Godt begyndt er halvt fuldendt, siger et gammelt ord. Og det gælder meget godt for det sidste nye nummer af Sentura, der som sit tema har 'begyndelser'. Alle slags: på livet, på romaner, bryllupper, ildebrande, forhold, butikker, film, venskaber, karrierer. Begyndelsen kan enten være forjættende eller ildevarslende, den kan være kedelig eller øjeblikkeligt indsugende, magisk eller dræbende.

Undervejs fortæller Arne Bro fra Filmskolen godt om films indledninger; Mikkel Strømsted beretter meget skægt om den nyvundne sans for begyndelser efter at have fået et barn, der skal se og gense 'Postmand Per' utallige gange, mens Anders Bodelsen kommer med en polisk ansats per mail. Overalt sker der en række underholdende angreb på udforskningen af begyndelsens afgørende rolle.

Rigtige venner
Har De nogensinde haft fornemmelsen af at kende Mr. Pickwick bedre end en af Deres gamle venner? Eller at have et langt mere intimt blik ind i Emma Bovarys sjæl, end i deres gådefulde ekskærestes ditto? For så vidt det er tilfældet, bør De ufortøvet kaste Dem over Kultur & Klasses seneste nummer, om 'Litterær karakterologi', det vil sige læren om litterære karakterer.

Det er med karakterologien som med tematikken: Den har længe været i vanry som et naivt emne for læge læsere, der blindt hengiver sig til identifikation med teksten, men alle, selv de mest højprofessionelle litterater, trækker alligevel hver dag på den og har det mest hjertelige eller fjendtlige fascinationsforhold til litterære mennesker.

Kultur & Klasses artikler spænder vidt, men har sit ankerpunkt i en forfriskende angelsaksisk analytisk tilgang til sit emne. Redaktørerne Per Krogh Hansen og Niels Gunder Hansens bidrag er begge stimulerende og koncise, i holmgang mellem en 'humanistisk' og en 'tekstualistisk' karakter opfattelse, Simon Borchmann har en dejligt tanketung ting om sprognormer og konfigurering, og Paisley Livingston repræsenterer på munter vis en angloamerikansk analytisk-filosofisk vinkel anlagt som filosofisk dialog.

Nummeret rundes af med to bidrag om Bakhtins potentiale for studiet af litterære personer. Det er ubetvivleligt, at nummeret som helhed leverer et forfriskende og kvalificeret bidrag til et længe noget overset emne.