Det har længe været svært at finde optimistiske stemmer blandt miljøforkæmpere.

For at vinde opmærksomhed er miljøsagen blevet fanget i et religiøst ladet sprog om undergang og skyld.

Betydningsfulde personer som den forhenværende amerikanske præsidentkandidat Al Gore lader os forstå, at vi befinder os i de sidste sekunder inden dommedag, og at vi for enhver pris må række ud efter det første og bedste klimahåndtag for at reducere skaden, begrænse menneskelivet og nedbringe udslippet af CO2.

Fortællingen er slået så kraftigt an, at alverdens topledere nu for tredje gang mødes for at lave endnu en aftale om at indskrænke vores fodaftryk på planeten.

Ifølge denne tankegang er det selve vores tilstedeværelse, der ødelægger Jordens fine balance. Det bedste havde ikke været, om mennesket snart ville dø, det bedste havde været, at det aldrig var blevet født.

Tiltrængt besindelse
I denne dybt misantropiske miljøbekymring kommer Michael Braungart og William McDonoughs designvision i bogen ’Cradle to Cradle’ som en yderst tiltrængt humanistisk besindelse.

Hør engang, siger de, vi er indfødte på denne planet, og det er på tide, at vi begynder at opføre os som sådan.

Miljøeffektivitet hele vejen
Her handler det ikke om at nøjes med at se på, hvordan vi kan begrænse vores skadelige påvirkning af miljøet, men derimod om at gå et skridt tilbage i processen og tilrettelægge produktion og forbrug, så de er miljøeffektive hele vejen igennem.

I stedet for hele tiden at sætte nye strammere grænseværdier for udledning af skadelige stoffer for enden af skorstenen, burde man lige fra begyndelsen indrette processen, så den ikke længere var skadelig.

Positivt bidrag til miljøet
Hvad nu hvis den bidrog positivt til miljøet?

Hvad nu hvis vores affald var næring for de næste ligesom træernes blade, når de falder i skoven? Så ville det ikke længere handle om at sprede mindre affald, men om at give mere næring.

I naturen er vækst nemlig ikke noget problem, tværtimod: Jo mere vækst, jo mere næring.

Det lyder meget godt, tænker man så, men kan det lade sig gøre?

Forbløffende resultater
Tja, både tyskeren Michael Braungart, der er kemiker og har en fortid i Greenpeace og som medstifter af Partiet De Grønne, og amerikaneren William McDonough, der er arkitekt, har arbejdet ud fra tankegangen i mere end 30 år og har opnået forbløffende resultater både sammen og hver for sig.

F.eks. da de i begyndelsen af 1990’erne af firmaet DesignTex blev bedt om at hjælpe den schweiziske tekstilproducent Rohner med at skabe et økologisk møbelbetræk.

Firmaet havde forestillet sig noget med at kombinere bomuld med fibre fra genbrugte sodavandsflasker. Det ville være billigt råmateriale og have en god signalværdi at genbruge affald.

Men at blande organiske stoffer med kunststoffer er en dårlig ide med henblik på genvinding, og møbelstoffer bliver ligesom skosåler frigjort gennem luften ved almindeligt slid – hvem har lyst til at indånde plastflasker med hormonforstyrrende stoffer?

De besluttede i stedet at anvende et materiale, der var så sikkert, at man kunne spise det, og som kunne virke som næring i naturen, når det var brugt.

Eliminerede 8.000 kemikalier
Det virkelige problem var farver og efterbehandling, så stoffet bliver farveægte. Det er det kritiske punkt i al tekstilfremstilling.

De eliminerede 8.000 kemikalier med uheldige bivirkninger, der er almindeligt brugt i tekstilindustrien, og nåede frem til 38 ingredienser, der havde positive egenskaber.

Uventede positive effekter
Resultatet blev et kvalitetsstof, der var billigt, og som havde flere uventede positive effekter.

Fabrikken var førhen kendt som en af Europas reneste tekstilproducenter, men var alligevel tvunget til at deponere sine spildprodukter som farligt affald i Spanien (de samme stoffer, som vi helt lovligt slider og indånder hjemme eller på kontoret!).

Da tilsynsmyndigheden tjekkede fabrikkens spildevand efter omlægningen til den ny øko-effektive produktion, troede man, at måleapparaterne var i stykker og kom igen en anden dag.

Forskningsindsats kan betale sig
Men den var god nok: Spildevandet var nu renere end det almindelige brugsvand, der løb ind i fabrikken. Den dyre forskningsindsats i designfasen sparede altså i længden firmaet for kolossale miljøudgifter.

I dag rådgiver Braungart og McDonough virksomheder som Ford Motor Company, Volvo, Nike, Wella, Hewlett Packard, Philips og flere andre multinationale foretagender, ligesom delstaten Californien sidste år nedfældede principperne i ’vugge til vugge’-tankegangen i California Green Chemistry Initiative.

Det er ikke ensbetydende med, at de i dag udelukkende producerer vugge-til-vugge, men de gør noget ved miljøproblemet på et mere grundlæggende plan end blot at reducere udslip.

