Den kan læses både forfra og bagfra. Man kan bladre i ’Knokkelmandens cirkus’, som man vender sider i en almindelig billedbog, men som noget særligt selv befolke den med det væld af karakterer, der gemmer sig i en kuvert inde i bogen i form af klistermærker.

Eller man kan folde den ud i hele sin længde, hvad man dog er nødt til at være to om. For holdt ud i strakte arme som én lang mageløst illustreret frise er ’Knokkelmandens cirkus’ hele 2,30 meter.

Bag denne originale danske billedbog står Oscar K. og Dorte Karrebæk. De har før skabt billedbøger sammen, de er begge mange gange prisbelønnede som børnebogsforfattere, og der er ikke noget usædvanligt i, at overraskelser sker, når Oscar K. skriver, og Dorte Karrebæk tegner.

’Knokkelmandens cirkus’ er blandt det vildeste, de har fundet på. Ved at gøre det muligt at læse historien, som man har lyst til, selv udvikle den med klistermærker og brede den ud til et langt billede skubber forfatterne betydeligt til forestillingen om, hvordan en billedbog bør være.

Gå på opdagelse

Ganske vist kan man godt tage et barn på et par år på skødet og højtlæse enten den blide korte eller den drabelige lange variant af den mildt sagt skøre historie.

Men meningen med klistermærkerne og folde ud-mulighederne må jo være, at man med ’Knokkelmandens cirkus’ skal gå på opdagelse i bogens billeder, føle på det grove papir og de skarpt foldede sider samt lege med de genanvendelige klistrefigurer.

I sidste ende kan man lave sine egne historier på baggrund af råmaterialet. Sådan fungerer ’Knokkelmandens cirkus’ i hvert fald, hvis man vil have større udbytte af bogen.

Det er næppe ’Knokkelmandens cirkus’, man skal vælge, hvis man gerne vil læse en nem og tryg billedbog højt ved sengetid. Den korte af de to skrevne historier er såmænd harmløs nok og er i virkeligheden mest en præsentation af værkets hovedpersoner. Som for eksempel dansebjørnen Gosho, damen uden underliv og Elvira, der har træben af mahogni.

Sproglig rablende

Den lange af historierne fortæller sprogligt rablende om det omrejsende cirkus, som mister den ene artist efter den anden, ligesom det sker for personerne i børnesangen, der hedder ’Ti små cyklister’ på dansk. Den oprindelige version af den sang, ’Ten Little Nigger Boys’, citeres af de danske forfattere på omslaget.

Den kan dateres tilbage til 1860’erne og har i sin levetid på grund af sit race- og kulturproblematiske indhold i de engelske versioner handlet om alt fra indianere til soldater og bamser.

Oscar K.s og Dorte Karrebæks udgave kan ikke synges og er en af de mere groteske cirkushistorier i bøgernes verden. Her følger man cirkustjeneren Knyst, en trehovedet and, dværgfamilien Kleinen og selvfølgelig blandt andet også selve Knokkelmanden på en rejse, der er lige så sørgmodig som sjov og helt bestemt meget absurd.

Skummel type

For eksempel er Knokkelmanden, der kun består af knogler og kranium, måske ikke lige typen, man har lyst til at møde på en ellers øde og mørk landevej. Når han ler, er det »en latter uden lunger, som raslen af nedfaldende blade«.

Knokkelmandens lighed med døden er ikke så hyggelig, og man kan i det hele taget ikke beskylde forfatterne for at indgyde børnelæsere falsk tryghed: Folk og dyr falder fra på stribe i bogen, som de gør det i børnesangen, og det forløb virker både genkendeligt og godt.

Indimellem skriver Oscar K. imidlertid løs i lidt for generøst omfang, så sproget trænger til en dyb vejrtrækning: »I den næste by ændrer direktøren på rækkefølgen i optoget. Elvira rykker op til Arnold. Hun er forelsket i ham. Han ved det bare ikke. Sam, verdens mærkeligste hund, som trækker en hvid and med tre hoveder efter sig, skal gå forrest, men er helst fri for at være i søgelyset«.

Bogen har mange af den slags afsnit, hvor rigtig meget fortælles på én gang, og det er ikke alle detaljer, der bruges til noget. Det skal man have en vis alder for at forstå det charmerende i. Men er man det sted i livet, hvor man er ved at være skoleklar og tilmed udstyret med stor tålmodighed, kan man få masser af tid til at fordybe sig i alle de underlige ting, der sker i ’Knokkelmandens cirkus’. Og ikke mindst selv få flere ting til at ske ved hjælp af udgivelsens imponerende overflod af smukke, skægge og skræmmende klistermærker.

fortsæt med at læse

Kødædende planter og splattede zombier: Politiken anmelder krimier til børn og unge