Timingen kunne næsten ikke være bedre.

Få uger efter ’Vi slår ihjel – og lever med det’ udkom, hamrede Cannespremieren på dokumentarfilmen ’Armadillo’ om de danske soldater i Afghanistans Helmandprovins en banal, men overset kendsgerning fast i den danske offentlighed: Soldater i krig risikerer at dø eller blive såret, og de slår altså andre mennesker ihjel.

LÆS OGSÅ'Armadillo'-instruktør: Soldaterne gjorde ikke noget galt

Den slags er hverken rart at tænke på, kønt at se på eller hyggeligt at læse om. Men det gør det ikke mindre vigtigt at diskutere herhjemme i det samfund, som gennem årene har sendt flere tusinde unge danske mænd og kvinder i ilden i Irak og Afghanistan.

Vel at mærke med nogle omkostninger og en effekt, som kan så tvivl i sindet hos selv den største tilhænger af aktivistisk udenrigspolitik helt ude i den ’skarpe ende’.

Oberstens spørgeskemaer
Men hvad gør disse barske krige så ved de soldater, som vi har bedt om at udføre flertallets vilje? Og hvor svært er det lige sådan at slå andre mennesker ihjel? Har årtusinders opdragelse og socialisering slået dræberen i os – selve ’killer-instinktet’ – ihjel, spørger oberst Lars Møller.

Han har selv baggrunden i orden. Som chef for en gruppe danske hvidmalede FN-kampvogne åbnede han tilbage i 1994 ild mod serbiske stillinger, der beskød svenske FN-soldater i det tidligere Jugoslavien. Ingen FN-soldater blev dræbt, men serberne mistede formentlig over 150 mand.
Møllers egen forundring over sine manglende samvittighedskvaler er afsættet for bogen, der bygger på 249 tidligere udsendte soldaters besvarelser af oberstens spørgeskema.

Soldaterne svarer på stribevis af spørgsmål helt oppe fra, om de mener, at det er religiøst forkert at slå mennesker ihjel. Over det afgørende spørgsmål, om soldaten selv har slået ihjel? Og til de praktisk orienterede følger af det psykiske pres i kampsituation, hvor Møller blandt andet spørger, om de har skidt eller tisset i bukserne under aktion?

Mangler balance
Spændvidden er typisk for Lars Møllers bramfri tilgang til sagerne. Og nok kan kontant tale være befriende, men indimellem tipper obersten over med de karske bemærkninger i en grad, der kan skræmme en del civilister ud af læsernes rækker.

LÆS OGSÅOberst: Forsvarschefen taler usandt

På samme måde er der problemer med bogens sprog og opbygning på de områder, hvor obersten dykker ned i ukendt terræn og skriver om både hjernens funktionalitet, og menneskets sanse- og perceptionsevner.

Den slags er svært stof, og med jævne mellemrum hægtes læseren af, enten på grund af for store doser af forfatterens egne soldaterhistorier, eller fordi bogen mister balancen mellem faglitteratur for eksperter og lettere forståelig videnskabsformidling.

Det ophæves imidlertid af de mange citater fra de besvarede spørgeskemaer. Her får vi civilister et ærligt, ubarberet, men også periodisk tænksomt indblik i soldaternes egne oplevelser, som de alle synes er så svære at forklare for ’dem der ikke selv har været der’.

Er omstændighederne i orden
Det er denne unikke guldgrube, som holder læseren fast og udvider vores horisont undervejs hen til Lars Møllers relativt indlysende konklusion:

Ja, man kan godt slå et andet menneske ihjel, men det kommer an på omstændighederne.

Er de i orden – og det mener obersten naturligvis, at de generelt er i Danmarks krige – så kan man både tage andre menneskers liv, og flertallet kan også leve nogenlunde uforstyrret videre, når støvlerne igen rammer dansk jord.