Auður A. Ólafsdóttir med det katolske mellemnavn Ava (Den hellige Ava er en blind helgen fra 1100-tallet) har skrevet en smuk og sær roman – en afdæmpet islandsk søster til ’Da Vinci Mysteriet’ kan man næsten sige.

Uden krimivinkel, ydre action og helt uden ondskab, men spækket med bibelske symboler, kunsthistoriske allusioner og eksistentialistiske overvejelser.

Samt et guddommeligt lille barn, der på en prik ligner Jesusbarnet på en altertavle i en mystisk sydeuropæisk bjergby med gamle kirker og et uddøende sprog.

Først og fremmest er det er helt rart at læse en roman, som ikke har et eneste ondt menneske i sig. Folk er beregnende, manipulerende, ja, men værre bliver det ikke, og det sker mest for at opnå en eller anden mindre tjeneste hos et medmenneske.

Dette medmenneske viser sig ofte at være vores hovedperson, der som bolden i en flippermaskine vippes hid og did af de mennesker, der har brug for ham. Kun sin gamle islandske far byder han en anelse trods.

Smuk som et guldaldermaleri
Når jeg mener, romanen er smuk, er det i betydningen smuk som et guldaldermaleri – eller en fin altertavle – den er simpelthen godt håndværk og god (digte)kunst.

Når den er sær, er det, fordi det er svært at greje, om det her er noget så sjældent og umoderne som en kristen roman, eller om den bare beskæftiger sig med livets store spørgsmål sat ind i en kultur, vi har rod i.

En ung mand med interesse for botanik rejser efter sin mors død på de islandske grusveje ud i verden for at redde en legendarisk rosenhave i et afsides kloster. Med sig har han stiklinger fra drivhuset hjemme. I flyet får han blindtarmsbetændelse og må opereres ved ankomsten, hvorved han pådrager sig et sår i siden (som Jesus på korset, da han blev stukket med en romerske lanse?).

Og tilbage i Island har han efterladt en toårig datter, som han har fået ved et uheld med en vens kæreste. Barnet, som er usædvanlig klogt og smukt, er undfanget i et drivhus – en Edens Have midt i den golde lavamark. Sådan bliver det ved med bibelsymbolikken, og vores helt når frem til klosteret, hvor han er en velsignelse for både den døende rosenhave og for munkene med de mange bibelske navne: Tomas, Matthias, Josef, Jacob, Markus, Gabriel, Zacharias og så videre.

Næste pingpongpuf i ynglingens liv sker, da hans lille datter indfinder sig i bjergbyen sammen med sin mor, der som den selvstændige islandsk kvinde, hun er, ikke vil hænge på fælles afkom, når også studierne skal passes.

Med sin lyse aura ligner pigen Jesusbarnet på altertavlen i den gamle kirke, så selv byens pragmatiske koner må korse sig og begynder at låne barnet imod dårligdomme. Efterhånden kommer folk rejsende fra nærliggende byer for at nyde godt af barnets evner.

I harmonisk sindstilstand
Lad mig indrømme, at det hele forvirrer mig lidt. Til gengæld gør det ikke så meget.

For ’Stiklingen’ er en anderledes roman, der ligefrem sætter en i harmonisk sindstilstand, mens man læser. Den ydre handling er behersket, sproget er fascinerende og letflydende. Og så er bogens mandeskildring unik.

Auður A. Olafsdottir laver en omvendt Jens Christian Grøndahl og lever sig ind i det modsatte køns tanker med valget af en mandlig hovedperson, og det lykkes hende formidabelt.

Man tror på den unge reflekterende mand, hans lidt altmodische fortællemåde og hans filosoferen over ånden og kødet – trods klosterlivet har han et åbent maskulint øje for potentielle sexpartnere:

»Jeg tror ikke, det er nogen overdrivelse at anslå, at jeg i løbet af min travetur, fire gange op og ned ad hovedgaden, er kommet i øjenkontakt med rundt regnet otte kvinder, heraf måske én eller to, som jeg godt kunne tænke mig at gå i seng med, hvis der var en chance«.

En smuk, sær og måske værdig kandidat til Nordisk Råds Litteraturpris 2009 er hermed anbefalet. Amen.