Elisabeth Dyssegaard sidder på toppen af New Yorks forlagsverden. Nærmere bestemt på 22. etage af en skyskraber med udsigt over byens tage i Midtown, en enkelt gade fra MOMA og en spytklat fra Central Park.

Men også på et professionelt plan er Dyssegaard røget højt til vejrs i den amerikanske bogverden.

Hun er blevet ledende direktør for et af den ærværdige kulturinstitution Smithsonians forlag og sidder her på toppen af amerikanernes kulturarv.

»You don't eat lunch, you do lunch«
Hvordan kom hun derop? Dygtighed, flid eller rundsave på albuerne? Det ved Dyssegaard ikke helt selv, men forklarer beskedent, at hun var det rette sted på det rigtige tidspunkt, sådan som de fleste newyorkere forklarer deres succes:

»Jeg var utrolig heldig, fordi jeg havde succes med en del bøger i starten af min karriere - ikke mindst med Peter Høegs 'Miss Smilla's Sense of Snow'. Men meget er sket, siden jeg begyndte i branchen for tyve år siden«, forklarer hun med henvisning til de mange sammenlægninger og efterfølgende nedskæringer, der er sket inden for den amerikanske forlagsindustri de sidste tyve år.

Vi sidder på en af New Yorks bedste sushirestauranter, hvor Dyssegaard er en hyppig gæst. Det er blandt andet her, hun dagligt mødes med byens litterære agenter og forfattere, for frokostaftaler er simpelthen en del af arbejdsdagen - »You don't eat lunch, you do lunch«, forklarer hun smilende og fortæller videre om, hvordan den amerikanske bogbranche ser ud i dag.

Kvalitet er identisk med salgstal
»Forlagsverdenen er skrumpet ind og består nu af enkelte, store og internationalt ejede forlag, som har overtaget hele bogmarkedet. Det har for det første betydet, man har skåret drastisk ned på de redaktionelle poster - specielt siden den økonomiske depression efter 11. september. Jeg kender simpelthen ikke en redaktør, der ikke er blevet fyret inden for de sidste fem år«.

»For det andet betyder sammenlægningerne, at bogbranchen i dag er som en hvilken som helst anden business - den er hård og brutal og handler kun om penge«.

»En bogs kvalitet måler man udelukkende i salgstal, så hvis en udgivelse i løbet af et par måneder ikke tjener sine produktionsomkostninger ind, så bliver den revet af hylden, og så er det slut«, siger hun ubevæget.

Løse kabler på kontoret
Dyssegaard begræder nemlig ikke situationen, men er praktisk omkring den. Det er blandt andet den pragmatisme, der har gjort, at hun med stor succes har formået at ride bogbranchens økonomiske rutsjetur de sidste to årtier - en rutsjetur, der bragte hende fra det gamle velansete forlag Farrar, Straus & Giroux til det store, internationale og indflydelsesrige Random House og nu til det prestigiøse Smithsonian.

Selv om den statsejede kulturinstitution går for at være USA's største kulturskat, så så lokalerne på vores rundtur i redaktionen ikke imponerende ud. Kabler hang løst ned fra lofterne, og der så temmelig tomt ud i de nyligt opstillede kontorbåse. Men det er, fordi specialforlaget først lige er startet - som et eksperiment af et samarbejde mellem det kommercielle forlag HarperCollins og det finkulturelle Smithsonian, fortæller Dyssegaard:

»Idéen bag forlaget er, at HarperCollins skal levere kapitalen, mens Smithsonian - som er min arbejdsgiver - skal levere kvaliteten. Det er kun de bøger, der kan leve op til Smithsonians standard, som vil udkomme her, og vi koncentrerer os udelukkende om faglitteratur - fra historiske, kulturelle og naturvidenskabelige bøger til biografier og erindringsbøger«.

»Jeg har f.eks. lige købt en ny bog af en amerikansk journalist, der har dækket NASA's rummissioner de sidste 50 år. Han boede i Florida for at være tæt på begivenhedernes gang og hang ud ved poolen og drak margueritas med astronauterne, så han lægger en helt ny og personlig vinkel på et stykke af USA's historie. Her betragtes astronauterne ikke som nogle helte, sådan som de ofte figurerer i historiebøger og biografier, men som nogle almindelige mennesker, og den personlige historie om historiske emner er noget, der sælger godt i dag«.

Faglitteraturen sælger bedre
Hvorfor satser man så meget på faglitteraturen i dag?

»Forretningsmæssigt set er det lidt nemmere at have med faglitteratur end med skønlitteratur at gøre. Selvfølgelig kan man være heldig og tjene rigtig mange penge på en roman, der virkelig slår igennem - som Dan Browns 'Da Vinci Code' - men det er det de færreste romaner, der gør«.

»Det skyldes blandt andet, at der er skåret drastisk ned på dækningen af litteratur på landets blade og aviser, fordi det ikke er her, fra forlagene, at de kan forvente de store reklamepenge. Så selv om en forfatter udkommer på et fornemt forlag, kan hun ikke være sikker på at få en anmeldelse, og uden mediedækning er det svært at sælge bøger«.

