Som barn tissede han i sengen. Han voksede op på et katolsk børnehjem i 1920’ernes Nakskov, søstrene tævede ham og bandt gennemtissede lagner om hovedet på ham.

»Drengen skal mærke, at det her er alvor, og derfor skal han have prygl, når han tisser«, havde doktoren sagt. Og sådan blev det.

Skæbnen har Fanden skabt, for William Brorson var egentlig født ind i en velhaverfamilie. Men han kom til verden uden for ægteskabet og blev derfor overladt til en helt anden og mere ubehagelig verden – først hos de katolske søstre og siden på andre menneskefjendske børneinstitutioner.

William Brorsons livsbane var bestemt: Han gik fra institutionsverdenen ind i underverdenen, og i 1946 var det hele slut, før det næsten begyndte, da han blev idømt livstid for et dobbeltmord begået i den ’politiløse’ tid i 1944.

Vanskeligt at overskue sammenhængen
Det er netop i 1944, at journalisterne Jeppe Facius og Anders-Peter Mathiasen begynder deres fortælling om den danske underverden 1944-2004, ’Fra Edderkoppen til Makrellen’.

Og den kriminelle livstidsfange William Brorson er på mange måder en gennemgående person i fortællingen – hvilket bekommer den samlede fortælling vel, eftersom der ikke er så mange andre gennemgående personer eller temaer i den 60-årige udviklingshistorie.

Faktisk virker den en smule tilfældigt sammensat. De enkelte kapitler er underholdende og interessante hver for sig, men det er vanskeligt at gennemskue, hvad det er for en overordnet fortælling, forfatterne har ønsket at formidle til deres læsere.

Skidt journalistik og kampen med en pornokonge
Beretningen begynder i krigens København, hvor befolkningen sværtes til af sortbørshandlere som Svend Aage Hasselstrøm alias Edderkoppen.

Senere stævner vi ud sammen med 1960’ernes smuglerkonger, der henter billige smøger og banderoleløs sprut i Østtyskland – over Øresund (?). 1970’ernes pornokonge og ejendomsspekulant Svend Thevis får herefter et ordentligt fur af forfatterne, før vi slutter af med Den Store Rockerkrig i 1990’erne.

Journalister er i øvrigt en anden gennemgående figur i bogen, ikke mindst den mangeårige EB-journalist Poul Dalgaard, der som ung skriverkarl på Social-Demokraten var med til at fælde Edderkoppen.

Facius og Mathiasen er selv journalister med stort J, og i deres selvforståelse er det journalister, der fælder forbrydere – ikke politi og anklagere.

En af Poul Dalgaards årelange kampe på den konto stod med Svend Thevis.

Der er ingen tvivl om, at vi læsere skal have sympati med ’Dalle’, men det hører med til historien – og dén får Mathiasen og Facius heldigvis også lige nævnt – at Ekstra Bladet i alt måtte betale erstatning og trække hele 53 artikler tilbage om Svend Thevis. 53! Man kan altså bestemt ikke udelukke, at ham Thevis var en skidt karl.

Men det tyder unægtelig også på, at der blev lavet noget temmelig skidt journalistik ...

På fri fod hos Møllehave
Kvalitetsjournalistik skulle man åbenbart købe Ugens Rapport for at få. Det var nemlig dette kulørte herreblad, som i 1973 satte spot på, at William Brorson på det tidspunkt havde siddet i brummen i næsten 28 år, trods den sædvanlige livstidsdom på 16 år.

Digteren, røveren og revolvermanden blev således – kort efter pornoredaktør Kurt Thyboes indblanding – sat på fri fod.

Han endte sine dage i 2006, 84 år, på Svendborg Sygehus efter at have boet et par årtier i Johannes Møllehaves sommerhus på Langeland.

FACEBOOKBliv ven med Politiken