og begivenheder er, som han har oplevet dem gennem årene.

Sandhedens værdi
»For mig var det meget vigtigt, at der skulle være en høj sandhedsværdi i min første bog. Ikke af litterære hensyn, men fordi bogen også er en slags brev til mine lidelsesfæller, som har oplevet de samme ting som mig og ofte mange gange værre«.

»Hundredvis af breve fra folk, som har været ude i alt fra misbrug til incest, synes også, at sandhedsværdien er ekstra god i forhold til, hvis det bare var en roman. Her kan de se en mand, som ikke alene har overlevet, men også har kunnet skrive en rimelig fornuftig bog om det«, siger Kim Leine.

I ’Kalak’ har hans far et andet navn end i virkeligheden, men gadenavnet er med, og Kim Leines egne børn nævnes også ved navn. Og hovedpersonen hedder Kim.

»For mig føltes det vigtigt at gå tæt på. Jeg er skånselsløs, og jeg udleverer to personer. Mig selv og min far«.

Romanen har overtaget
Han er ikke sikker, men måske ville han have sløret personerne lidt, hvis han havde kunnet få sin far i tale. Faderen mener til gengæld, at det forholder sig lige omvendt. At sønnen har været tillukket.

Kim Leine er dog heller ikke i dag i tvivl om, at det var rigtigt at gå så tæt på det virkelige liv. Også selv om faderen i virkeligheden ikke har muligheden for at imødegå, hvad der står i ’Kalak’.

Som faderen siger, er det i dag lige meget, hvad han siger. Det er historien i ’Kalak’, der bliver stående, og det er dén, som er årsag til, at tidligere venner har forladt ham og aldrig siden har givet lyd fra sig.

»Det er fuldstændig rigtigt, at min far er taber i det spil. Det må man erkende. Da jeg sad og skrev, havde jeg nu ikke så mange strategiske overvejelser. Jeg skrev på et indre tryk«, fortæller forfatteren.

Han kunne ikke, siger han, have lagt historien til en fiktiv person, som måske havde boet og arbejdet et andet sted end Grønland, som han selv har gjort.

Et opgør
»Jeg forsøger ikke at være objektiv, for så ville historien miste sin styrke. Folk har brug for at se, at dette ikke er noget, forfatteren finder på. Det er et opgør, han tager med sin far, og måske skulle de selv gøre det samme, men ikke nødvendigvis i offentligheden, som jeg har gjort«, siger Kim Leine.

Han er helt på det rene med, at hans far ser anderledes på det forløb, forfatteren har beskrevet i ’Kalak’, og som han også har præsenteret faderen for sin version af, da han brød med ham i 2004. Også at faderen måske slet ikke mener, at der var tale om misbrug af den 17-årige søn.

»Det er nok rigtigt, for det stemmer ikke overens med hans selvbillede, at han har misbrugt sin søn, så derfor laver han selvfølgelig lidt om på det. Det er menneskeligt og forståeligt. Det her er min helt subjektive version, og det, der står i bogen, er fuldstændig i overensstemmelse med det, jeg husker«, siger Kim Leine.

Han ved godt, det må være frygteligt for faderen at opleve sin søns udlægning af sagen, men han ser det ikke som et hævntogt.

»For mig er det djævleuddrivelse. Ikke af ham, men af mine egne djævle. Hidtil er jeg også gået lidt uden om spørgsmålene om min far, for jeg synes ikke, at hovedfokus i ’Kalak’ er min far. Det er misbrug på alle planer, og min far er bare en brik i det puslespil«, siger han.

Da han skrev sin roman, tænkte han ikke over, hvorvidt han nu kunne skrive det, han gjorde. De overvejelser kom først, da bogen skulle udgives.

»Jeg fandt aldrig rigtig ud af, om jeg havde ret til det, og formentlig kunne min far have lagt sag an, hvis han ville. Jeg ved det ikke, og det har aldrig været inde i mine overvejelser. Det har jeg overladt til Gyldendal«, siger Leine.

På forlaget har man imidlertid ikke haft anledning til dybe spekulationer, for retspraksis er helt klar. Hvis der står ’roman’ på en bog, er det nærmest umuligt at anlægge sag. Eller få bogen stoppet.

Fiktion – på papiret
Det er ingen hemmelighed, at Henius-slægten var helt oppe i det røde felt, da Suzanne Brøggers bog ’Jadekatten’ udkom i 1997.

