Filmen 'Den tredje mand' blev valgt som nummer 57 blandt alle tiders bedste film, da man inden for filmbranchen gjorde status over det 20. århundredes begivenheder på det hvide lærred. Mange husker både Anton Karas kendingsmelodi og jagten i Wiens underjordiske kanaler på den fløjtende Orson Welles, alias Den tredje Mand eller Harry Lime. Graham Greenes roman Den tredje mand udkom på dansk i 1950. Samme år blev Frode Z. Olsen født i København, og nu mere end et halvt århundrede senere har den skrivende politimand gendigtet Den tredje mand i en nutidig version. Frode Z. Olsen er kriminalinspektør på Frederiksberg og romanen med titlen 'I Skyggen af den tredje mand' udkom på forlaget Forum i torsdags. Har du stjålet fra Graham Greene kriminalinspektør? »Det synes jeg bestemt ikke, at jeg har. Men på basis af mine egne erfaringer med internationalt politiarbejde i Wien prøver jeg at forestille mig, hvilken historie Graham Greene kunne have skrevet, hvis han var kommet til Wien i 1991 og ikke i 1948. I Graham Greenes roman er Harry Lime en sortbørshandler, der er skyld i børns død, fordi han sælger fortyndet penicillin. I vore dage er det narkohandlerne, der slår unge mennesker ihjel, så dem har jeg skrevet om«, forklarer Frode Z. Olsen. Realistisk Men selv om intrigen inkluderer mord, en attraktiv kvinde i knibe og en dramatisk jagt på Den tredje Mand i Wiens undergrundsbane, så er det ikke en traditionel spændingsroman. Forfatteren bedyrer, at han ikke har skrevet bogen for at underholde, men for at give et autentisk billede af det internationale politiarbejde. Frode Z. Olsens baggrund giver da også troværdighed til historien. Han begyndte som uniformeret gadebetjent i København. Efter seks år kom han til kriminalpolitiet og arbejdede fem år i narkoafdelingen, inden han i 1986 blev flyttet til Interpols danske afdeling. I 1991 blev han sendt til Wien, som de skandinaviske landes internationale narkotika-forbindelsesofficer med Sydøsteuropa og Balkan som sit arbejdsområde, og fra 1994 arbejdede han for rigspolitiet og bagmandspolitiet i Danmark. »Jeg har forsøgt at lave en beskrivelse af vor tids politiarbejde. Jeg har ikke på noget tidspunkt tænkt på, at nu skulle jeg huske at underholde, som for eksempel Agatha Christie, som lader folk slå ihjel, når handlingen går lidt i stå. Jeg har forsøgt at lave en sand beretning om arbejdet ud fra en tænkt sag, der bygger på de tusindvis af sager og hundredvis af menneskeskæbner, jeg har set. Handlingen i romanen kunne sagtens have fundet sted i virkeligheden. Den er summen af en masse fællesnævnere, og det håber jeg så er interessant nok, til at folk vil bruge tid på det«, siger Frode Z. Olsen. I romanen lader forfatteren en af de internationale politifolk sige, at der »i vore dage er mange pæne mennesker, der danner sig et billede af virkeligheden på baggrund af kriminalfilm produceret for at underholde snarere end for at dokumentere sandhed«. Myten om Edderkoppen En de fiktionsbaserede myter, som Frode Z Olsen vil gøre op med er karakteristikken af bagmanden som en edderkop fra samfundets mere solfyldte side: En politiker, en indflydelsesrig embedsmænd eller en forretningsmand med en pæn facade, som supplerer sin indkomst med narkopenge. »I virkeligheden er bagmændene ofte den intelligente gadebisse, der har arbejdet sig op. Ham der er flasket op med vold, men som forstår at hæve sig i kredsen af forbrydere, fordi han er kvik og kan lære af egne fejl. At der skulle findes alle disse højt placerede edderkopper rundt omkring, som aldrig bliver fanget, er en myte«, forklarer Frode Z. Olsen. Men det internationale politisamarbejde har også sine begrænsninger. Dels på grund af bureaukrati, og dels fordi det kun kan fungere, hvis man kan overtale tøvende