Hvordan ender et hippiebarn, opvokset i kollektiv og uden specielt mod på idræt eller skolegang, med at dyrke den hårdeste sport af dem alle?

Torbjørn Sindballe var en af verdens bedste triatleter på den lange distance (3,8 km svømning, 180 km cykling og 42,195 km løb). For et år siden måtte den 33-årige atlet sige stop til livet som professionel på grund af en medfødt hjertefejl.

Men inden da lykkedes det ham gang på gang at bevise, at man kan, hvad man vil. I hvert fald hvis man øver sig på den rigtige måde.

En bog om motivation
Og denne jernmand er så reflekteret og bevidst om sine mentale processer, at det ikke ender som en bog om triatlon, men som et lærestykke om, hvordan man skaber sin egen motivation og bliver på sporet trods livets turbulens.

Egentlig begynder historien om teenageren Tor som alle andre historier om unge, retningsløse mænd. Han driver rundt i Albertslund vest for København og er ikke ret optaget af noget som helst. Indtil han prøver at køre cykelløb.

Solgt på triatlon
Her opdager han for første gang, at han genetisk kan optage og omsætte mere ilt end andre mennesker. Han oplever sin første succes.

Da han så falder over triatlon – og ikke mindst ser de stramme heldragter, som udøverne har på – er han solgt.

Han ønsker sig en rigtig racercykel, bruger sine sparepenge på eksotiske triatlonmagasiner, som de kun har i kiosken på hovedbanegården, og han drømmer om sin egen, tætsiddende dragt.

Sanselig dannelsesrejse
Efter gymnasiet begynder han at læse idræt, hvor han kan fordybe sig i pulstræning, fedtforbræning og glukosepolymerer. Mens han fabler om nanocarbon, aerodynamik og det perfekte speedsuit.

For sådan er triatleter. De er døgnet rundt optaget af at optimere deres krop, deres træning og deres udstyr.

Måske et lidt snævert emne for de fleste læsere, men nu kan fætter Stålben her altså både skrive og tænke. Så bogen bliver en sanselig og en kognitiv dannelsesrejse, der giver mening langt ud over triatlon og ekstrem sport.

Han bruger sit studie og sit intellekt til at finde ud af, hvordan han kan komme videre med sin sport. Det første, han undersøger, er, hvor meget der er medfødt. Her viser det sig, at det ikke kun handler om særlige evner.

Sportsfolk, musikere og videnskabsmænd får succes, hvis de har en ’deliberate practice’. En særlig måde at leve og øve sig på er vigtigere end generne.

Og at øve sig godt er ikke nødvendigvis det samme som at knokle løs morgen, middag og aften. Faktisk er ’hvordan’ vigtigere end ’hvor meget’.

Alenetid er vigtigt
En af de andre nøgler er, at man giver sig god tid til at øve alene. Den, der kun spiller med sit orkester eller træner med de andre, vil begrænse sig. Alenetid er vigtig, finder Torbjørn Sindballe, der ellers er født og opvokset i kollektiv, ud af.

Og så gør han en super interessant opdagelse. At man kan dele mål for succes ind i tre grupper: resultat, præstation og proces.

Det, de fleste forbinder med sport, er resultater. At man slår konkurrenten. Men det er faktisk en dårlig målestok for den seriøse idrætsmand.

Succesoplevelser
Der er ikke ret meget motivation i at blive slået af en, der er meget dygtigere. Og endnu værre, hvad nytter det at vinde, hvis nummer 2 bare ikke er særlig stærk lige nu?

Præstationsmål er lidt bedre. Altså man definerer et delmål for sig selv. Her får man succesoplevelsen også uanset det samlede resultat.

Og hvis man bygger sine præstationsmål op på en fornuftig måde, kan mosaikken af små delmål tilsammen gøre, at man udvikler sig.

Danmarks eneste Ironman
Endnu smartere er det ifølge Torbjørn Sindballe at træne mod procesmål – at fokusere på kvalitative forbedringer hos sig selv. For eksempel løberytmen, svømmetaget eller en særlig fase af cykelløbet.

Her kan man virkelig optimere – uanset hvad konkurrenterne så ellers har travlt med.

Kort sagt. Danmarks eneste triatlet, der har været på podiet til den legendariske Ironman på Hawaii og kan bryste sig med to verdensmesterskaber, lærte sig selv, at den her sport skal vindes på egen banehalvdel.

Det gælder bare om at bide tænderne sammen og komme i gang.

Automatviljen
Og når man bliver rigtig god, har man udviklet det, som Torbjørn Sindballe kalder ’automatviljen’. Den er så stærk, at man fortsætter.

Trods modvind og styrtregn. Trods skader. Trods alvorlige problemer på hjemmefronten og skilsmisse. Trods det, der viste sig at være en manglende hjerteklap og et forstørret hjerte. Som han selv udtrykker det:

»Lidenskaber kan både være en velsignelse og en forbandelse«.

Gik hele vejen
Ikke mange af os, der kommer til at sidde med bogen ’Den perfekte præstation’ i hånden, nærmer os livet så kompromisløst og indædt som Torbjørn Sindballe.

Men selv om man måske ligger til en ’middelmådig og noget rutinepræget præstation’, bliver man alligevel en lille smule opstemt af at læse om et menneske, der gik hele vejen.

Så er det, man sidder og drømmer om at krybe i en tætsiddende lycradragt og bare gå derud og gøre det. Måske ikke helt så hurtigt og helt så længe ad gangen. Men alligevel. Gøre det.