Hvorfor er mange af os så uforsvarligt ligeglade med EU-parlamentsvalget i morgen?

Parlamentets magt har aldrig været større, og det demokratiske underskud aldrig været mindre, så dette tæller ikke mere som undskyldning for vores ’manglende folkelige interesse’, som vi hører så meget om i disse dage.

Men måske er det, fortsat, manglen på en fælles offentlighed for det europæiske fællesskab – et egentligt forum for debatten – som gør det vanskeligt at blive engageret i EU for alvor?

Habermas på pensum
Den, der mere end nogen anden, har betonet offentlighedens betydning som forudsætning for demokratiet, er den tyske filosof Jürgen Habermas.

Det var temaet for hans gennembrudsværk om den »borgerlige offentligheds« tilblivelse i 1700-tallet og dens forvandling og forvanskning i løbet af 1800-tallet.

’Borgerlig offentlighed’ hed afhandlingen, der udkom i 1962, og som nu endelig foreligger, 47 år senere, i dansk oversættelse.

Ærgerligt nok for det norske Pax Forlag, der i årtiernes løb må have leveret tusindvis af eksemplarer af den norske oversættelse til danske studerende på de talrige fag, hvor Habermas har været og fortsat er pensum.

Sammen om interesser
Hvad er en borgerlig offentlighed for en størrelse – og hvordan kunne den opstå? Det er de to spørgsmål, der optager Habermas i størstedelen af den filosofiske og sociologiske afhandling, der generaliserer ud fra udviklingen i Frankrig, England og Tyskland.

Jo, først og fremmest opstod den i kraft af, at almindelige borgere fandt sammen i fora, hvor udveksling kunne finde sted, og hvor man kunne drøfte og afveje forholdet mellem private og samfundsmæssige interesser.

Etableringen af disse fora var tæt forbundet med udviklingen af den litterære kultur i tidsrummet.

I løbet af 1700-tallet udviklede der sig en lang række nye kanaler for den privat-offentlige udveksling – læsekabinetter, saloner, kaffehuse, lærde læseselskaber og diskussionsklubber – samtidig med, at antallet af forfattere, læsere, forlag, bogudgivelser, tidsskrifter, boghandlere og lejebiblioteker var stærkt stigende. Det var offentlighedens infrastruktur.

Argumenterne tæller
Med sammenkomsterne opstod der, påstår Habermas, en ny offentlighedsform, der kunne føre kontrol med, og om nødvendigt træde i opposition til, regeringens magtudøvelse: »Den borgerlige offentlighed kan i første række forstås som den sfære, hvor privatfolk er samlet til publikum«, slår Habermas fast.

Og fortsætter: »Disse privatfolk gør hurtigt krav på at bruge den offentlighed, som er reguleret af øvrigheden, mod den offentlige myndighed selv for at diskutere med denne om de almene regler ... Mediet for denne politiske diskussion er særegent og uden historisk forbillede: det offentlige ræsonnement«.

I offentligheden er det i udgangspunktet argumenterne, der tæller, og ikke den vilkårlige status, som deltagerne er udstyret med. I udgangspunktet vel at mærke, for Habermas begriber den borgerlige offentlighed som en ’idealtype’ i Max Webersk forstand.

Den borgerlige offentlighed bliver dermed en forudsætning for den demokratiske styreform, hvor der kræves åbenhed om de politiske beslutninger, i modsætning til den politik bag lukkede døre, som hørte enevælden til. Magten skulle stå til ansvar over for offentligheden – sådan lød det nye, epokegørende krav.

Den fordummende kulturindustri
Afhandlingens sidste kapitler omhandler korrumperingen af den borgerlige offentlighed i 1800-tallets anden halvdel, hvor manipulerende massemedier og fordummende kulturindustri tager over.

Deltagerdemokratiet bliver til tilskuerdemokrati, og borgere forvandles til forbrugere.

Debatten bliver til påskud for at sælge annoncer, og den offentlige mening degenererer til meningstyranni og smædekampagner, hvis eftermæle kunne være PH’s revylinje: »Tag og rend mig i den offentlige mening!«

Det går lige lovlig hurtigt i de sidste kapitler, ikke mindst med at bekræfte Frankfurterskolens (hvortil Habermas tilhører anden generation) dogmatik om det moderne samfunds og liberale demokratis dårligdomme.

Her bliver det tydeligt, at et af bogens sigter er at tilvejebringe et historisk grundlag for aktuel kulturkritik.

Det har den uheldige følgevirkning, at signalementet af den nye borgerlige offentlighedsform i 1700-tallet ikke kun er en idealtype, men også en idealisering i betydningen: skønmaleri.

Frugtbar kritik
Det har i hvert fald været et tilbagevendende kritikpunkt imod ’Borgerlig offentlighed’. Når Habermas for eksempel fastslår, at den »borgerlige offentlighed står og falder med princippet om offentlig tilgængelighed«, indbyder han jo til påpegning af de talrige grupper, som var udgrænset fra offentligheden, eller som fandt sammen i andre offentligheder – kvinderne især.

Bogens frugtbarhed består således ikke mindst i alle de indsigelser og alternative undersøgelser, den har afstedkommet. Visse af dem forholder Habermas sig til i et nyt forord til afhandlingen, fra 1990, som er taget med i den danske oversættelse.

Heri antyder han også, at en fornyet undersøgelse fra hans hånd nok ville munde ud i »en mindre pessimistisk vurdering« samt »et mindre trodsigt, kun postulerende udblik end dengang«.

Let at gå til har ’Borgerlig offentlighed’ aldrig været.

Frankfurterskolemestrene, der i egen selvforståelse er systemverdenens modarbejdere, har en kedelig tendens til at skrive bureaukratprosa, således også Habermas. Men lidt nemmere er det blevet nu med den nye danske oversættelse – og ikke mindre aktuelt.

Offentlig forvandling
Opmærksomheden på offentlighedens forvandlinger er nyttig i disse år. Ikke mindst på det nationale plan, hvor vi bevæger os længere og længere væk fra Habermas’ offentlighedsideal og i retning af italienske tilstande.

I det danske markedsdemokrati er det ikke fokuseret analyse eller argumenter, der tæller, så meget som det er enkle standpunkter og mulighed for følelsesmæssig identifikation.

Det er ikke i morgenavisernes førstesektioner eller på debatsiderne, men i gratisaviser, ugeblade og talkshows, at man kan flytte stemmer.

Det er den fællesnævner, som også danske politikere med stadig større præcision sigter efter.

På den anden side tilbyder de nye webbaserede medier muligheder for demokratisk deltagelse og offentlighedsformer, som vi endnu hverken kender omfanget eller dybden af.

Hvilke følger, det vil få, er et spørgsmål, som vedrører os alle, og som også kunne være en oplagt anledning til at læse eller genlæse Habermas’ ’Borgerlig offentlighed’.