Det er forbandet at skulle bruge datid om Jakob Ejersbo, som døde i sommer, alt for tidligt, kun 40 år gammel, men der er desværre ingen vej uden om.

Ejersbo havde, efter sigende, en plan med sit forfatterskab, der var udtænkt længe før, han bragede igennem med romanen ’Nordkraft’ i 2002, nemlig at skrive om Afrika, hvor han havde tilbragt flere af sine ungdomsår – i Tanzania, hvor hans far arbejdede for Danida.

Interessant nok er planen helt parallel med den, Karen Blixen i sin tid fulgte, nemlig at bruge gennembruddet som en slags løftestang for et værk om Østafrika, der jo i hendes tilfælde blev til ’Den afrikanske Farm’.

Nåede det næsten
Og han nåede det næsten, Ejersbo, at gennemføre planen. Ved hans død lå der et manuskript på over tusind gennemskrevne sider tilbage sammen med instrukser til hans redaktør, Johannes Riis, om, hvordan værket skulle gøres færdig.

Det er der kommet tre bøger ud af – en novellesamling, ’Revolution’, der udgives i sensommeren, en roman, ’Liberty’, som kommer til efteråret, samt en enkelt tekst, som havde vokset sig for stor til samlingen, og som i dag udkommer som en selvstændig roman med titlen ’Eksil’.

’Eksil’ handler om vild, grænsesøgende ungdom, ligesom ’Nordkraft’, men scenen er syd for Sahara i stedet for Nordjylland, og den foregår ikke blandt underklassen, men blandt mennesker, som i den lokale sammenhæng har status af overklasse alene i kraft af deres hudfarve.

»Helt ... grå« indeni
Over fire år i 1980’erne (1983-1986) følger romanen teenageren Samantha, eller Sam, som er født i England, men som har boet i Tanzania, siden hun var tre år.

Som datter af en fordækt far, der er officersuddannet i den britiske specialstyrke SAS, og som officielt driver et hotel, men som uofficielt arbejder som regional militærrådgiver for skiftende kupmagere, og en fordrukken, nedbrudt mor, der i løbet af romanens andet år ekspederes tilbage til England.

Identitetsmæssigt er Samantha en hybrid – hvid uden på og »helt ... grå« indeni, som hun siger. Nok er hun en fremmed i Afrika, men hun ville være langt mere fremmed i det England, som hendes far konstant truer med at sende hende ’hjem’ til.

»Vi er ikke afrikanere«, og England er »et fremmed land«, konstaterer hun undervejs.

Fremmedhed som grundvilkår
Dette vilkår deler Samantha med mange af sine venner, blandt andet den danske Christian, der vist både er alter ego for romanens hovedperson og dens forfatter: »Han rejste til Europa, og han kunne ikke finde ud af at være der. Han kan heller ikke finde ud af at være her. Er kommet retur med tåbelige drømme om at skabe en tilværelse for sig selv i Tanzania, uden at være klædt på til det. Han er lissom mig. Vi er ens«, bemærker Samantha.

»Samantha, c’est moi«, hører man forfatteren hviske, samtidig med at det antydes, at også han har en rem af huden – af distancen og fremmedheden, som bestemt ikke er noget dårligt udgangspunkt for en forfatter.

Hovedpersonens mest akutte udfordringer har dog ikke i første omgang med denne kulturelle hjemløshed at gøre.

De handler snarere om overgangen til voksenalderen, sådan i almindelighed, og om det udbredte problem, der består i at blive tilovers, fordi ens familie går i opløsning, og fordi forældrene etablerer separate liv, hvor der ikke er plads til deres knap nok voksne børn.

Altså hjemløshed i mere snæver betydning.

Ud og ind af Afrika
Sådan er Samanthas barske situation i romanens begyndelse. Hendes søster, Alison, får travlt med at stifte egen familie, mens hendes venner, der også kommer til skelsår og alder, vandrer ud og ind af Afrika, på jagt efter et ståsted.

Der er opbrud over hele linjen, og forsvindende få stabile faktorer at støtte sig til. Igennem romanen søger hun den over dobbelt så gamle elsker, Victor, som viser sig at være både lejesoldat og narko- og våbensmugler. Og i øvrigt hensynsløs over for Samantha, der lider en slags uagtsom ’Liebestod’ til sidst.

Hun svigtes stort set af alle, også af sig selv, og måske endda af forfatteren.

Fascinationen af hende er stor som en ungdomsforelskelse i romanens begyndelse, men den stilner af hen imod slutningen, hvor tempoet skrues i vejret, og tildragelserne virker mere påklistrede, mindre sandsynlige.

Intensiteten bliver spædere i stedet for større.

Negative forbilleder
Det er velkendte temaer fra ungdomslitteraturen, som ’Eksil’ varierer over. Ikke mindst spørgsmålet om, hvad man stiller op, når ens nærmeste kun frembyder negative forbilleder:

»Det er ikke et rigtigt liv – udsigtsløst. Victor handler med stoffer, far leger krig. Hvad er et rigtigt liv? Frans – sælge flybilletter; Mick reparerer biler. Er det alt?«, spørger Samantha.

