Bragene fra Globus og Riffelsyndikatet rungede gennem Storkøbenhavns gader i juni 1944. Begge virksomheder blev ramt af nogle af besættelsesårenes største industrisabotager, som fik de allierede til at sende rosende hilsener til sabotørerne.

’Brandt’ alias Børge Thing var både en af arkitekterne bag sabotagerne og samtidig operativ leder under de partisanlignende angreb. Nu har hans søn, kulturhistorikeren Morten Thing, der tidligere har udgivet en portrætskitse af faren, skrevet en egentlig biografi, og det har han gjort godt og vedkommende.

En naturlig autoritet
Blikkenslageren Børge fra det ’hellige’ Herning kommer til København og møder den unge dansk-jødiske Dora, som trækker ham med ind i det kommunistiske miljø og parti.

Anmeldelse

Morten Thing: 'Sabotøren. Min fars historie'

Nemos Bibliotek. 384 sider, 299 kr.

I 1942 er Børge Thing med i nogle af de første sabotageforsøg inden for det, der skal blive til modstandsorganisationen BOPA. Han anholdes af dansk politi, men hjælpes til flugt under en hospitalsindlæggelse i sommeren 1943. I det tidlige 1944 rammes BOPA-ledelsen af en alvorlig optrevling, og samtidig afsættes topfiguren Eigil Larsen.

I denne pressede situation udviklede den blot 26-årige Børge Thing sig til en naturlig autoritet i spidsen for en stor del af svendene, lærlingene og studenterne i BOPA.

Fra januar 1944 udviste han organisationstalent, mod, handlekraft, grundighed og engagement over for de unge sabotører, der fra slutningen af 1944 gjorde ’Brandt’ til den egentlige leder af BOPA.

I oktober 1943 havde Dora Thing med parrets lille datter overlevet en forfærdelig flugt over sundet til Sverige. Derefter måtte kommunikationen mellem ’Børgechen’ og Dora foregå via illegale kanaler og legalt under falske navne.

De ofte lange uddrag af disse breve hører til bogens klare forcer og giver sammen med uddrag af de sabotagerapporter, ’Brandt’ udfærdigede, en række ufiltrerede glimt af BOPA’s modstandsarbejde i København.

De svære år efter krigen
Biografien trækker også på bogen ’Sabotage’, som Børge Thing udgav i 1945 under sit nom de guerre i samarbejde med en journalist.

Han skrev allerede på bogen under krigen, og den står den dag i dag som en af de vigtigste af en modstandsmand overhovedet og er med sit narrative afsæt i BOPA som kollektiv langt fra nogen selviscenesættelse af ’Brandt’.

LÆS OGSÅ 14-årig skriver rystende dagbog fra kz-lejr

’Sabotøren. Min fars historie’ er ikke et køligt, neutralt portræt. Det er det vel aldrig, når en søn biograferer sin berømte far!

Morten Things biografi stiller sig engageret på ’Brandts’ side, og det lever man fint med, fordi bogen forholder sig til kritik, og fordi den for eksempel er omkring nogle af modstandskampens omkostninger. Allerede under krigen formulerede Børge Thing sin bekymring for ’bagefter’ – hvad skulle han stille op med sit liv, når freden og normaliteten kom?
Modstandskamp.  BOPA's ledelse fotograferet i foråret 1945. Børge Thing yderst t.v. Foto: Fra bogen.
Han fik en ulykkelig karriere i hæren, en tid decideret chikaneret og indtil afskeden i 1956 betragtet som en sikkerhedsrisiko, fordi han var kommunist. Siden blev Børge Thing reklamedirektør, men havde det som andre tidligere modstandsfolk svært efter krigen.

Måske havde også han brugt sig op i korte, hektiske og voldsomme år under besættelsen. Uden at gå dybere ind i udsagnet citerer Morten Thing ham et sted i bogen for at tvivle på, at modstandskampen overhovedet havde været ofrene værd.

Ansvarsfølelsen for de døde modstandskammerater tyngede stadig. Alkoholen var sovemedicin og midlet, den generation brugte til at tackle nætternes lange skygger fra besættelsestiden. Børge Thing døde i 1971 af en leverkræft, der skyldtes thoratrastinjektioner godt 30 år tidligere.

Anbefalelsesværdig
Hvad drev ’Brandt’?

At det var det kommunistiske engagement, der fik blikkenslageren fra Herning ind i modstandsarbejdet, er der ikke tvivl om – men ville han opnå noget ud over at bekæmpe Nazityskland?

Morten Thing mener ikke, at kommunisterne via BOPA kunne barsle med kupplaner. Umiddelbart er det vanskeligt at se et menneske som Børge Thing indgå i den slags konspirationer endsige forestille sig ham møde Den Røde Hær med blomster.

LÆS OGSÅHer er den skjulte historie om krigen i Grønland

På den anden side hørte han til de loyale partisoldater og abonnerede som sådan på kommunistiske fremtidsvisioner, indtil han forlod DKP i 1958. Imidlertid er der ud over hans tanker om en dansk folkehær trykt i et illegalt blad ikke meget i bogen, der belyser, hvordan han forestillede sig Danmark og DKP i efterkrigstiden.

Det kunne ellers have gjort en god og anbefalelsesværdig biografi om en vigtig modstandsfigur bedre, men kilderne mangler vel.

Selvopholdelsesdriften
Motivsporet er mere enkelt i tilfældet Wulf Schmidt. Den unge mand fra Aabenraa, der blev dobbeltagent i britisk tjeneste, blev ikke styret af andet end selvopholdelsesdrift og tilfældighedernes spil. Det er i hvert fald det billede, man får af ham i Simon Olsson og Tommy Jonasons ’Tate’.

Wulf Schmidt fra det tysksindede hjem i Aabenraa stod efter nogle år i Sydamerika og Afrika i 1940 i Hamburg uden en klink.

Anmeldelse

Simon Olsson og Tommy Jonason: 'Tate. En dansk-tysk dobbeltagent under Anden Verdenskrig'

Oversat fra svensk af Arvid Honoré efter 'Dubbelagent Tate'.

Nyt Nordisk forlag Arnold Busck. 306 sider, 249,95 kroner.

LÆS OGSÅRoman om modstandskampen skæmmes af fejl og klicheer

Nu blev han hvervet af den tyske militære efterretningstjeneste, Abwehr, og i september 1940 landede han som agent 3725 i England i en spionage- og sabotageoperation, der var et led i de tyske invasionsforberedelser.

Hele arrangementet var forrygende dilettantisk. De tyske agenter var udstyret med falske papirer, som kunne få selv den søvnigste bobby til at slå alarm, og som om det ikke var nok, sørgede ganske mange af Abwehr-spionerne for at gøre opmærksom på sig selv som frisklandede dummköpfe fra kontinentet.

Overvurderer agenten
En agentkammerat havde angivet Wulf, allerede før han ankom, og Wulf blev straks anholdt. Han lod sig rekruttere af MI5, den britiske sikkerhedstjeneste, under dæknavnet Tate. MI5 kørte et velsmurt dobbeltagentprogram og fik i Tate opdyrket en vigtig agent, som igennem mere end fire år, helt til maj 1945, systematisk vildledte Abwehr.

Mange af hans hundreder af rapporter er bevaret og er interessante indblik i, hvilken viden tyskerne ønskede sig: Han fodrede de taknemlige Abwehr-folk i Hamburg med informationer om vejrudsigter, fødevareforsyninger, våbenfabrikker, militærbaser, effekten af Luftwaffes angreb og ikke mindst vildledning i forbindelse med de allieredes invasionsforberedelser.

MI5 måtte konstant overveje, hvor mange korrekte lunser fakta, misinformationen skulle tilsættes for at hindre Abwehr i at fatte mistanke til deres spion.

Det er en spændende historie, men der er støj på linjen med en mangelfuld korrekturlæsning og en række faktuelle fejl – mest udpræget kaldes V1, der var en flyvende bombe, konsekvent en raket. Tates værdi for MI5 er indlysende, og Abwehrs tilfredshed demonstreres for forfatterne af, at han fik stillet en formue til rådighed og blev dekoreret in absentia.

LÆS OGSÅDanske filmchefer var overivrige med jødecensur under besættelsen

Problemet med bøger som ’Tate’ er, at man ofte sidder tilbage med fornemmelsen af, at de overvurderer den enkelte agents betydning for de militære og politiske begivenheder.

I tilfældet Tate kan Olsson og Jonason dog via tyske kilder dokumentere, at i hvert fald hans misinformation om britiske minefelter ved Irland faktisk direkte påvirkede tysk ubådssejlads.

FACEBOOKBliv ven med Politiken