Nobelprisen fejrer sin 100års fødselsdag. I Sverige med pomp og pragt, fra dansk side med udgivelsen af et murstensværk på engelsk, 'Neighbouring Nobel', hvori ikke blot de 13 danske priser behandles, men også 'nitterne', i det omfang de vakte interesse og opnåede seriøs behandling i de respektive Nobelkomiteer. Dette lader sig dog kun gøre frem til 1950, idet arkivmaterialet fra det sidste halvsekel er båndlagt.

Den litterære Nobelpris er to gange gået til danske forfattere. I 1917 måtte Henrik Pontoppidan dele den med Karl Gjellerup, og i 1944 fik Johannes V. Jensen den. Den delte 1917-pris har påkaldt sig megen kritisk opmærksomhed.

Det korte af det lange er, at det mærkelige makkerpar, den store realistiske fortæller og den i Tyskland bosatte hyperidealist, kunne føres frem som alternativ til Georg Brandes, der havde spøgt i kulissen, lige siden en snes medlemmer af Videnskabernes Selskab i 1903 havde indstillet ham til prisen.

Brandes var simpelthen uspiselig, fordi Svenska Akademien i Nobelprisens første årtier opererede med en ganske snæver definition af, hvad der står i Alfred Nobels testamente: at prisen skal gives til en forfatter eller for et værk med »idealisk riktning«.

Akademiets magtfuldkomne sekretær C.D. af Wirsén holdt med denne tolkning det moderne gennembruds skandinaviske bannerførere (Brandes selvfølgelig, men også Ibsen og - Strindberg) såvel som de verdenslitterært store realister (for eksempel Tolstoj og Zola) borte fra det pæne selskab.

Pontoppidan tilhørte ganske vist radikalismen og opfattede da også sin pris som så at sige modtaget på Brandes' vegne, men ikke uden kvalme over at måtte dele æren med en forfatter, som han ikke regnede, og som Brandes ligefrem foragtede. Gjellerup derimod ilede glad og fro til Stockholm for at høste hæderen, men blev ikke just hædret af de danske vittighedstegnere. Han var for længst blevet en fremmed fugl i sit fædreland.

Der er ingen tvivl om, at Brandes gerne havde modtaget Nobelprisen, selvom han offentligt drev spot ikke blot med de mindre ånder, som fik den, men også med selve det Akademi, som traf afgørelserne.

---

Under Første Verdenskrig førte den litterære Nobelkomité en art neutralitetspolitik, hvad der kom flere mindre lande til gode. I 1916 blev der lagt op til en 'dansk' løsning. 7 af de 29 kandidater på årets liste var faktisk danskere: Brandes, Gjellerup, Harald Høffding, Jakob Knudsen, Pontoppidan, Ernst v.d. Recke og T. Troels-Lund. Hvordan håndterede man nu den situation?

Brandes manøvrerede man ud på et sidespor. Den afgørende indflydelse, som »altfor ivrige beundrere« plejer at tillægge ham, beror på, at mange, især danskere, forveksler hans belæsthed med »personlig selvstændighed og dybtgående egne indsatser«.

Høffding, vor internationalt anerkendte filosof, kunne vise sig »at have været en mere betydningsfuld personlighed end Brandes i Danmarks moderne kulturliv« - men Wirsén havde før sin død gjort opmærksom på, at han på et fatalt punkt ikke slog til: Han hylder trods alt positivt, man kan sige om ham, empiri og realisme, og de er »umulige som verdensforklaringer«.

Så var der Jakob Knudsen, som to år tidligere havde gjort et stærkere indtryk end Pontoppidan på grund af sin »dybere og mere etisk prægede menneskeskildring«. Denne gang noterede den sagkyndige, der må have haft fornemmelse for vindretningen i Nobelkomiteen, at Knudsens nyeste fortællinger er »så tilpas betydningsfulde, at en pris, da den jo før eller senere og gerne jo før jo bedre bør gå til Danmark, virkelig kunne tænkes givet til ham uden alt for nedgørende indvendinger«.

Knudsen er Danmarks store, betydningsfulde realist »i dette ords bedste mening«, hvor ellers så megen dansk litteratur har »lidt af negativ og steril intellektualisme«.