Familien overvejede, om de kunne gøre noget, fordi det åbenlyst var en historie om hendes egen slægt, og den kom ikke ud af historien med megen pynt i behold. Løvin hed slægten i bogen, der blev udgivet som en slægtssaga.

»Saga er en mellembestemmelse mellem historisk beretning og myte. Der er også historisk bund under sagaerne, men vi kan ikke bruge dem som kildeskrift. Derfor er saga også en genial undertitel for ’Jadekatten’«, siger Poul Behrendt, som dengang anmeldte bogen og konstaterede, at det var forfatterens underholdende og fuldstændig tilintetgørende historie om sin mor og hendes jødiske slægt.

Men på papiret var bogen jo fiktion. En saga. Også selv om forfatteren selv talte om bogen, som var den hentet direkte ud af virkeligheden.

Familien Henius kunne være lige så forbandede, de ville. I en retssag ville de ikke have en chance. Bogen udkom da også helt som planlagt.

Ikke muligt at anlægge sag
»Der findes ingen mulighed for at anlægge sag. Der findes en sag fra 1940’erne, hvor en person blev portrætteret i bogen ’Søster Adas barmhjertighed’. Det var en nøgleroman, hvor alle med kendskab til sagen kunne genkende den i dens mindste detaljer«.

»Den handlede om en snu beregnende kvinde, som kom imellem far og datter og ødelagde familielivet. Romanen var skrevet af datteren som en hævn over kvinden, der havde taget hendes far. I den sag kom professor Hans Brix ind som konsulent, og hans konklusion var, at der var så passende med fiktionsgreb i bogen, at man ikke kunne tale om en faktisk udlevering«.

»Hvis bogen i sig selv kunne læses som et romanværk af folk uden kendskab til sagen, var der tale om kunst. Også selv om alle faktiske detaljer i bogen svarede til den biografiske virkelighed«, forklarer Poul Behrendt.

Man skulle næsten tro, han her havde talt om Morten Sabroes selvbiografiske roman ’Sidste tog’, eller måske om Synnøve Søes første bog, ’Fars’, fra 1989, som af alle blev læst og omtalt som et rygende faderopgør fra virkelighedens verden, selv om det blev udgivet som ’en fortælling’.

Autofiktion
Udgiveren var Claus Clausen på Tiderne Skifter. Han husker det tydeligt.

»Vi valgte at kalde den en fortælling, fordi den var fortalt som en roman i tredje person. Jeg have ikke indtryk af, at den var så privat, som det bagefter fremgik af interview med hende. Jeg oplevede den som en bog af et barn af 68, som gjorde op med tendenser i 68-generationen. Og dermed også med sin far, som blev noget udstillet, hvis man så den som en fuldstændig dokumentarisk, biografisk roman. Når man skriver en bog i tredje person, er det jo for at lægge en afstand til sin egen biografi, men det er jo ikke ensbetydende med, at det ikke er en selvbiografisk roman«, siger Claus Clausen.

For en bog som Synnøve Søes ville han i dag have foretrukket udtrykket autofiktion, der kendes fra Frankrig. Det er dog ikke en genre, der bruges i Danmark. Her er det som regel enten roman eller erindring.

»Men der er jo masser af romaner, som har dybt selvbiografisk stof. Se på Morten Sabroes bøger. Han kalder det roman, hvad der kan forekomme mærkeligt, eftersom det i den grad handler om Morten, hans baggrund, hans mor og far og cirkusteltet på Bakken«, siger Claus Clausen.

Dramatiseret virkelighed
Morten Sabroe er helt enig.

I den meget populære bog ’Du som er i himlen’ valgte han da også at stryge betegnelsen roman, selv om bogen i virkeligheden beskriver præcis det samme stof, han tidligere har foldet ud i romaner som ’Men ude i kulissen’ og ’Sidste tog’.

»Med ’Sidste tog’ var der flere årsager til, at den skulle hedde roman. Den mere spidsfindige var, at alt erindret stof også er fiktion. For du kan ikke huske dit liv, som det var. Du redigerer det og forskønner det. Du udvælger nogle ting fra dit liv, som bliver til en særlig historie, du vil fortælle. Allerede der kan man sige, at det ikke var sådan, tingene var. At de er fiktionaliserede, dramatiserede«.

»Den anden årsagen var, at bogen var komponeret som en roman, så det i lige så grad var en roman som en erindring. Den tredje årsag til at kalde den en roman var, at når man er så tæt på et biografisk materiale, så har man også en fremstilling af sig selv, som nok – om den så er forgrovet eller forskønnet – er en selvfremstilling, som egentlig kun holder vand i den tekst, hvor den er fremstillet«, siger Morten Sabroe.