»Det andet, der gør skønlitteraturen lidt tricky at handle med, er, at den altid hviler på en smagssag. Selv om man som redaktør elsker en bog, kan man jo ikke garantere 100 procent over for sin bestyrelse, at det vil 40.000 andre mennesker også gøre«.

Til den bredere befolkning
»Så kan man nemmere regne med faglitteraturen. Det er lettere at forudsige en faglitterær bogs succes, fordi man kan henvise til salgstallene fra forudgående bøger om emnet. Hvis x antal læsere hidtil har købt bøger om astronauter, så er der stor sandsynlighed for, at samme antal vil købe den nye bog om emnet«.

»Derudover kan man med faglitteraturen henvende sig til en bredere del af befolkningen. F.eks. kan en bog om Anden Verdenskrig have interesse for både yngre og ældre læsere, læsere med stor faglig viden om f.eks. krigshistorie og folk med våbenhistorie som hobby - og for folk, der vil have perspektiv på den krig, der føres lige nu i Irak«.

»Men skønlitteraturens - og specielt debutromaners - succes lader sig ikke lige så nemt kalkulere. Der findes ingen kategorier af læsere, der interesserer sig specifikt for debutanter f.eks., ligesom der ikke er hyldepladser reserveret hos boghandlerne til 'Debutromaner'. De er mere som vilde skud i tågen set fra en forretningsmæssig vinkel«.

Lidenskaben eksisterer
Selv om det i Dyssegaards gengivelse lyder som lidt af et regnestykke at udgive bøger i dag, fastholder hun, at det er kærligheden til litteratur, der driver værket. Det er dén, der får skubbet en bog gennem bestyrelsens nåleøje af stramme budgetter, ligesom det var dén, der i sin tid, midt i 1980'erne, fik den danske litteraturstuderende på Columbia til at søge ind i bogbranchen.

Det var lidt af et tilfælde, at hun havnede her, men nu elsker Dyssegaard sin profession. Og hendes opskrift på succes lyder på fleksibilitet, alsidighed og et godt øje for det oversete:

»For at blive succesfuld i forlagsverdenen skal man først og fremmest have en lidenskab for litteraturen. Det er lidenskaben, der skal få tallene til at gå op. Derudover skal der selvfølgelig være en forbindelse mellem ens egen og andre folks litterære smag - ellers kan der jo ikke blive en forretning ud af det. Og så skal man som redaktør ikke specialisere sig så meget, men spille på så mange strenge som muligt«.

Øje for det oversete
»Da jeg begyndte hos Farrar, Straus & Giroux, bredte jeg mig med det samme over forskellige områder. Med min europæiske baggrund og de mange sprog, jeg kan læse, var det naturligt, at jeg stod for den internationale litteratur, men samtidig arbejdede jeg med forskellige faglitterære emner og med forskellige amerikanske forfattere«.

»Derudover har jeg nok haft et talent for at spotte potentialet i oversete manuskripter. Det gjorde jeg f.eks. med Anthony E. Wolfs opdragelsesguide for forældre med teenagere, 'Get Out of My Life', som jeg købte for en slik, fordi ingen andre forlag ville have den. Men jeg kunne godt lide bogens afslappede stil og gode humor, der skilte den ud fra andre amerikanske selvhjælpsbøger, der ofte var alarmerende i deres tone«.

»Wolf kom ikke med opskrifter på selvforbedring og sådan noget, men opfordrede bare forældre til at slå koldt vand i blodet og vente på bedre tider. Det viste sig så, at på netop det tidspunkt, hvor vi udgav bogen, begyndte man i USA at få en mere afslappet holdning til opdragelsesmetoder, og nu har bogen solgt i over en halv million eksemplarer«.

Kvinderne har altid gået på jagt
Og hvad med Peter Høeg?

»Peter Høegs bøger har altid gjort det godt på det amerikanske marked, og jeg tror ikke, at 'Den stille pige' bliver nogen undtagelse. Jeg læste den på sidelinjen for Farrar, Straus & Giroux, og de antog den straks til oversættelse. Bogen har mange Smilla-agtige kvaliteter og er en rigtig spændingsroman, og sådan nogle kan amerikanerne godt lide«.

Vi er ved at være færdige med vores frokost, og Dyssegaard skal tilbage til sit halvfærdige kontor. Hun følger mig hen til min subway ved Rockefeller-centeret, mens hun begejstret fortæller om en bog, hun netop har købt. Den fremlægger en ny teori om kvindernes plads i forhistorisk tid, som slet ikke var så passiv og huslig som hidtil antaget. Faktisk var kvinderne med, når mændene gik på jagt, forklarer Dyssegaard, og den bestod ikke i, at man slog store dyr ihjel med køller.

»Det kunne de slet ikke slå hårdt nok til, mændene, så måden, man fik kød på, var ved at indfange dyr med net. Og det var kvinderne, der lavede nettene, ligesom de fandt på sproget«. Dyssegaard griner tilfreds, og som hun går der med hovedet holdt højt i New Yorks jungle af en bogverden, tror jeg på, at teorien holder.