Da beslutningen skulle træffes, stemte tre komitémedlemmer for deling af 1916-prisen mellem Knudsen og Gjellerup, mens to stemte for Gjellerup som alenemodtager. På den baggrund afgjorde De Aderton, at svenskeren Verner von Heidenstam skulle have prisen. Og et par måneder senere døde Jakob Knudsen.

Dette banede måske vej for den særprægede løsning året efter, da altså Pontoppidan blev lagt i samme vægtskål som Gjellerup, til legitimering af at det ikke blev Brandes, der scorede den første litterære Nobelpris til Danmark.

---

Brandes var Videnskabernes Selskabs første store satsning i forhold til den nye internationale pris. Ikke mindre interessant er det, at dets næste satsning blev Ernst v.d. Recke.

Hans 20 stillere må have udlagt teksten i den årlige henvendelse fra Nobelkomiteen derhen, at Recke var et rimeligt bud, altså besad en sådan idealitet og en sådan kvalitet, at han kunne komme i betragtning. I dag overrasker det nok så meget, som at også Gjel- lerup havde en støttegruppe i Videnskabernes Selskab.

Ikke at Recke var en mindre idealist, men han repræsenterede i påfaldende grad en romantisk efterklang. I hans formstrenge digtsamlinger skildres ren kærlighed med metrisk passion, og i en række skuespil bragte han ridderlige skikkelser fra europæisk historie i erindring.

Han var simpelthen epigonforfatter. I moderne litteraturhistorier nævnes han blot i forbifarten, fordi han i sin verslære tog Drachmann og andre yngre lyrikere som udtryk for et »uhyre Forfald« siden Oehlenschlägers dage, og fordi Viggo Hørup engang gjorde grin med ham.

Hvor tæt på Nobelprisen kom nu Recke? Den af Wirsén forfattede 1911-indstilling fra Nobelkomiteen fremhæver ham tydeligt nok på Gjellerups bekostning. Hos Gjellerup interfererer »ophøjet idealisme« med »selvovervurdering«.

Recke er en blidere digternatur, højt begavet både som skjald og som videnskabsmand. Som dramatiker kulminerer han i det dybsindige og sjælfulde ridderspil 'Det lukkede Land', »et værk, som i den tænkende læsers øjne alene og for sig er tilstrækkelig betydeligt til at gøre sin forfatter udødelig«.

Og videre: »Sjældent har et digt så gribende fremvist den dybe tro på en overjordisk verden, i hvilken livet i tiden har sin usvigelige grund, troen på det etiske og dets forbindende magt samt troen på en himmelsk beskyttelse, som i farens og fristelsens stund ikke svigter den, der virkelig vil være trofast mod sit kald«.

Er denne stærkt problematiske vurdering en gammel mands sidste overgearede formulering af den kristent-idealistiske grundholdning, som havde indvirket afgørende på Svenske Akademiens nobeldispositioner i Wirsénæraen, eller er det et veloverlagt forsøg på at køre en alternativ dansk kandidat i stilling, for det tilfældes skyld at nogen atter skulle bringe Brandes i forslag?

»Gerne ville jeg have tilkendt denne forfatter Nobelprisen«, står der ligeud. Men komiteens flertal ville give den til belgieren Maeterlinck; og Wirsén ville ikke »fremkalde søndringer i afgørelsens øjeblik«.

---

Hvilken prestige, der i disse første år knyttede sig til Nobelprisen, kan »tilfældet Holger Drachmann« illustrere. I 1906-07 blev han i stigende grad besat af drømmen om at blive pristager.

Da han vitterligt blev indstillet, fæstnede Nobelkomiteen sig ved et par skuespil af stor skønhed, men med uklar komposition, samt selvfølgelig ved lyrikken. Ikke »helstøbthed og kernefuldhed« falder i øjnene, men »hans sang ejer melodiøs friskhed og ofte en virkelig bedårende ynde«.

I forhistorien spillede vennen Otto Borchsenius håndlangerrollen. I et brev lovede han digteren, der netop havde fejret sin 60-års dag og skulle fejre den videre i Sverige, at han ville overtale »Prof. Høffding og andre« til at producere en indstilling.

