Filmelsker. 'Det sidste ord' ville være den perfekte mandelgave. Imidlertid er der længe til jul.
Foto: fra omslag

Filmelsker. 'Det sidste ord' ville være den perfekte mandelgave. Imidlertid er der længe til jul.

Bøger

Så sjove er Politikens filmstriber heller ikke i bogform

Thomas Thorhauges filmserier fra Politikens filmsektion, 'True Story', er blevet samlet i én bog.

Bøger

Præmissen er (relativt) enkel.

Filmmennesker karikeres i tegnede striber og fortæller/forklarer sig i talebobler. Satiren er elskværdig, og som et raffinement stammer alle statements fra kilder, hvor personen selv udtaler sig.

Alt bliver sagt med citater, som stammer fra interview, erindringsbøger og lignende.

Somme tider citeres en karakter, en skuespiller har fremstillet. En væsentlig del af fornøjelsen findes derfor i et register, hvor tegneren Thomas Thorhauge gør rede for sine kilder og tilføjer et ekstra lag ironi. Tanken med det hele er, at tekst og billeder skal smelte sammen.

Det lykkes på de bedste sider i ’Det sidste ord’.

Hvor er kvinderne?
Det er ikke sært, hvis konceptet virker bekendt for Politikens læsere.

Thorhauges serie har stået i den ugentlige filmsektion, hvor den hed ’True Story’ og fyldte en halv side per gang.

Nu er de faste sider blandet med længere sekvenser, som har været trykt (i pixibogform) hos forlaget Aben Maler: ’Jørgen Leth’ (som ikke er morsom) og ’Clint Eastwood’, der er sat som epilog, stammer fra 2009-10, og forrest står en elegant prolog, ’Marilyn Monroe’, som bruger citater fra samlingen ’Fragmenter’.

Nogle emner er oplagte: Scorsese, Polanski, Woody Allen. Nogle er drejet originalt: Michael Caine, Stanley Kubrick, Sofia Coppola. Andre tangerer det letkøbte: Tarantino, David Lynch, Jean-Luc Godard.

Især handyrene er taknemlige ofre: George Clooney, Sean Connery, Jack Nicholson. Enkelte er unikke: Klaus Kinski, Max von Sydow, Orson Welles, men generelt er der alt for få kvinder.

Hen ved 50 legender er samlet, alt indrammet med tænksomme overskrifter: ’Evnen til kærlighed’, ’Laster er den ægte vare’ og ’Hvordan håndterer vi det psykologisk?’.

Overflødige blåstemplinger Thorhauge er en dygtig tegner med en klar, klassisk streg, en flair for pastiche og en baggrund som frafalden studerende ved Institut for Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet.

Bogen er smukt produceret i aflangt 16:9-format og med en næsten blank titelside før hvert portræt. Det er svært at variere et format og et regelsæt, der ligger så fast, men det er en fornøjelse at se, hvordan Thorhauge gradbøjer mediet.

Han tegner hårde mænd i stilen fra Giraud og Rosínski, men finest er hilsenen til Will Eisner, som sendes i portrætterne af Kurosawa og Hitchcock.

Der er både viden og stil investeret. Det synes derfor overflødigt – og virker snarere mod hensigten – at bogen til overflod blåstemples med et forord af Peter Aalbæk Jensen, som selv er et af ofrene, og et efterskrift af Peter Schepelern, der har undervist Thorhauge og causerer om den krævende genre.

Tredje trin i lanceringen er et panelarrangement i Cinemateket, hvor trojkaen vil konversere. Hvad der måtte være af satirisk bid, er således elimineret fra starten.

Dreyers elefant
Der er store og små legender i bogen.

De mindste er de sjoveste, fordi Thorhauge bedre kan improvisere, når myten ikke er skåret i sten. Der er liv i de danske portrætter af Ghita Nørby, Ulf Pilgaard og Jens Okking, mens der ikke kommer meget nyt ud af at drille Bille August og Lars von Trier igen.

Carl Th. Dreyer er et særtilfælde, fordi han ingenting siger i sin ret fine stribe. Manden sidder ved et middagsbord og folder en elefant i papir. Dyrets navn er sandsynligvis Bodil Kjer.

Flow og timing

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

’Det sidste ord’ er interessant som metatekst og episodisk graphic novel. At emnet tilfældigvis bliver filmfolk, har mindre med sagen at gøre. Formen kræver et velkendt persongalleri, og man kunne have lavet bogen med politikere, sportsfolk eller rockmusikere. Det er fint, at sagen blev film, men man bliver ikke klogere på kunstarten, og så sjov er spøgen nu heller ikke.

Og udgivelsestidspunktet undrer. Sædvanligvis ville man sige, at ’Det sidste ord’ var den perfekte mandelgave til filmelskere. Imidlertid er der længe til jul.

LÆS DEBAT Thomas Thorhauge har siden skabt serien ’Jasper laver en film’ og arbejder videre med filmstoffet i den lovende ’Ekstramateriale’ – begge her i Politikens filmsektion. Han hører til mediets mest reflekterede udøvere og er bog for bog ved at bygge et markant forfatterskab.

I dette flow har ’Det sidste ord’ en markant og forførende stilling.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden