I første bind af norske Karl Ove Knausgårds omdiskuterede, beundrede – og af visse nærtstående forkætrede – selvbiografiske seksbindværk, ’Min kamp’, var lange stræk af den flersporede beretning centreret om faderfigurens liv, død og især efterladenskaber, samt om fortællerens barndom og ungdom.

LÆS ANMELDELSEKnausgårds roman er ren læsefryd (6 hjerter)

Nu er andet bind udkommet på dansk i Sara Kochs opmærksomme oversættelse – så renset for fejl, som man med rimelighed kan forlange af så omfangsrigt et værk – og her spiller faderen næsten ingen rolle.

I stedet følger vi den relativt etablerede forfatter, der flytter til Sverige, stifter familie og samtidig prøver at leve op til sin debut og sin Nordisk Råds-prisnominering. Samt at finde det, han bare må skrive.

Det dobbelt Sverige
For dem, der ikke vidste det, vil jeg påpege, at kombinationen af skrivende, skabende, forskende mennesker og familieliv er en bombe! Og Knausgård går så tæt på frustrationerne, både sine egne og den i fortiden psykisk skrøbelige barnemoders, at læseren næsten fysisk mærker dem.

De går naturligvis på at få arbejdsro, rum til at skrive (nu er det nemlig ikke kun kvinders og mødres problem).

INTERVIEWNorsk bestseller: Følelsen af eksistens er ens for alle

Men rapporterne fra lortebleer, barnevognstrilning og opvask er, ligesom rengøringen efter faderens død, blot et af romanens vigtige spor; der er også manderollen, forfatterrollen og nordmandens undren over det dobbelte Sverige, så korrekt og så frisindet, så høfligt og så hårdt, så demokratisk og så ekstremt klasseopdelt.

Og så er der jo den udknaldede russiske underbo, en callgirl, der tyranniserer med egen larm og klager over overboens. Såre banalt og genkendeligt.

Pifter læserens forventninger
Samtidig er fortælleren så gammeldags, at han foragter sig selv, når han ikke optræder machoagtigt. Han er sig smerteligt bevidst, at han – i egen indbildning, forekommer det læseren – gerne vil behage alle; det sætter ham ofte under noget, han kalder ’socialt krydspres’.

LÆS OGSÅ Norsk wonder boy er en våd anmelderdrøm

Knausgård har et gennemgående, kneb kan man næppe kalde det, men så særkende, der nok siger mere om læserens vaner og forventninger end om forfatteren: Når han som led i sin selektive dokumentarisme introducerer en oplysning, så tror jeg, den har en betydning i det følgende. Og der bygges en lille spænding op.

For eksempel når han giver vennen klokkeslættet for, hvornår han skal være på den afsides liggende højskole i hjemlandet, hvor han skal holde et frygtet foredrag. Man tror, han kommer for sent. Men nej, det tidspunkt har ingen betydning som andet end angivelse af, at der er god tid til sightseeing. Og det fungerer helt fint.

I det hele taget fungerer alt i denne roman, men det er, bilder jeg mig ind, fordi den intellektuelle bund er så solid og niveauet så højt. Fortællerens overvejelser om Dostojevskij, Tolstoj og Hamsun er fine, originale miniessays.

En schweizerost uden ost
656 sider med kun det ville være for meget og kunne næppe holde niveauet, og 656 sider med børnefamilielivets genvordigheder ville være uambitiøst. Men blandingen er perfekt.

Og så bør Knausgård være sin samtalepartner og ven Geir Gulliksen taknemlig for hans rolle i nogle af bogens mest morsomme, hudløse, forfængelige, bidske og navlepillende passager. Et sted siger Geir:

»Der er ikke noget sted, hemmeligheder er så trygge som hos dig (…) Du glemmer jo alting. Din hjerne er som en schweizerost uden ost«. Det er ekstra morsomt i lyset af de over 3.000 sider, Knausgård har skrevet om sit liv med et utal af huskede (?) detaljer.

Afslører arbejdsmetode
I dette bind løfter han sløret for arbejdsmetoden, for det er her, på de sidste sider af andet bind af ’Min kamp’, han så småt går i gang med at skrive ’Min kamp’.

KRONIK Balladen om Karl Ove

For »i nogle notater, jeg tog, da jeg var atten, og af en eller anden grund ikke havde skilt mig af med, stod der »poser med øl i grøften«, det hentydede til en nytårsaften da jeg var ung (…)«.

Ja, uden notater var det måske ikke gået. Så gud ske lov for dem.