Interview

Vinder af Politikens Litteraturpris: »Det skal helst være lidt farligt«

Kim Leines roman 'Profeterne i Evighedsfjorden' vinder Politikens Litteraturpris.

Interview

Kim Leine har Grønland i blodet. På godt og ondt.

Det enorme land repræsenterer, som var det i sig selv en isbjørn, noget af det smukkeste og lykkefremkaldende i forfatterens liv. Og noget af det farligste og mest mareridtsagtige.

LÆS OGSÅ Grønland var landet, hvor han som ung sygeplejerske var ved at gå til i et misbrug af stoffer og sex, som han selv har beskrevet i debut- og erindringsromanen, ’Kalak’, men det er samtidig landet, som gennem sin historie har givet ham et spektakulært gennembrud til de mange læsere, der samtidig har stemt romanen ’Profeterne i Evighedsfjorden’ ind som en klar vinder af Politikens Litteraturpris.

Romanen fortæller historien om den dybt splittede Morten Falck, som af sin far i Norge bliver sendt til København for at studere teologi, men dannelsesrejsen til den danske hovedstad bringer på ingen måde afklaring i den unge mands hoved. Tværtimod.

LÆS LEDER

LÆS ANMELDELSE

I stedet fortæller Kim Leine historien om en mand i evig splid med sig selv. En mand, der er splittet mellem religion og videnskab, for slet ikke at tale om splittelsen mellem den store vildskab og den velpressede borgerlighed.

Stadig splittet
Den unge Morten Falck har så svært ved at se sig selv i præstegårdenes stille stuer, eller noget andet sted for den sags skyld, at han efter nogle tumultariske år i København ender på den grønlandske vestkyst som missionær.

Lykkelig? Overhovedet ikke. Stadig splittet? Også i dén grad.

Den prisvindende historie er også fortællingen om voksende konflikter mellem grønlændere og danskere, og som forfatteren selv ser det, er det også her, man ser de spæde drømme om frihed vokse i det koloniserede Grønland.

Som Kim Leine sagde her i avisen for et par uger siden, handler romaner om at få nogle ægte menneskelige dilemmaer på banen. Følelser og drifter, som gerne må være de forkerte.

»Derefter kan man tilsætte en mand, der laver noget, han helst ikke skulle have lavet, hvorefter han bruger de næste 300 sider på at komme ud af det igen«, som forfatteren selv udtrykker det.

Og Kim Leine må jo vide det, for han har været der selv.

Fanget i cirklen
»Når Morten Falck er det ene sted, vil han gerne være det andet. Når han er i Grønland, vil han gerne være i Danmark, og når han er her, vil han gerne være i Norge. Han kører rundt i den cirkel, som fuldstændig ligner min egen rejse. Morten Falck er på ingen måde mig, men den rejse deler vi. Denne cirkel kan blive et hjem, som man ikke kan komme ud af. Det handler selvfølgelig om misbrug – at man befinder sig i cirklen, man ikke kan bryde fri af«.

Vi er ikke ret langt inde i samtalen, før Kim Leine bringer sig selv på banen i forhold til sin roman. Heller ikke på det punkt ligner han ret mange andre forfattere. Under en samtale, vi havde i efteråret 2012, sagde han også bramfrit, at det gode ved at lægge en historie som ’Profeterne i Evighedsfjorden’ i det sene 1700-tals Grønland var, at så kunne folk jo ikke se, hvor meget det i virkeligheden handlede om forfatteren selv.



»Jeg er helt bevidst om, at det er sådan. Alt, hvad jeg skriver, handler i sidste ende om mig selv. Det behøver ikke at have direkte reference til min egen historie, men det skal altid trække på noget, som har betydning for mig. Det skal helst være sådan, at jeg føler, jeg brænder fingrene lidt. Jeg skal absolut prøve at røre ved det, hvis det er lidt farligt«.

Et træk ved dine historier er ofte noget, man kunne kalde ’fatal attraction’?

»Ja, det kan man godt sige«.

Mange af dine personer lader sig kødeligt friste. Hvilken betydning har det, at Morten Falck i romanen også fristes af en hermafrodit?

»Det er det fysiske udtryk for den splittelse, der findes i ham. Det bliver konkret en repræsentant for hans egen splittelse mellem kød og ånd, mellem mand og kvinde, videnskab og tro, borgerlighed og vildskab«, siger Kim Leine.
Kastet ind i handlingen

Han fortæller også åbenhjertigt, at den symbolladede hermafrodit ikke er en figur, som han havde tænkt længe og dybt over, før den blev kastet ind i handlingen. Hermafroditten opstod ved et pludseligt indfald.

»Jeg famler meget, når jeg skriver, og nogle gange viser det sig at være vildskud, som må slettes igen. Andre gange kan jeg fornemme, at en idé kan bruges, og når jeg skriver manuskriptet igennem anden gang, kan jeg se, om det holder. Jeg stoler meget på mit instinkt, men det er meget usikkert, famlende og angstfyldt, når jeg skriver første gang, for noget af det er helt hen i vejret og dur ikke«.

De fleste læsere vil nok mene, at det famlende for længst er udryddet i forfatterens historier, og anmelderne har også været svært tilfredse. Nogle af dem har hæftet sig ved, at man ud over dramatiske personhistorier og saftige møder mellem kønnene også får fortalt et mørkt kapitel af danmarkshistorien i Leines prisvinder. Men sådan ser forfatteren det ikke selv.



Du har ikke et syn, hvor grønlænderne faktisk havde ro og frihed, før missionærerne kom?

»Nej, jeg synes, det var godt, man indførte kristendommen. Der findes beretninger fra folk, som blev født og voksede op som hedninge, men siden blev kristne. De fortalte, at livet som hedning handlede om at være angst. Kunne man ikke klare sig selv, skulle man begå selvmord, eller også blev man druknet af sine forældre.

Hvis en familiefar druknede, blev børnene smidt i vandet. Det var man nødt til. Der findes en beretning fra omkring 1890 i Østgrønland, hvor en kvinde får at vide, at manden er død under fangst. Moderen går resolut hjem i huset og tager de tre mindste børn ud til iskanten og drukner dem. Om aftenen dukker manden så op alligevel«.

Understøttelse i kolonierne
Kim Leine har den kuldegysende beretning fra en præst, som på den tid levede i Ammassalik. I sin omfattende research har han også fundet beretninger om, hvordan grønlændere på bopladser har lagt sig pænt til rette for at dø i deres telte.

»De vidste, at der ikke var mere mad, og at de på grund af vejret ikke kunne komme på fangst før om tre måneder. Om foråret fandt man dem så i teltene. Der har kristendommen været et fremskridt«.



Kristendommen gav dem vel ikke mad?

»Jo, de fik understøttelse i kolonierne. Det førte ikke til overflod, men det gav dem en vis sikkerhed at blive en del af menigheden. De fik også større mulighed for at arbejde i handelen. Man kan godt diskutere, om det er et sort kapitel i Grønlands historie, men svaret er vel både-og«, mener Kim Leine.

Møde med læsere
Det gode kunne for grønlænderne være, at de ikke fuldstændig var overladt til naturen. Til gengæld kom de snart til at dele byrderne med det moderne menneske.

Jeg stoler meget på mit instinkt, men det er meget usikkert, famlende og angstfyldt, når jeg skriver først gang



»De lærte at læse og skrive, at ræsonnere og at blive fastboende, men det betød også, at de fik eftertanken. At de kunne se, hvor ufrie de var. At de var fanget i en kolonial ufrihed. Sådan er det, når man får goderne fra en særlig kultur. Man får friheden, men samtidig får man tvesynet. Synet på sig selv, så man kan se, at man er ufri. Det er Rousseaus paradoks – menneskets er født frit, og alligevel ligger det i lænker«.

Det seneste år har forfatteren været meget ude i landet for at møde sine læsere, og ofte er han blevet spurgt om, hvorfor grønlænderne er så vrede på danskerne? Vi har jo ikke gjort dem noget, som læserne siger til ham.

»Jeg oplever faktisk ikke, at der er særlig megen vrede. Grønlænderne elsker danskerne og Danmark, men der gemmer sig en del bitterhed. Det er ikke entydigt, men jeg tror, at en del af dem, som er bitre, har danske fædre, som de aldrig har lært at kende. De er i stedet blevet svigtet og forladt. Og ikke bare det. Nogle af dem er også lyse i huden og er blevet en slags outsidere. Det giver en splittelse og kan føre til bitterhed. Blandingerne har man også kaldt dem. Det er aversionen mod sit eget blandede blod. Den vrede kan man vende indad, men man kan også vende den udad«.

Elsket eller hadet
Som forfatter har Kim Leine ingen fuldstændig klar opfattelse af, hvordan hans egen roman bliver læst af grønlænderne, men fra folk med tæt tilknytning til landet har han fået at vide, at når folk har læst ’Profeterne i Evighedsfjorden’, har de elsket den, hvorimod folk, som ikke har læst den, hader den tilsvarende meget.

»Mit indtryk er, at reaktionen på bogen har været overvejende positiv, men hvis der er noget, grønlænderne ikke kan fordrage, er det, når danskere forsøger at kloge sig på Grønland. Derfor tror jeg, det er rigtigt, at folk er positive, når de har læst bogen, fordi de dermed kan se solidariteten med Grønland i det, jeg skriver«.

Både de grønlandske og danske læsere kan i øvrigt godt indstille sig på, at Leine på ingen måde har tænkt sig at slippe det grønlandske stof, selv om han nu har skrevet både romanen ’Kalak’, novellesamlingen ’Tunu’ og ’Profeterne i Evighedsfjorden’ med udgangspunkt i Grønland. Der kommer mindst to store romaner mere.



Historierne foregår begge tilbage i historien. Den ene handler om, hvordan Hans Egede i 1728 grundlagde kolonien Godthåb. Den anden handler om Konebådsekspeditionen 1883-85.

Hvis det lyder kedeligt, så tænk på, hvorvidt man på forhånd ville have set en udsendt dansknorsk missionærs historie fra Vestgrønland i 1700-tallet som en sexet fortælling. Ikke desto mindre har tusindvis af læsere slugt historien om Morten Falcks sørejse til et grønlandsk udsted, medbringende en malkeko og et fortvivlet sind, han søger at dulme med sprit og kvinder.

Og de har slugt Habakuk og Maria Magdalenes oprør i Evighedsfjorden mod den religiøse danske overmagt i missionsstationen, ligesom læserne har fulgt beboeres kamp med naturen, ensomheden og hinanden, om de så har slået hinanden halvt fordærvede eller ihjel eller er blevet voldtaget af smeden på værkstedsbænken, så de som madam Kragstedt resten af livet må leve med metalspåner under rygstykkerne og bide både smerterne og oplevelsen i sig.

Samme dramatiske tilgang har Leine til sit nye stof. Slår man Konebådsekspeditionen op i et leksikon, handler den om en ekspedition med to konebåde fra Nanortalik til Ammassalik og tilbage igen.

LÆS ANMELDELSE

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Undervejs indsamlede man botaniske, geologiske og etnografiske data. Ti år senere førte ekspeditionen til, at man oprettede en handels- og missionsstation i Ammassalik.

Spændende, ikke sandt? Narh, lige knap. Måske lyder den lidt mere interessant, når man ser den med forfatterens briller, som zoomer ind på nogle af nøglepersonerne.

»Vi har fire grønlandske roersker, en grønlandsk kajakmand på 17 år, en grønlandsk kateket på 48 og en dansk søofficer ved navn Gustav Holm i begyndelsen af 30’erne. Kateketen er udflugtens moralske vogter, som skal forsøge at passe på alle de andre undervejs, så de opfører sig ordentligt. Det gør de ikke. De har som unge mennesker deres livs oplevelse, og de giver den hele armen«, fortæller Kim Leine.

Ekspedition
Han regner med, at beretningen om Konebådsekspeditionen skal afslutte Grønlandstrilogien.

»Ekspeditionen er meget veldokumenteret, så det bliver en fest at skrive. Rigtig mange af deltagerne har skrevet dagbog fra turen«.

Konebådsekspeditionen drog i første omgang ud, fordi man ville finde den legendariske østerbygd, hvor man mente, at der havde boet vikinger i 1700-tallet.

»Senere fandt man ud af, at østerbygd faktisk lå i Sydgrønland. Det vidste man ikke, da ekspeditionen tog ud. Men dengang troede man, den lå på østkysten, som man ikke vidste så meget om. Man vidste bare, at de, der tog derover, som regel døde undervejs«.



Før Kim Leine overhovedet når til Konebådsekspeditionen, skal han imidlertid have beskrevet, hvor Hans Egede kom til Grønland. Det lyder heller ikke blodfattigt, når først det har været igennem forfatterens filter.

»Jeg vil skrive om grundlæggelsen af kolonien Godthåb. Hans Egede kommer med sin familie til Grønland i 1721, hvor han slår sig ned på en ø i Godthåbsfjorden og begynder sin missionsvirksomhed. Syv år senere søger han kongen om at få lov og midler til at lave en koloni. Han får begge dele. Samtidig hyrer han imidlertid en mand med et uheldigt ry til at være generalguvernør. Han er en fordrukken mand, der ankommer med 24 straffefanger fra det københavnske tugt- og forbedringshus, og det er jo praktisk, når man kan sende sådan en flok ind i en koloni«.
Konstant på jagt

Som forfatter er Kim Leine konstant på jagt efter stof til nye romaner. Løbende lægger han diverse udklip og dokumenter til side i forskellige bunker, som kan blive til en ny dramatisk historie, for der skal være fremdrift i historierne, som han også gør en dyd ud af i ’Profeterne i Evighedsfjorden’.

