Morten Ramsland har boet så mange år i Aarhus, at mange sætninger helt naturligt afsluttes med det gode lokaludtryk ’egår’. Foto: Tor Birk Trads.

Morten Ramsland har boet så mange år i Aarhus, at mange sætninger helt naturligt afsluttes med det gode lokaludtryk ’egår’. Foto: Tor Birk Trads.

Morten Ramslands historier vokser frem i en boble i Midtbyen

I sin arbejdslejlighed i Aarhus har Morten Ramsland de seneste syv år skrevet på to romaner. Den ene – en saftig historie, der rækker tilbage til middelalderen – udkommer til marts. Den anden venter lige nu på at blive skrevet igennem igen og igen og igen ...

Bøger

For syv år siden fik Morten Ramsland udgivet romanen ’Sumobrødre’. Ja, der er faktisk gået syv år.

Forklaringen på den lange romanpause ligger på et lille bord i hans arbejdslejlighed i Midtbyen i Aarhus. I løbet af de syv år har han nemlig ikke kun skrevet på en, men hele to romaner.

Den ene har han netop afleveret de sidste rettelser til, og den udkommer til marts med titlen ’Æg’.

Den anden har han foreløbig skrevet igennem 11 gange, og han er så langt i arbejdet med den, at han regner med, at den kan udkomme allerede næste år.

»Jeg begyndte at skrive på ’Æg’ lige efter udgivelsen af ’Sumobrødre’. Når jeg begynder på en roman, skriver jeg intensivt i omkring et år, og derefter bearbejder jeg historien. Typisk tager det mig fire år at skrive en bog, men da jeg havde skrevet ’Æg’ igennem første gang, var der pludselig en anden roman, der pressede sig på, og den brugte jeg så tre år på at skrive«, fortæller Morten Ramsland.

En del forfattere ville få nervøse trækninger, hvis der gik syv år, uden at de fik udgivet en bog, eller også ville deres bankrådgiver, men Ramsland er ikke, som forfattere er flest. Han har skrevet tre romaner. Den første kom i 1998 og hed ’Akaciedrømme’, og den husker de færreste. Til gengæld kender de fleste de to følgende, ’Hundehoved’ og ’Sumobrødre’. Alene ’Hundehoved’ er solgt i 250.000 eksemplarer.

Den kommende roman er en klassisk Ramsland. I formen en blanding af ’Hundehoved’ og ’Sumobrødre’. Den begynder i et nutidsplan med nogle personer, der kunne være vores naboer, men snart er læseren kastet ind i fabulerende fortælling, der rækker 700 år tilbage. En dreng leger nede i mosen. Han får proppet en skrubtudse i kæften, og hans brutale legekammerater prøver at slå den ihjel ved at give drengen nogle syngende lussinger. Skarnsstregerne løber af sporet. Drengen ender i mosen, hvor han i sidste øjeblik reddes fra at drukne, men noget er gået galt.

I tiden efter ulykken går drengen rundt om natten og taler med usynlige skikkelser. Oldgamle fortællinger synes at rase inde i ham. Medicin hjælper ikke, og til sidst ser moren ingen anden udvej end at køre ham ud til morfaren, som i årevis har forpestet resten af familien med historier fra gamle dage. Det er her, hos morfaren, at de fabulerende fortællinger begynder.

»I starten af romanen siger morfaren: Hvad skal vi stille op med det hele, hvis vi ikke kender historien? Det er en nøglesætning. Livet giver kun mening i kraft af historierne. Det er sådan, jeg tænker. Både med ’Æg’ og mine andre bøger«, siger Morten Ramsland.

Forfatterens trofaste fans hører måske allerede en klokke ringe? Drengen, der leger i mosen? Morfaren, der fortæller historier? Ja, den er god nok. Der er forbindelse tilbage i forfatterskabet.

»Morfaren er en biperson i ’Sumobrødre’. Han ringer til familien om natten og insisterer på at fortælle rablende historier. Drengens lillebror kalder ham telefonmanden, men af en eller anden grund har familien ikke forbindelse med ham ellers. Moren knalder altid røret på, når han ringer«.

Her er vi ved et af de centrale emner i Morten Ramslands forfatterskab, som morfaren i ’Æg’ allerede har antydet. At vi som mennesker navigerer i vores liv ved at forholde os til historien.

»Nogle gange bliver man nødt til at slippe historien, hvis man skal forsøge at leve sit eget liv, ligesom moren der ikke gider høre på morfarens historier. Andre gange skal man forsøge at tage historien til sig, hvis man skal genfinde sin plads i livet«, siger Morten Ramsland.

Det gyldne æg vandrer

I forfatterens nye roman er det ægget, der er symbolet på historien. Det vandrer fra generation til generation. I det ene slægtled er man sikker på, at det kun vil bringe ulykker med sig, så det optimale vil være at grave det langt ned i jorden. I andre slægtled leder og graver man som besat for at finde det gyldne æg, som kong Erik Menved engang efterlod sig i sengehalmen hos en af Nielsstrups unge kvinder, i øvrigt sammen med de første stadier til et drengebarn.

Hvis man som læser får gabereflekser ved at høre, at ’Æg’ foregår i middelalderen, og at Erik Menved og hans folk optræder allerede i begyndelsen, kan man dog godt slappe af, for det er hverken historien om, hvordan kongen og adelen regerede landet i 1300-tallet, eller forklaringer om, hvordan bonden lavede mad eller reparerede sine redskaber.

Historierne, der strømmer ud af drengens morfar i ’Æg’, er på ét plan en slægtshistorie i fem led, men det er samtidig en række vilde fortællinger om, hvordan almuen lader sit almindelige liv styre af mystik og overtro

»Det er mere en gal morfars fantasier om middelalderen, end det er en sædeskildring fra middelalderen«, siger Ramsland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Fantasierne er ikke altid for sarte sjæle. En kvinde smider sit lille barn på møddingen, fordi hun er sikker på, at det er forbyttet, og mens maddikerne arbejder, og barnet synker længere og længere ned i møget, venter moren på, at ellemor kommer og bytter barnet tilbage til det rigtige. Et andet sted i romanen presser en kvinde en levende fisk op i sig selv, fordi det skulle gøre noget særlig godt for mandens kærlighed.

»Når det gælder middelalderen, har vi altid hørt så meget om kongerne og de højere samfundslag, ligesom der er fortalt meget om kristendommen. Vi har hørt meget mindre om myterne, folketroen og det folkelige liv, og det er netop det, jeg har ladet mig inspirere af. Jeg er faktisk blevet overrasket over alle de overtroiske ting, folk har foretaget sig«, fortæller Morten Ramsland.

Han har ikke tidligere interesseret sig for middelalderen som romanstof. I sine første romaner har han skrevet om tidsperioder, hvor han har haft det meste af den nødvendige viden på forhånd.

Når det eksempelvis i ’Hundehoved’ har handlet om 1930’erne, har han dog nogle gange været nødt til at foretage efterresearch, men det var slet ikke nok, da han skrev ’Æg’.

I reolerne bag hans skrivebord i det indre Aarhus ligger der bunker med etnologiske bøger, han har været nødt til at læse undervejs for overhovedet at få hold på sit stof. Han har læst bøger som V.J. Brøndegaards ’Folk og fæ’ og Mads Lidegaards bøger om hellige sten, træer og helligkilder, og når han kunne se, at etnologernes dokumentation slap op, tog hans egen fantasi over.

»Hvis de kan fortælle, hvad der var fremtrædende hos folk i 1600-tallet, har jeg tænkt, at så må det have været endnu mere udtalt i 1300-tallet, men det er så noget, jeg selv tolker ind«.

Nu kunne det lyde, som om forfatteren har studeret dansk etnologi for at lede efter nye historier, men sådan har det aldrig fungeret for ham. En gang imellem drømmer han godt nok om at være en meget struktureret forfatter, der kan planlægge en historie og derefter skrive den. Det sker dog oftest, når han er havnet i et morads af en fortælling, han ikke helt kan få styr på. I dag har han lært at leve med sin arbejdsmetode. Først lader han sig intuitivt føre af sted af fortællingen. Derefter ligner alt kaos i en periode. Så skriver han om og om og om og om ... og til sidst bliver det til en roman.

Ligesom med Hundehoved

»Nogle gange bliver jeg da ramt af tvivl og tænker, at det aldrig bliver til en bog, men så fortæller min kone, at jeg havde det på samme måde med ’Hundehoved’, men det har jeg jo glemt«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

For Morten Ramsland foregår arbejdet med en roman i en boble. Her befinder han sig i mindst et år. Om morgenen cykler han ad Brabrandstien til Midtbyen, hvor han skriver til kl. 15. Bogen fylder alt. Han opsiger avisabonnementer og holder op med at læse kulturstof og bogtillæg.

»Hvis ikke jeg gør det, kommer jeg til at stå udenfor og kigge ind på mig selv i stedet for at være inde i skriveprocessen. Hvis jeg nu var flyttet til København, havde jeg gjort det samme. Man bliver påvirket af, hvor man har sin hverdag. Når jeg eksempelvis kommer til København, er det pludselig et sted, som er uberørt af hverdag. Der står jeg ikke op kl. 6.15 for at smøre madpakker eller tage til gymnastik med børnene. Jeg får en ro og en frihedsfølelse af at være i København«.

I øjeblikket er Morten Ramsland uden for boblen. ’Æg’ skal sendes ud i verden, så han kan komme videre med det manuskript, der ligger og venter. Her er han tilbage i det selvbiografiske stof. Om ikke så længe går han i gang med gennemskrivning nummer 12.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce