Da Hitler i 1941 angreb Sovjet, og de ledende danske kommunister blev interneret, undgik én af dem arrestationen. Det var det kommunistiske Arbejderbladets forretningsfører, Børge Houmann.

Af natur såvel som uddannelse - han havde allerede før besættelsen været involveret i illegalt kommunistisk arbejde - var Houmann en forsigtig mand, og det lykkedes ham da også at undslippe såvel dansk politi som Gestapo under resten af besættelsen. På trods af at han var en af de mest eftersøgte personer i landet.

Et af Houmanns dæknavne var 'Nielsen', og det er det, der har leveret titel til Morten Møllers biografi, 'Hvem er Nielsen?'.

Houmann fik et langt liv. Født i 1902 og død i 1994, hele 'det korte 20. århundredes' historie. Og han var en engageret deltager.

Opvokset i England og sendt til fronten lige før afslutningen af Første Verdenskrig (uden at komme i kamp), uddannet som trafikassistent i DSB, lovende lyriker på 1920'ernes litterære parnas, første oversætter af James Joyces 'Ulysses' (manuskriptet beslaglagt af politiet i 1941 og aldrig dukket op igen) - og så det, der blev det afgørende i hans liv: bekendelsen til kommunismen og Sovjetunionen.

Æresdoktorgrad ved KU
En del intellektuelle foretog det spring i 1930'erne, vel ofte motiveret af datidens finanskrise og fascismens vækst, men de fleste hoppede af igen ved de mange lejligheder, der bød sig: Hitler-Stalin-pagten i 1939, udrensningerne i Østeuropa efter krigen eller senest den sovjetiske invasion af Ungarn i 1956. Men ikke Houmann.

Ganske vist vaklede han efter 56 og var måske fristet til at gå med Aksel Larsen over i SF i 1958-59, men selv om han var blevet gået som Land og Folks redaktør i 1955 og blev regelret fyret i 58, valgte han alligevel at forblive i det parti, der så at sige havde været hans hjem i mere end 25 år.

Han var ganske vist ikke aktiv længere, men kastede sig over studiet af Martin Andersen Nexø og nåede at skrive tre store bind om denne forfatter, som blev værdsat med bl.a. en æresdoktorgrad ved Københavns Universitet.

Houmanns historiske indsats og det, der berettiger en stor biografi, ligger imidlertid hverken i DKP, der som bekendt var en dødssejler, eller i hans litterære studier. Det gør hans indsats under besættelsen derimod.

Her blev han en nøgleperson i modstandsbevægelsen. Og en af pionererne ligesom andre kommunister, der lavede illegale skrifter og sabotage lang tid før andre. I 1943 var Houmann direkte ansvarlig for det illegale DKP's økonomi, sabotagen, den tværpolitiske organisation Frit Danmark og hele den kommunistiske presse, inklusive Arbejderbladets efterfølger, Land og Folk.

Herefter fulgte yderligere kontakten med den britiske sabotageorganisation SOE, oprettelse af illegale ruter til Sverige samt fra september 1943 deltagelse i Frihedsrådet. Også flere af de såkaldte stikkerlikvideringer var godkendt af Houmann som politisk leder af den store sabotageorganisation Bopa.

LÆS OGSÅHelteportræt af frihedskæmper mangler kritisk distance

Som Møller skriver: »Det var omfattende, ja, nærmest overvældende, og det er svært at få øje på en mand i den danske modstandsbevægelse, som på dette tidspunkt kom blot i nærheden af en 'portefølje' af houmannsk format (s. 149) «.

Houmanns paradoksalitet
Houmann var en jaget mand og måtte ustandselig flytte og antage nye identiteter.

Ved årsskiftet 44-45 blev presset da også for hårdt, manden brød sammen og var indlagt i nogle måneder, hvor initiativet gik over til DKP's fungerende formand, Alfred Jensen, og i Frihedsrådet til Frode Jakobsen. Ved befrielsen blev Houmann redaktør af det succesfulde Land og Folk og spillede en rolle under den kolde krig som kommunistisk indpisker og kritiker af det borgerlige og socialdemokratiske Danmark.

Land og Folk blev i den periode, med skribenter som Hans Kirk, Hans Scherfig og Houmann selv, til en slags kulturavis, men under den kolde krig raslede oplaget ned, og Houmann måtte som nævnt forlade redaktørhvervet i 1955.

Morten Møller indfanger i sin velresearchede og velskrevne bog personen Houmanns kompleksitet eller måske rettere paradoksalitet. Man tager sig til hovedet, når man læser hans lobhudlinger af Sovjetunionen og af Stalin eller hans stempling af de henrettede kommunister i Tjekkoslovakiet som 'skadedyr', samtidig med at man beundrer hans klare stil og mod til f.eks. at kritisere retsopgøret.

Hans forhold til Sovjet, som han først besøgte efter krigen, kan betegnes som religiøst.

Og med den viden, vi har i dag, og som også var tilgængelig i 50'erne, må man sige, at hans liv var baseret på en løgn, men en meget produktiv løgn. Havde det ikke været for hans indsats i modstandsbevægelsen, ville han i dag - bortset fra bøgerne om Andersen Nexø - blot være et nummer i rækken af forvildede idealister, der tilsluttede sig en af de totalitære ideologier i det 20. århundrede.

Et ydmygt partimedlem
Morten Møllers biografi er som nævnt dygtigt udført og lever fuldt ud op til hans foregående Mogens Fog-biografi. Houmann-arkivet på Det Kgl. Bibliotek er hovedkilden, men meget andet materiale er benyttet.

Der er et par irriterende fejl i begyndelsen, som når han kalder våbenstilstanden i 1918 for 'fredstraktaten' eller betegner John Reeds berømte reportage fra oktoberrevolutionen som en 'roman'.

Kapitlet om stikkerlikvideringerne udnytter heller ikke den nyere litteratur tilstrækkeligt. Bogen rummer intet nyt om besættelsestidens historie som sådan, men noget nyt om DKP under besættelsen og naturligvis meget nyt om Børge Houmanns liv og aktiviteter, ikke mindst under besættelsen.

I 1940 værdsatte Kommunistisk Internationale i et internt notat Houmann som »et underdanigt partimedlem«. En rigtigere betegnelse ville nok være 'et ydmygt partimedlem'. Han søgte ikke sit eget, og hans indsats under besættelsen står tilbage som et lysende eksempel på intellektuelt overblik, mod og ægte idealisme.

FACEBOOKBliv ven med Politiken