Den gennemførte desillusion og kynisme, der præger hendes jeg-beretning, fungerer som en porøs skal over et følsomt og såret indre, som er ude af trit med omgivelserne, hvis forventninger hun nægter at leve op til.

Af sin semi-psykopatiske far, der foragter svaghed, er Samantha opdraget til at modtage slag uden at reagere. Den evne er ikke unyttig på den internationale kostskole, hun går på, med skrappe adfærdsregler – og derfor også rig lejlighed til at skeje ud.

Over lange strækninger er ’Eksil’ en ren og skær kostskoleroman, hvilket jo er en veletableret undergenre især i britisk litteratur – med pjæk og pjank, sex og rygning i smug, hyppige besøg på inspektørens kontor, forskellige sanktioner, ultimativt bortvisning.

Tilfældig kulisse
’Eksil’ er, ret beset, en ungdomsroman, der i korte, hårdt klippede episoder følger Samanthas excessive ungdomsår og hendes erfaringer med sex, sprut, vold og stoffer, der finder sted i Tanzania, men som egentlig lige så godt kunne have gået for sig et hvilket som helst sted i Europa eller USA.

Afrika er en i og for sig tilfældig kulisse for hendes udviklingshistorie.

Det er der muligvis en pointe i, som de kommende bind måske vil gøre tydeligere. For er det sådan, den første verden forholder sig til den tredje – som en selvoptaget teenager, der har svært ved at se ud over sin egen identitetskrise?

Det er Christian, der på et tidspunkt konstaterer, at hans forældre ikke har »noget med Afrika at gøre. De bevæger sig mellem huset, jobbet, klubben og de andre hvides huse«.

Barske realiteter
Og alligevel har Samanthas historie noget med Afrika at gøre. De barske realiteter kigger frem fra tid til anden, som for eksempel da en tyv forsøger at stjæle Samanthas bukser og slås fordærvet af kostskolens tjenestefolk, der pågriber ham: »Vi har reddet dine jeans«, lyder det stolt fra huspigen.

Eller da Samantha tænker nærmere over, hvor få mulatter der findes i Østafrika, på trods af det livlige seksuelle samkvem, som især de hvide mænd – og ikke mindst hendes far – plejer med de sorte kvinder.

Det skyldes, at børnene kvæles lige efter fødslen og kules i jorden som dødfødte: »Mine halvsøskende rådner i jorden. Min far har kun beholdt de hvide børn«, konstaterer hun tørt.

Også Tanzanias nyere politiske historie spiller en rolle i romanen, for så vidt som den forestående fordrivelse af faren hen imod romanens afslutning knyttes sammen med det politiske klimaskifte i Tanzania i 1985, hvor landets første præsident, Julius Nyere, trak sig tilbage.

Videre perspektiver
Om dette første bind af Ejersbos efterladte storværk om Afrika må man sige, at det fungerer fint som en ungdomsroman. Det er de genreskabeloner, ’Eksil’ forbliver inden for, og man gør ikke romanen nogen tjeneste, tror jeg, ved at bedømme den som andet.

Det udelukker selvfølgelig ikke, at der kan være videre perspektiver i bogen, som kommer til syne i sammenhæng med de to næste udgivelser, ’Revolution’ og ’Liberty’, om Afrika.

Som i øvrigt føjer sig til en Afrika-bølge, der ruller i dansk litteratur og kunst for tiden, formentlig som en reaktion på overfloden og dertil hørende feel good-æstetik.

Kirsten Hammanns roman ’En dråbe i havet’ og Trine Andersens digtsamling ’På den anden side’ fra sidste år undersøgte de sociale og mentale afstande – ja, regulære kløfter – imellem de to verdener, den første og den tredje.

Det samme gjorde Kristian von Hornsleth vel også med sit dybt provokerende kunstværk ’The Hornsleth Village Project Uganda’ fra 2006, der blandt andet indebar, at 100 ugandere mod betaling tog efternavnet Hornsleth.

Imellem kulturer
I ’Eksil’ er det ikke så meget afstandene, Ejersbo beskæftiger sig med, som den kulturelle hybriditet – dét at være imellem kulturer.

Romanens underspillede kritik af kolonialismen knytter sig til denne ’imellemhed’, for mange af romanens personer befinder sig netop uden for de modsætningspar, som kolonialismen bygger på, mellem hvid og sort ikke mindst.

Det er vilkåret for mange i dag og bliver det formentlig for mange flere – at det ikke giver mening at sige, hvor man kommer fra, men hvor man er.

Om alt det ville man gerne have hørt Jakob Ejersbo fortælle nærmere i de interview, som burde have ledsaget bogen, men som døden har afskåret os fra.

I stedet må vi glæde os til de kommende bind i hans livsværk.

Læs et portræt af Jakob Ejersbo