politifolk til at bruge resurser på tunge sager, som har meget lidt med deres eget land at gøre. »I den situation kan man dybest set kun appellere til det drive, som gudskelov findes hos de fleste politifolk. Ved højtidelige lejligheder forklarer vi dette fænomen som politiets ulyst til at affinde sig med junglelov og uretfærdighed. Mellem os sagt tror jeg, at mænds jagtinstinkt har lige så stor betydning«, som Frode Z. Olsens fortæller - den britiske forbindelsesofficer Martin Davies - udtrykker det. Med nejet til Maastricht-traktaten og den efterfølgende Edinburgh-aftale valgte Danmark at stå uden for det politimæssige samarbejde i EU. Frode Z. Olsen forsøger at afmysticere dette samarbejde. »De, som tror, at Interpol er en international politistyrke, som kan fare rundt i verden og efterforske på egen hånd og anholde folk, de tager fejl. Man må kun efterforske i sit eget land, og det viser min bog også. En af hovedpersonerne er ved at ødelægge sagen, fordi han ikke respekterer reglerne«, siger Frode Z. Olsen. Wien som knudepunkt I Frode Z. Olsens debutroman er Wien mere renskuret end den krigshærgede og opdelte by, som Graham Greene beskriver. Men underverdenen trives igen i byen. Med jerntæppets fald blev Wiens rolle som Sydøsteuropas førende by genskabt. Hertil kunne initiativrige gangstere fra hel Østeuropa rejse frit og mødes med deres forretningsforbindelser fra de vesteuropæiske lande, og flere lande har udstationeret kriminalfolk i Wien. Frode Z. Olsen beskriver, hvordan store partier heroin fragtes i lastvognstog fra Istanbul via Balkanhalvøen og Østrig til de store vesteuropæiske markeder i Holland, Frankrig, Tyskland og England. Men bogen er ikke kun en hyldest til et nødvendigt grænseoverskridende samarbejde mod international kriminalitet. Frode Z. Olsen beskriver også, hvordan de små fisk, som reelt også er ofre i narkomiljøet, bliver klemt, når først politiet efterforskning går i gang. Handlingen sættes i gang, da en engelsk kvinde Rita og hendes syvårige søn bliver tilbageholdt i Wiens lufthavn, fordi kvinden har et kilo kokain skjult i sin kuffert. Narkokureren Rita er romanens virkelige offer. Hun bliver godt nok taget med et kilo kokain, men hun er presset ud i det på grund af sit eget misbrug. Hendes ligegyldige lille liv bliver ofret af bagmændene for at aflede politiets opmærksomhed ... »Rita er jo faktisk et offer, som er presset ind i en ekstrem situation. Idet vi politifolk går i gang, så bliver hun i endnu højere grad et offer. Hun risikerer høj fængselsstraf, eller hun risikerer miljøets hårde straf, hvis vi får hende til at fortælle sandheden. Derfor er der ingen af politifolkene, der er rigtigt glade for forløbet af sagen«, siger Frode Z. Olsen. Romanens politifolk er i høj grad tvivlende og søgende. Bogens fortæller er den erfarne engelske forbindelsesofficer Martin Davies. I bogens indledning er sagen afsluttet. Han ser tilbage og skal forsøge at skrive en pæn og klinisk faktuel rapport, som alle kan være tilfredse med. Men i stedet får læseren den personlige og følelsesmæssige historie om en sag med store menneskelige ofre, blandt andet fordi en af politifolkene ikke kan holde den professionelle distance og involverer sig følelsesmæssigt i Rita. »Graham Greene bruger en kriminalhistorie til at fortælle, om menneskers forhold til hinanden. I min bog handler det om forholdet mellem den erfarne kriminalbetjent, der ikke kan se faresignalerne, om hans uerfarne engelske kollega, der buser på og undlader at lytte, hvilket får ham til at foretage efterforskning på egen hånd, og endelig om den østrigske politimand, der tøver alt for længe med at give sine oplysninger videre til sine internationale kolleger. Derfor er sagen ved at køre af sporet«, siger Frode Z. Olsen.