Til alle andre kan man i al korthed sige, at Bertelsen i knap 25 år har arbejdet med bevidsthedstræning i sit Vækstcenter ved Nørre Snede, at han er åndelig vejleder for et helt lille folk af seriøse selvudviklere og desuden en dreven og produktiv formidler af sit omfangsrige og utilnærmelige stof. Således også i hans nye bog, 'Bevidsthedens inderste', hvor genstanden er Dzogchen, én af den tibetanske buddhismes ældste og højst udviklede fordybelsestraditioner, en 'hjertets videnskab', som i århundreder er forblevet hemmeligholdt og ukendt for verden uden for Tibet. Dzogchen betyder 'den store fuldkommenhed' og handler i sin essens om at rejse gennem bevidsthedens syv planer - fra den dybeste, drømmeløse søvn til det inderste land af total og sprogløs forklarelse. Helt derinde bor »det oplyste ikke-sind«, som normalt kun er tilgængeligt i glimt og udelukkende lader sig nå ad stejle veje gennem årelang, hengiven meditation. Tanken er enkel: Præcis som man kan vågne af en drøm, kan man vågne til et højere bevidsthedsplan, hvor den fysiske verden krakelerer - hvor alle regler og al logik fortoner sig og flimrer bort som skyggen af en spindler på Potala-paladsets røde mur. Det handler om at give slip, at gøre sig tom og lade sindet strejfe om i en over-bevidst, retningsløs åbenhed, der hverken vil begribe eller begribes, men blot være i ét stort kosmisk nu. Dzogchens udgangspunkt er bevidsthedens 'dobbeltrettethed', dens evne til på samme tid at søge indad og udad, dens mulighed for at orientere sig i de ydre objekters verden og samtidig blive bevidst om - eller om man vil vide - sig selv. Igennem systematisk optræning af dette fællesmenneskelige potentiale er det muligt at vågne op til en højere 'holografisk' bevidsthedsfunktion, en transcendent åndelig tilstand af strømmende lys og altomfattende eksistentiel fylde.