Det er ikke alle, der kan prale af at have millioner af menneskeskæbner på samvittigheden.

Men det kan den amerikanske økonom Jeffrey Sachs.

Han har gennem de seneste to årtier ikke bare været en af verdens mest toneangivende økonomer, men en af verdens mest indflydelsesrige personer.

Som rådgiver for nationale regeringer kloden rundt og som nuværende rådgiver for FN’s generalsekretær har professor Jeffrey Sachs altid delt flittigt ud af den enorme rygsæk af viden om økonomisk udvikling, han rejser rundt med.

Chokterapiens fadder
Det er ikke alle steder, hans rådgivning er faldet lige heldigt ud. Det er således om nogen Jeffrey Sachs, der har stået fadder til den økonomiske hestekur, der går under betegnelsen ’chokterapi’.

Denne økonomiske filosofi, der kort fortalt går ud på at privatisere og liberalisere så meget som muligt på kortest mulig tid, lancerede han første gang som rådgiver for den bolivianske regering i slutfirserne.

Efter Murens fald kom turen så til de østeuropæiske økonomier, hvor bl.a. Polen og Rusland hidkaldte Sachs – og kom i chokterapi.

Meningerne om, hvorvidt denne form for økonomisk udvikling var den rigtige på daværende tidspunkt, er stærkt delte. Det står imidlertid ikke til diskussion, at Sachs’ liberalistiske medicin førte til stærkt øget ulighed i de pågældende lande.

Så meget desto mere paradoksalt er det vel, at Jeffrey Sachs i de senere år har kastet sin faglige kærlighed på verdens fattige. Mest udtalt i hans bog ’The End of Poverty’ fra 2005, men han regnes også som en af hovedarkitekterne bag FN’s såkaldte ’2015 Mål’, der bl.a. sigter på at halvere antallet af ekstremt fattige i 2015.

Markedskræfternes fallit
Man kan dog også i mere end en forstand sige, at han i dag har forladt sit filosofiske udgangspunkt. I sin nyeste bog fra foråret 2008 slår han allerede tidligt fast – og gentager det derefter i en uendelighed – at verdens store problemer i dag er »for store til at blive overladt til de rå markedskræfter«.

Jeffrey Sachs er ganske vist fortsat liberal, men overbefolkning, klimaproblemer og fattigdom – som han regner for verdens tre største udfordringer – kan ikke bekæmpes af egenrådige og utilitaristiske nationalstater.

Nej, her må international regulering og globalt samarbejde træde i stedet. Det er, som det fremgår af bogens titel (’Common Wealth’), et fælles projekt.

Han er godt klar over, at det ikke bliver let at skabe fælles fodslag. Men Sachs er behersket optimist – eller optimistisk realist, om man vil. Han har store ambitioner på klodens vegne, men også masser af konkrete bud på, hvordan man når de ambitioner.

Og det er viden, teknologi og vores evne til at arbejde sammen, der udgør rygraden i den strategi for økonomisk udvikling, som han i sin bog detaljerigt udstikker retningslinjerne for.

Ikke ny viden
Det er ikke nødvendigvis ny viden, han efterspørger. Som alle andre økonomer kigger han hele tiden tilbage i historien:

»Heldigvis er historien fyldt med eksempler på succesfulde videnskabelige landvindinger, praksisrettede innovationer og fremskridt. Lad os bygge videre på disse historiske succeser«.

Hvorfor ikke bruge erfaringerne fra et vandkraftprojekt i Tennessee, der blev sat i gang i forbindelse med 1930’ernes New Deal, hvis netop sådan et projekt kan føre til masser af nye arbejdspladser i Afrika?

Tja, hvorfor ikke? Jeffrey Sachs bog er i sig selv et reservoir af ideer og forslag til, hvordan vi bliver færre mennesker på kloden, får færre klimaproblemer og færre fattige.