Drachmann oplyste, da det blev alvor, at svenske venner, bl.a. Heidenstam, havde bedt ham holde sig »saa meget udenfor Actionen som muligt«, hvilket dog ikke skulle forhindre Borchsenius i at fremme sagen. Samtidig distancerede han sig fra den radikale kreds omkring Politiken og følte sig »drevet i Exil« af den danske presse og bestyrtet over Brandes' »ufattelige Taktløshed overfor Sverige«.

Den nationale småtskårenhed rørte dog ikke de svenske venner: »Jeg staar i liberal svensk Bevidsthed som den fremragende danske Mand, hvis varme Sympati Dag for Dag knytter sig fastere til det aabne, storsindede og ridderlige svenske Folk«.

- »Mine Følelser for Sverig, og alt hvad Norden kan og bør vente af dette, det større Land med de rigere Muligheder og den fastere Folkekarakter - det bunder heldigvis dybere i mit Sind og Ingenium, end et noksaa menneskeligt Ønske om, at Turen til at 'præmieres' ogsaa engang kan komme til mig«.

- Drachmann skulle dog ikke have andre til at sætte sin hat: »Hvis jeg vilde begynde at 'skrive' eller 'leve' i Overensstemmelse med hvad det svenske Akademi, eller rettere Hr. C.D. af Wirsén ønsker og fordrer, da blev det skæbnesvangert for mig«.

Denne lange udredning skulle have været Drachmanns sidste ytring i sagen, men allerede dagen efter klarificerede han et og andet yderligere. Blandt andet citerer han, hvad Heidenstam skal have forsikret ham om:

»Kan ikke dit hele Digterliv, koncentreret i dets vidunderlige friske Poesi, aftvinge Dhrr. (medlemmerne af den »mærkværdigt sammensatte Nobel-Institution«) en Beundring - saa vent intet af deres Naade. Den sidder i Lommen paa intrigante Obscurantister og intrasigente Danskædere«!

Drachmann forsikrer, at han godt kunne leve fast i Sverige, men »da maa Pris-Spørgsmaalet være løst«, da må Wirsén så at sige udstede en garanti om, at Drachmann kommer i betragtning, om ikke i 1907, så i 1908, »fordi han som idealistisk Digter fortjener den«!

Nogle måneder senere rapporterede Borchsenius, at han havde haft en samtale med selveste Wirsén, der havde givet ham det indtryk, at turen var kommet til englænderne, at svenskerne drev »en Slags europæisk Politik med Uddelingen«, og at Selma Lagerlöf stod længere fremme i køen end Drachmann. På det tidspunkt optog gebrækkeligheder ham mere end præmieringstrang.

---

»I 1931 havde man fra tysk side, med Alfred Döblin som formel frontfigur, bragt Martin Andersen Nexø på banen. Nobelkomiteen havde konstateret, at talen ikke var om »fuldbyrdede digterværker«, selvom romanerne om Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn må berømmes for deres frodige og friske livsskildring og livlige fortælleglæde - og konkluderet: afventen, ikke afvisning.

I 1937 havde professor Ejnar Thomsen indstillet Valdemar Rørdam - og forsøgte det på ny året efter, bistået af Pontoppidan. Det er svært at se, hvad der kan have motiveret dette skridt.

At Rørdams heroiske, kommunismeangste nationalisme få år senere, da det tyske felttog mod Sovjet blev indledt, slog over i usminket nazismebegejstring, er en sag for sig. Men selvom Rørdam var en habil lyriker, burde indstillerne have erkendt, at han ikke rakte ind i verdenslitteraturen.

I protest mod Rørdaminitiativet blev der gjort forsøg på at skaffe Nexø en 'dansk' indstilling. Også fordi det forlød, at Akademiet ikke ville tildele Johannes V. Jensen prisen »paa Grund af, at hans Produktion i en lang lang Aarrække havde været i stadig Nedadgaaen«, opfordrede Harry Søiberg Forfatterforeningen til at sætte en underskriftindsamling i gang i Nexøs favør, men fik det svar, at sligt ville være i strid med foreningsvedtægterne. Hermed strandede det forsøg.

Som det fremgår af Søibergcitatet var også Johannes V. Jensen med i det noble felt i disse år, om end man altså i visse kredse vurderede, at det ikke var ham, der kunne tilsikre nationen en ny litterær Nobelpris. Jensen havde været på Svenska Akademiens dagsorden siden 1925 og opnåede at blive indstillet 18 gange, formentlig en rekord.

Det var Akademiets magtfuldeste medlem, Per Hallström, der år efter år udarbejdede sagkyndige rapporter til Nobelkomiteen om Johannes V. Jensens forfatterskab, som voldte ham ærgrelse og bragte ham i affekt, men som dog bevægede sig og ham i den 'rigtige' retning.

I 1925 havde han gjort det ganske klart, at Jensen ikke fortjente en Nobelpris: »Dette turde være aldeles udelukket, om man i ringeste måde lægger vægt på kravet om ideel orientering«.

Netop i 1938 følte han trang til at beklage, at Jensen i stedet for at opføre sig som et civiliseret menneske havde ført sig skrydende frem som kraftgenialsk orakel, for 'Paaskebadet' havde overrasket ham med »umiddelbar og klingende sang, i bevidst anknytning til den danske guldalders skønneste digte«.

Men det var svært at bære over med den syndige bagage, som manden bragte med sig - alt det udviklingsfascinerede og traditionsnedgørende, som jo også ville blive blåstemplet, om man gav ham Nobelprisen.

---

I de første krigsår gennemførte man nobelproceduren, men uden at udpege pristagere. Da det forlød, at 1944-priserne ville blive uddelt, lod rygtet sig vedholdende forlyde med, at Johannes V. Jensen var spidskandidat.

Han opnåede dog kun tre af de fem mulige stemmer, bl.a. netop Hallströms. Denne havde undladt at stemme året før, men siden læst 'Folkeslagene i Østen' og af dette ikke specielt betydelige skrift ladet sig overbevise om, at fremskridtets apostel nu var blevet »poet nok og nu også menneske nok« til at have sympati for skønheden i den af udviklingen overhalede primitive verden.

Den komplicerede historie om Johannes V. Jensens lange rejse mod Nobelprisen har jeg fortalt i det nævnte værk, 'Neighbouring Nobel'. Den er ganske særlig interessant, fordi prisens 100-årige historie langthen former sig som en kamp om fortolkningen af udtrykket 'idealisk riktning', og fordi Jensens kandidatur i høj grad anfægtede selve dette ideale syfte.

I øvrigt blev prisen på grund af krigssituationen, men næppe i overensstemmelse med Svenska Akademiens hensigt, udlagt som et håndslag til det kæmpende broderfolk.

Dette rundskue over dansklitterære Nobelpriskandidater kan ikke standse, uden at alle de, der blev indstillet i århundredets første halvdel, er blevet nævnt. Det drejer sig om 16 forfattere, og påfaldende mange af dem er ikkeskønlitterære. Det gælder litteraturkritikeren Brandes, filosoffen Høffding, religionshistorikeren Grønbech, polarforskeren Knud Rasmussen og kulturhistorikeren T. Troels-Lund.

Af de nævnte skønlitterære forfattere kom i hvert fald Drachmann, Nexø og Rørdam ikke i nærheden af prisen. Det samme gælder to unævnte, Jeppe Aakjær og Johannes Jørgensen.

Knudsen og Recke fik prisen i sigte, men det er svært at se bort fra, at det kun skete, fordi de blev brikker i spil med andre præferencer; spil, der også - i specielle verdenshistoriske situationer - drejede sig om, at lille Danmark stod for tur eller fortjente en opmuntring.

Karen Blixen er ofte blevet nævnt som Nobelpriskandidat. Nuværende akademisekretær Horace Engdahl har udtalt, at hun repræsenterede en utilgivelig undladelsessynd. Hun blev indstillet i 1950 og formentlig oftere siden.

Da Hemingway i 1954 fik prisen, nævnte han i et berømt interview, at han »ville have været lykkelig - lykkeligere - i dag, om prisen var gået til den vidunderlige forfatter Isak Dinesen«, ord, som gik verdenspressen rundt og opmuntrede Karen Blixen og øgede »hendes egen forventning om på et eller andet tidspunkt at stå som prismodtager«.

Til gengæld skal Fredrik Böök have udtalt, at baronessen ville blive holdt fra fadet, så længe det stod til ham. Det har også for hende været en blandet fornøjelse at have Nobel som nabo.