Vugge til Vugge går ud på, at man skal indrette produktion, så spildprodukter i stedet for at blive til nyttesløst affald bliver til næring for andre processer.

Traditionel industriel design går ud på at skabe et produkt, der er optimalt i dets levetid fra vugge til grav, men Braungart og McDonough udvider perspektivet og påpeger, at produktets evne til at indgå i en videre fødekæde, efter dets primære egenskaber er ophørt, er mindst lige så vigtig.

Målet for enhver designproces er således ikke kun at optimere et enkelt produkts egenskaber i dets levetid, men at se på de samlede konsekvenser, som produktet afstedkommer, miljømæssigt, socialt og økonomisk.

Markedsfordele ved princippet
Det kræver som i tilfældet med tekstilfabrikanten en enorm forskningsindsats, men det er langtfra umuligt. Og det viser sig ligefrem at have markedsfordele, at man tænker sig om.

Braungart og McDonough opererer med to næringskredsløb, et naturligt og et teknisk.

Langt mere bør kunne smides på møddingen efter endt brug, f.eks. bør emballage fremstilles af biologisk nedbrydeligt materiale, som kan indgå i det naturlige kredsløb.

Smid affald i naturen
Så vil det ikke være nogen skam at smide ’affald’ i naturen, men det kan ligefrem være en fornøjelse forbundet med stolthed:

»At smide noget væk kan godt være sjovt, lad os bare indrømme det; og at give naturen en gave uden at have skyldfølelse er en glæde, der ikke kan sammenlignes med noget andet«, skriver de.

Man har ikke brug for et apparat til evig tid. En almindelig forbruger har ikke noget at bruge et defekt tv til, men for producenten rummer det en masse kostbare materialer, som normalt hentes under tvivlsomme forhold i miner langt fra fabrikken.

Leasing er vejen frem
Derfor bør forbrugere ikke eje deres apparater, men lease dem af producenten, foreslår forfatterne.

Det, man så køber, er en serviceydelse, f.eks. tv-kigning i en periode, mens selve materialerne tilhører producenten.

For forbrugeren vil det betyde, at man ikke har problemer med opbevaring af gamle apparater, at opdateringer ikke vil være kostbare investeringer, og for producenten, at man vil have en uudtømmelig kilde til materialer.

Modellen kan have stor betydning i udviklingen af et bæredygtigt byggeri.

Mange bygherrer vægrer sig ved at benytte nye teknologier, som f.eks. facadesystemer med solceller, fordi de er uforholdsvis dyre og kun har en begrænset levetid, som stiller ejeren af bygningen med et affaldsproblem, når de skal udskiftes.

Men er det solcelleproducenten, der ejer materialet, vil problemet være løst og sætte skub i udviklingen.

Radikal tankegang
tankegangen i ’Cradle to Cradle’ er radikal i den forstand, at den tager begrebet bæredygtighed alvorligt.

Men bogens to forfattere er meget langt fra at være revolutionære maskinstormere eller miljøfundamentalister.

Deres helhedsperspektiv kan ligefrem bruges til at kritisere alt for enøjede miljøtiltag, ikke mindst i markedsføring.

De mener, det er vildledning, når produkter, der f.eks. bruger halvt så meget energi som tilsvarende, promoveres som miljøvenlige, uden at de kan genbruges fuldt ud.

Og produkter skal ikke reklamere for, hvad de ikke indeholder. Klapjagten på farlige enkeltstoffer har ofte resulteret i brugen af erstatningsstoffer, der har andre uheldige bivirkninger.

En rationel tilgang
De har en rationel tilgang til den verden, hvor folk ellers er ved at overbyde hinanden i etiske fordringer.

De ser, hvordan naturen virker, hvordan den gennem mangfoldighed og overflod kan blive ved med at nære sig selv i en tilsyneladende uendelig vækstproces.

Noget mange primitive menneskesamfund af ren nødvendighed har kunnet eftergøre og leve med.

Men forbrænding af fossile brændstoffer og brug af effektiv kemi gav os i industrialderen mulighed for at kortslutte og overvinde de naturlige processer.

Uudforsket område
Forfatternes budskab er, at det i dag er muligt at opnå de samme og endnu større fordele ved systematisk at undersøge alle de virksomme stoffer i vores produkter.

Det er et ualmindelig stort forskningsområde, som der først lige er taget hul på.

Men pointen er klar: Planeten bliver ikke grøn af at sætte forureningsfiltre på alle de fabrikker, der er forkert designede fra starten af – det gør den kun ved at sætte økofiltre i designernes hoveder.

Vaner og menneskelig dumhed er dog store modstandere, ’vugge til vugge’-tankegangen er oppe imod.

Som McDonough plejer at sige: »Man skal ikke fæste for stor lid til den menneskelige opfindsomhed; det tog os 5.000 år at finde ud af at sætte hjul på bagagen«.

Læs flere boganmeldelser på politiken.dk