Man kan for tiden høre denne bog i radioen. Lykke Friis’ nye bog – hun havde ellers lovet sin mand, at hun ikke ville skrive flere før hun fyldte 40 – er nemlig en lettere omskreven og udvidet version af de seks foredrag, hun holder i DR, fordi hun er årets modtager af Rosenkjærprisen.

Jeg har aldrig brudt mig om generationskrige – vi er vel alle individer – så når Lykke Friis åbner bogen med at definere sig selv som 89’er, er jeg straks i forsvarsposition.

Skulle hun, der er født i 1969, og altså var 20 år, da Muren faldt, have mere ret til den store frihedsfest end for eksempel mig, der er årgang 1957?

Overbevisende pointe
Jeg kan da i det mindste huske, hvordan verden var, før det store vendepunkt.

Men jeg affinder mig hurtigt med anslaget, fordi forfatterens pointe overbeviser:

Det er faktisk urimeligt, at 89 ikke fylder endnu mere, end det gør, og slet ikke er en personlig og eksistentiel reference for de fleste, på samme måde som 68 – og 68-generationen – på godt og ondt er det. Der er mange gode forklaringer på det, og pointen gælder jo også kun på vores side af den forhenværende Mur.

Men man kan kun tilslutte sig den insisterende begejstring, med hvilken hun tager fat på sin oplysningsopgave:

Vi skal mindes om, hvor stort det var, men også om, hvad der skete, udført af hvem og hvornår – og ikke mindst om, at vi stadig befinder os i slipstrømmen af det store drama, der satte kommunismen fra bestillingen, frigjorde det halve Europa, forenede Tyskland, og gjorde EU endnu mere centralt for endnu flere mennesker, end det var i forvejen.

Og det er, hvad Lykke Friis gør med skarpt sete nedslag, personlige oplevelser og velvalgte citater fra aktører og observatører.

Hør det i radioen. Læs det i bogen – man bliver både klogere og i bedre humør af oplevelsen, og det er godt gået, når man betænker at emnet er storpolitik, topmøder og EU-kompromiser.

En klimaministers 1989-begejstring
Lykke Friis lægger indledningsvis lidt luft til alle de 68’ere, der »i dag sidder trygt i diverse minister- og chefredaktørstole osv.«.

Gad vist, hvem det er blandt hendes nye kolleger, hun tænker på, men nægtes kan det ikke, at man læser bogen på en lidt anden måde nu, hvor hun selv i tirsdags blev klima- og energiminister – og medlem af Venstre. Hvor står EU-analytikeren og universitetsadministratoren så, rent politisk?

På den ene side er bogen om hendes Europa og 1989-begejstring hendes mest personlige til dato. På den anden side giver den ikke nær så mange svar på det spørgsmål, som man skulle tro, emnet taget i betragtning. Lykke Friis er hverken ideolog eller polemiker, og der slipper ikke mange konkrete politiske markeringer om hjemlige emner ud mellem sidebenene.

Afslutter med Rushdie-citat
Det nærmeste vi kommer en politisk trosbekendelse, er en sætning i slutkapitlet om, at »måske er det i sidste instans forsvaret for demokratiet og de europæiske værdier, der er svaret på det afgørende what next-spørgsmål«.

Passagen fortsætter med at konstatere, at det, verden mest brændende har brug for, er et demokrati »i, over og under nationalstaten«. Synspunktet kan vel kun for alvor provokere Dansk Folkeparti, men det er selvfølgelig også galt nok under de nuværende parlamentariske forhold.

Og lige netop den spænding bliver vel egentlig ikke mindre af det meget smukke citat af Salman Rushdie, som hun slutter med: »Vi vil alle blive bedømt på, hvordan vi opfører os i denne tid (...) Vil vi blive til de rustninger, som vor frygt tvinger os til at tage på, eller vil vi vedblive med at være os selv?«.

Man kan i hvert fald konkludere,at Lykke Friis mere er Venstrekvinde af Uffe Ellemann-Jensens type, end stålsat værdikriger af Anders Fogh Rasmussen-aftapning. Det er Lars Løkke vel klar over?