Den centrale figur, Morten Falck, får hele bogen igennem mulighed for at søge i sikker havn, hvis det er, hvad han ønsker. Men det gør han selvfølgelig ikke. Han flygter fra pigen, han ellers har kæmpet for at få i København, og selv om han nedbrudt og tandløs kommer tilbage fra Grønland, modstår han en gårdejerenkes lokkende toner i Norge.



»Jeg følger ham, så længe han er i splittelsen. De sidste 12 år lever han stille og roligt oppe på Grønland, og jeg tror, han får lidt fred med sig selv, med grønlænderne og sin gud. Men på det tidspunkt bliver han jo uinteressant for bogen«, siger forfatteren med et smil.

Men så er der jo heldigvis masser af andre sprængfarlige historier, man kan kaste sig over. Også nogen, som slet ikke foregår i Grønland, for de næste to bind i trilogien er langtfra de eneste romanprojekter, forfatteren har grydeklar i sit hoved. Mindst tre andre projekter venter på at blive realiseret.

Bøgerne står i kø
Det ene er en samtidsroman med titlen ’Robinsonmanifestet’. Den foregår i Danmark og i Singapore. Den skal han bare have tid til at få skrevet. Det andet projekt er en farverig beretning med arbejdstitlen ’En families undergang’.

Det tredje projekt udspringer af et filmmanuskript, han har lavet i samarbejde med filmmanden Claus Bohm. Denne roman handler om en dansker ved navn Peter de Hemmer Gudme. Han er en dansk journalist, som senere bliver modstandsmand. Handlingen foregår i 1918, da Gudme er en af de danskere, som deltager i den finske borgerkrig.

LÆS ANMELDELSE

»Han kommer ind i krigen som helt ung og finder ud af, at når man først går ind i krigen, er det svært at komme ud igen. Krigen fanger. Romanen bygger på en historisk person, som døde i København i fangenskab hos Gestapo i 1944, da han kastede sig ned i en trappeskakt. I min historie forsøger jeg at dykke ned i hans krigsoplevelse fra Finland og bagefter beskrive de tunge, tunge fredsår, han måtte gennemleve, indtil han igen fik lov at komme i krig«.

Meget af dette er dog fremtid. Lige nu står der Grønland på alt, hvad læserne forbinder med Kim Leine, og han skriver sig med ’Profeterne i Evighedsfjorden’ ind i en række af forfattere, som har brugt den grønlandske natur og historie som brændstof.

Jørn Riels forfatterskab er nærmest synonymt med Grønland. Klaus Rifbjerg har malende beskrevet norske Fridtjof Nansens grønlandseventyr i romanen ’Nansen og Johansen’.

Eksponent for krise og genfødsel

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Vagn Lundbye har skrevet om Mylius-Erichsens Danmark-ekspedition (1906-08) i bogen ’Omkom 79’fjorden’. Polarforskeren Knud Rasmussen har både selv skrevet om sine ekspeditioner og været det levende bevis på danskernes fascination af Grønland.

Og hans liv og arbejde har tillige været omdrejningspunkt for store udgivelser. Bare inden for de seneste år har det været Niels Barfoeds portrætbog ’Manden bag helten’ og antropologen Kirsten Hastrups bog ’Vinterens hjerte’ om Knud Rasmussen og hans tid. Kim Leine forstår fascinationen.

LÆS ANMELDELSE »Alle, der skriver om Grønland, ser på landet som en eksponent for krise og udvikling og genfødsel. Det gør jeg jo også. Sådan kommer et land til at virke, når man oplever et voldsomt møde på godt og ondt. Det bliver eksotisk, det bliver fremmed. Det udløser alle de postkoloniale mekanismer, hvad enten man nu kan lide det eller ej. Derfor skriver jeg om det. Jeg skriver ikke om personer, der har et fuldstændig harmonisk og velreflekteret møde med Grønland, som om de nærmest først havde været en tur forbi Institut for Tværkulturelle Studier for at blive udstyret med alle de nyeste teorier om postkolonialisme. Det synes jeg ikke er interessant. Så hellere skrive om mænd, der er dumme i hovedet og betaler prisen for det og – i nogle tilfælde – måske lærer noget af det«.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce