Når Dickens skrev, fik den ikke for lidt.

I ’Et juleeventyr’, der udkom i december 1843, står den først på gotisk uhygge og derpå sødsuppe. Den ikke bare onde, men virkelig onde Scrooge hader både mennesker og julen, men hjemsøges af tre ånder og forvandles nu fra gnier og gnavpotte til total hyggespreder.

’Et juleeventyr’ gik som varmt brød i datidens England. Dickens forstod at pakke sit kristne julebudskab ind: Moralen om, at selv den største synder kan angre og dermed forvandle sig til et utroligt godt menneske.

Til gengæld overdrev Dickens næppe, hvad angår de to børn, som ånd nummer to trækker frem fra sin kåbe: »Magre, pjaltede, skulende, glubske, men også krybende i deres ydmyghed«.

Scrooge spørger, om det er åndens børn. Nej, svarer denne, det er menneskets: »Denne dreng er Uvidenheden, denne pige Nøden. Tag dig i agt for dem begge og alle af deres art«.

I 1845 udgav den tyske socialist Friedrich Engels sine vidnesbyrd fra Manchester om slumkvarterer, børnearbejde og hele den forhutlede arbejder- og underklasse, der var vokset frem i takt med industrialiseringen.

’Et juleeventyr’ – skriver den britiske Claire Tomalin i sin knap 600 sider store biografi – var Dickens’ svar på de forhold, som arbejderklassen levede under i London.

Det underlige er, at Engels åbenbart ikke kendte noget til Dickens.

På det her tidspunkt har Dickens med stor succes skrevet både ’Oliver Twist’ og ’Nicholas Nickleby’ – begge som føljetoner. I den sidste udleverer han de elendige forhold på visse privatskoler, hvor uønskede børn kunne opbevares, og hvor de døde i hobetal.

Den får heller ikke for lidt her: rent melodrama. Læserne var vilde med det! For Dickens, der led af ulykkelig kærlighed til teatret, må det have været en svir at konstatere, at ’Nickleby’ var som skabt til scenen. Romanen blev hurtigt dramatiseret og opført i hele England.

Og dramaet om Dickens selv? Det får vi heldigvis også. Selv om Claire Tomalin vandrer kronologisk i Dickens’ fodspor, om det nu er i gaderne i London eller på de store udlandsrejser til blandt andet USA: kyndigt og sirligt, men ikke fri for at være slavisk.

Spasmer og stress
Ouverturen: Charles Dickens kommer til verden i 1812 og vokser op som et ensomt og skrøbeligt barn (spasmer, stress og depressioner bliver en del af hans liv), hvad der på den anden side skaber den perfekte outsider: betragteren! Og London som scene er som skabt til at spille med.

Charles sluger indtrykkene til sig – fra tågen til fattigdommen – og gemmer dem til senere brug. Da faderen kommer i gældsfængsel, sendes den 12 år gamle dreng på arbejde på en skosværtefabrik. Penge bliver et tilbagevendende issue i både Dickens’ privatliv og hans bøger.

galleriet.  Den britiske tegner Joseph Clayton Clarke (1856-1937), der arbejdede under pseudonymet ’Kyd’, var en mester til at give Dickens' berømte figurer ekstra liv. Clarkes Dickens-illustrationer blev første gang trykt i 1887 i Fleet Street Magazine. Illustrationer fra bogen

Kvinder er en anden ledetråd, og vi får blandt andet historien om, hvordan han i 1840 hjælper en tjenestepige, der anklages for at have dræbt sit nyfødte barn. Godheden selv? Det er faktisk lige før, man tror på julemanden, men billedet af Dickens vendes undervejs.

I 1857 finder den nu berømte forfatter og respektable ægtemand – han har i mellemtiden fået et hav af børn – en 18-årig steg, der hedder Nelly. Hun er uskylden selv; han ønsker tilsvarende at blive en lille uskyldig dreng igen, uden større held.

Dickens konfronteres her for alvor med sine mørkeste sider. Han bagtaler og behandler sin hustru på det groveste. »Forestillingen om en mand, der var berømt for sin godhed, og som man forbandt med hjemlige dyder, men imidlertid mister sin moralske orientering, er rystende«, noterer Tomalin.

Hun taler selvsagt på samtidens vegne med blik for den skandale og al den sladder, separationen fra hustruen – og forholdet til lamsestegen – udløser.

Entrée H.C. Andersen
Det er i øvrigt på samme tidspunkt, H.C. Andersen aflægger visit – for anden gang – hos Dickens-familien. Besøget bliver omtalt på en halv side, og det er synd, for historien er bedre end som så. Andersen tilbragte fem uger og skriver: »Altfor snart henfløj de lykkelige Dage hos Dickens«. Mens det fra familien lyder: »He stayed on and on«.

Og som man kan også læse andetsteds, skriver Dickens til en ven om Andersen: »Hans uforståelige sprog var ubetaleligt. Når han talte fransk eller italiensk, var han som en vildmand; på engelsk var han som et døvstummeinstitut«.

Hvad skal i bund og grund en stor biografi kunne? Den skal især give lyst til at (gen)læse værkerne! Og uden at Tomalin ligefrem leverer den store litterære analyse, så har hun alligevel et par interessante nedslag.

Det gælder omtalen af ’David Copperfield’, der også blev Dickens’ yndlingsroman blandt hans egne. Også her står det forladte barn i centrum, men det spændende er, at Dickens for første gang arbejder med en jeg-fortæller – og ikke mindst: Fortælleren er et barn. Det er noget nyt.

»For Dickens blev skiftet til en jeg-fortæller både frigørende og frugtbart«, konkluderer Tomalin. »Hvor Oliver, Nell og selv Paul Dombey var strålende resultater af høj fortællekunst, blev David et fuldt forestillet, levende barn«.

Og det kan så også passende være moralen: Dickens gav på alle måder barnet en solidarisk stemme i sine værker, der – ud over at stå som klassikere i dag – var med til at reformere især skole- og fattigvæsenet. Det var litteratur, der rykkede.