Hvad er der galt med tegneseriekulturen?

»Vores tegneseriekultur har været spændt op på de europæiske album, serier for børn i A4-format og typisk på 48-64 sider – som for eksempel ’Valhalla’ og ’Nolfert’. Og den type er simpelthen ved at dø. Blandt andet, fordi den er rettet mod børn, og børn i dag læser kun manga«.

I sverige er det anderledes
»Der har været en manglende forandringsparathed. I Sverige, hvor man ikke har været så inficeret af den fransk-belgiske tradition, er det anderledes«.

»Men graphic novel-fænomenet, som for mig bare betyder, at man bruger tegneserien overordnet som en måde at udtrykke sig personligt og kunstnerisk på, vinder frem. Flere forlag er på vej med noget«.

Selvdestruktiv idealisme
Sympatien i ’Kom hjem’ er ikke udelt på aktivisternes side. De er ret amoralske og til fare for andre – Theas lille søn piller ved en halvfærdig bombe. Hvorfor den vinkel?

»Jeg tror, det var grafikeren og kunstneren Palle Nielsen, der sagde, at hvis man skal lave et flot billede af et hangarskib, må man forstå, at det er en frygtelig krigsmaskine«.

»Men at man også skal have en fascination af, at det samtidig er en fantastisk lækker maskine. Hvis man ikke har de to sensibiliteter på en gang, bliver det et kedeligt billede«.

»Jeg har det på sammen måde med aktivisterne. Jeg har stor sympati for dem, men det er rigtigt, at moralen er, at idealisme har noget selvdestruktivt i sig«.

»Det er ikke, fordi min tegneserie er selvbiografisk, men jeg er selv vokset op i et 68-kollektiv af flippede akademikertyper, som eksperimenterende med livsstilen, og hvor det som så mange andre steder endte med skilsmisser«.

Tegneseriens formsprog
Du veksler mellem visuelt og tekstbåret?
»Ud over det tematiske – forholdet mellem de store idealer og hverdagen – ligger det mig meget på sinde at bruge tegneseriens formsprog på alle mulige måder«.

»Lidt frækt kan man sige, at der er mange grafiske trick i bogen. Hvert kapitel har sin egen farvepalet og udtryk. Kapitlet, hvor hovedpersonens veninde tager til Normandiet, er for eksempel tegnet i helt ens kasser«.

»Nogle tegneserieteoretikere mener, at den stærkeste form er den, hvor billedvinklen ikke skifter, sådan som man kender det fra ’Radiserne’, hvor Søren Brun står samme sted i billedet hele tiden. At det giver den største ro til at identificere sig med personerne. Man kalder sådan en scene for ’Talking Heads’«.

Forfalden til revolutionsromantik
Du har også revolutionsromantik med?
»Man skal ikke stole på folk over 30, lød parolen engang. Og selv om jeg er 36 nu, mener jeg, at der kan være noget om det«.

«Som familiefar oplever jeg jo, hvordan jeg begynder at få interesse i, at samfundets struktur på en eller anden måde forbliver, så den begunstiger min privatøkonomi og sådan nogle røvsyge ting«.

»Der er noget utrolig rent ved at være under 30, og det er her, jeg stadig et øjeblik kan forfalde til revolutionsromantik«.