Søren Kierkegaard kunne man godt kalde for en intellektuel allergiker i den forstand, at provokation nærmest var en forudsætning for hans litterære produktion. Blækhuse havde han mange af, og hans liv gik ud på at fare i dem. Hans polemiske tilbøjeligheder - og talent - er uovertrufne i dansk litteratur. Hvad tirrede ham? Den almindelige mening er, at det er den tyske tænker G.W.F. Hegel (1770-1831) og hans systematiske filosofi, som har været den største allergifremkaldende faktor i Kierkegaards forfatterskab. Men den antagelse er der nu blevet sat spørgsmålstegn ved i en afhandling, som den herboende amerikanske filosofihistoriker Jon Stewart, der er tilknyttet Søren Kierkegaard-forskningscentret ved Københavns Universitet, har skrevet. Den blev forsvaret for den teologiske doktorgrad i november i fjor og udkom måneden efter på Cambridge University Press under titlen 'Kierkegaard's Relation to Hegel Reconsidered'. Hvad Stewart viser er, at adressen for Kierkegaards kritiske udfald i langt ringere grad er Hegel selv end de af Kierkegaards egne samtidige, der kolporterede Hegels filosofi i København. Det vil sige skikkelser som karriereteologen Hans Lassen Martensen, filosoffen Rasmus Nielsen og ikke mindst Københavns øverste smagsdommer, Johan Ludvig Heiberg, der førte en massiv kampagne for Hegels filosofi med sine skrifter og forelæsninger i 1830'erne. De var hovedmændene bag den danske hegelianisme, som var en akademisk modebølge, der ikke engang varede et årti, men som til gengæld stod på i lige netop de år, hvor Kierkegaard gik og sparede irritation nok op til at springe ud som forfatter. Derfor blev han, da han debuterede, viklet »ind i en rent tilfældig og hurtigt forældet Fejdetilstand, der desværre strækker sig gennem hele hans Forfatterliv«, som Georg Brandes konstaterede med ærgrelse i 1877.