Farvet erindring
I virkeligheden mener han, at alle erindringer kunne gå for at være romaner. Dermed mener han ikke, at han fortæller noget i sine egen biografiske romaner, som ikke er sandt.

Faktisk er en bog som ’Sidste tog’ i hans optik 1:1 en beskrivelse af de faktiske begivenheder. Altså som han husker dem. Men han ved også, at det nok ikke passer. At hans erindring formentlig er blevet farvet undervejs.

Han ved også, at det er en konstruktion, når han fortæller sin og familiens historie. Og det er den, han vil fortælle. Om sit forsøg på at rive sig væk fra netop det miljø, og når han skal skrive sin bog, ryger alt det af i svinget, der ikke passer ind i konstruktionen.

»Jeg rammer dem kun i alle krisesituationerne. Det var jo også det, min mor anklagede mig for. Man skærer alt det gode væk for at kunne fastholde denne konfliktfyldte historie, og dermed giver man et billede af sit eget og sine forældres liv, som de ikke kan holde ud at se på, fordi det er for ensidigt. Jeg kan godt se, at det må være ubehageligt for forældre at få serveret den type historier, for når de udkommer som trykt bog, er de jo uimodsigelige«.

Som forfatter ved Morten Sabroe godt, at hans tekst er uangribelig, når den udkommer som roman. I hvert fald juridisk. Men ingen – heller ikke i familien – har beskyldt ham for at lyve.

»Jo, min mor har følt, at ’Sidste tog’ var løgn. Hun var fuldstændig ulykkelig over den. Hun mente, at det fandeme var noget svineri at fremstille et liv så ensidigt, når det havde så mange nuancer. Men det er jo det, litteraturen gør, for at fortælle en vigtig historie. Som Strindberg sagde, så er det også et slagterarbejde at være forfatter, for man bruger virkelige mennesker fra sine omgivelser på nogle måder, som de virkelig kan have det dårligt med«.

»Jeg siger ikke, at det kan fortolkes på mange måder. Jeg siger, at historien er sand nok, men jeg kan også godt forstå, at pårørende kan føle, at det er løgn og bedrag, for de ser det fra en helt anden side«, siger Morten Sabroe.

Forfatterens etik er afgørende
Forlæggeren Claus Clausen mener, at forholdet mellem virkelighed og fiktion i romanerne er et gråt område, hvor kun forfatterens etik afgør, hvad der kan skrives, og her er ikke mindst familien et ømt område.

»Men jeg synes ikke, at man kan forlange, at forlæggeren skal træffe de beslutninger, for jeg kender jo ikke de personer, der bliver skrevet om, og som forfatteren muligvis har som levende modeller«, siger han.

Ifølge Poul Behrendt kan man ikke afgøre, om det er godt eller skidt, at de litterære dobbeltspil florerer. Man kan bare konstatere, at forfatterne i stigende grad forfiner de litterære greb. Dem må man beskrive, og så må man tage stilling fra sag til sag.

De angrebne har ikke store muligheder for at imødegå anklagerne, og i virkeligheden mener Poul Behrendt, at det bedste modtræk er at holde lav profil, til det hele er drevet over.

»Det ejendommelige ved krænkelsen er, at jo større udbredelse den får, jo mere uudslettelig er den, og den bliver især spredt ved sagsanlæg. Når en roman bliver berømt, kommer sagen endnu længere ud. Se, hvordan det gik, da en mand forsøgte at bremse Per Olov Enquists stykke ’Chez nous’. Han var formand for det svenske idrætsforbund, og omtalen betød, at der var fulde huse til sidste spilledag på Dramaten i Stockholm. Spillerummet mellem truslen om at stoppe et kunstværk og rent faktisk få det stoppet er med Enquists ord »mediernes erogene zone««.

Håber på forsoning
Man kunne også udtrykke det endnu mere firkantet, som Kim Leines far gør det.

»Jo mere man roder rundt i lorten, jo mere lugter den«.

Af samme grund nævner vi heller ikke hans navn eller den gade, hvor han bor. Selv mener han ikke, at det vil kunne blive værre, end det allerede har været, om han så stod frem med fuldt navn, og han håber stadig på en slags forsoning med sønnen.

Det er der nu ikke meget, der tyder på. I sit essay 28. december afsluttede Kim Leine det sådan her.

»I dag bor vi i den samme by. Vi ses ikke mere«.