Salman Rushdie smiler, siger »welcome« og »pleased to meet you«, og åh, hvor føles det godt at møde ham her i Bloomsbury! Forfatternes og kunstnernes fredelige London-kvarter, hvor skrivekunsten altid har haft det så godt. Jeg vil for en gangs skyld tillade mig at tale om litteratur med ham, og hvis der er et spørgsmål, der har klinget netop mellem disse huse, hen over disse grønne pladser og ud i kvarterets små gader og stræder, må det være litteraturens væsentligste: Hvem er jeg?
Fra 'Salman' til 'Rushdie' Det er et spørgsmål, Salman Rushdie i 'Joseph Anton' bruger 659 sider på at besvare. Det meste af bogen handler om hans år i Helvede. Han havde været fire år om at skrive 'De sataniske vers', men da romanen udkom i 1988, fik den kun lov at være en litterær begivenhed i meget kort tid. En BBC-journalist ringede ham op derhjemme og spurgte ham: »Hvordan er det at vide, at De lige er blevet dømt til døden af ayatollah Khomeini?«. Samme dag forlod han sit hjem og kom først tilbage tre år senere, og da var det ikke længere hans. »Hvem er jeg?«, kunne Rushdie dengang spørge sig selv, og efter fatwaen kunne svaret lyde således: Jeg er et menneske, det ikke er forundt at leve et almindeligt liv. Jeg er en far, der ikke kan spille fodbold i parkerne med sin lille søn. Jeg er en flygtning, der hele tiden må skifte bopæl. Jeg er ham, luftfartsselskaberne nægter at flyve med. Jeg er manden, regeringschefer ikke vil møde, fordi de sætter fetaeksport højere end menneskerettigheder. Jeg er ham, der engang var vennernes 'Salman', men som blev til den verdensberømte 'Rushdie', ikonet. Jeg er en forfatter, der bliver jaget af en fremmed magts dødspatruljer, fordi jeg har skrevet en roman. Styrke fra Dostojevskij, Ovid og Lorca Det var en hård tid, men Rushdie fik styrke fra andre forfulgte forfatteres erfaringer, fortæller han, da vi sidder i stolene hos The Wylie Agency, der fra adressen på Bedford Square 17 med hård hånd styrer hans aftaler. I dine vanskeligste år tænkte jeg tit på dig. Også på læseren Salman Rushdie. Hvilke forfattere gav dig styrke til at klare presset? »Jeg sagde til mig selv, at masser af andre forfattere gennem tiden havde haft det lige så slemt, og at de havde klaret den«, siger Rushdie, mens jeg skænker kaffe for ham. LÆS ANMELDELSERushdies erindringer om fatwaen er et gribende dokument »Dostojevskij stod over for en henrettelsespeloton, Jean Genet skrev, mens han var i fængsel. Digteren Ovid blev forvist fra Rom af kejser Augustus. Den russiske digter Osip Mandelstam døde i Stalins fangelejre, Lorca blev myrdet af Francos falangister. For dem alle gælder det, at deres kunst overlevede. Romerriget er borte, men Ovids poesi er udødelig, det samme kan du sige om Lorca og Mandelstam. Kunst holder længere end kunstnerne. Jeg indså, at problemet ikke er at forsvare kunsten, men at forsvare kunstnerne, for det er dem, der risikerer at gå til grunde«. »Du må blive ved med at skrive« Rushdie rømmer sig. Med 65 år på bagen er han så småt på vej ind i statsmandsalderen, jeg sidder over for en distingveret, nobelt klædt ældre herre. Han nipper til kaffen og fortsætter: »Selv under de mest umulige betingelser var alle disse forfattere blevet ved med at passe deres arbejde. Hvis det nu er din tur til at have problemer, tænkte jeg, så er det ikke nogen undskyldning for ikke at lave noget, du må blive ved med at skrive. Det blev en stor inspiration for mig«. Anker på Øresund I de år, hvor det islamistiske sværd hang over hans hoved, talte Rushdie i mobiltelefon med præsidenter, men måtte samtidig skjule sig i låste badeværelser eller gemme sig bag døre, hvis blikkenslageren kom på besøg dér, hvor han gemte sig. Alt sammen fordi han havde tilladt sig at forholde sig kunstnerisk frit til historien om islams oprindelse, ligesom engelske Monty Python små ti år før havde forholdt sig frit til Jesus i filmen 'Life of Brian'. Første gang jeg mødte ham, var i 1992. Det var på en lille båd ude i Øresund sammen med Anker Jørgensen og Niels Barfoed og folk fra Politiets Efterretningstjeneste. Vi var til hemmeligt pressemøde under dækket, ingen, heller ikke Rushdie, havde den fjerneste anelse om, hvor sindssyg verden ville blive i de kommende år. Ingen kunne vide, at forfatteren med de søvnige øjne var budbringer fra en fremtid, hvor den islamiske fundamentalisme ville sprede skræk og rædsel. Hitoshi Igarashi, den japanske oversætter af 'De sataniske vers', var endnu ikke blevet myrdet. William Nygaard, Rushdies modige norske forlægger, var endnu ikke blevet skudt ned, og Ettore Capriolo, hans italienske oversætter, endnu ikke dolket i sit hjem. Alt det er fortid, den sidste Jaguar med politifolk kørte ud af Rushdies liv i marts 2002, men selv om jeg har besluttet, at han i dag skulle have lov at slippe for sit sædvanlige pensum, er det svært at vriste sig fri af - fordi den islamiske fundamentalisme stadig er derude, og fordi det blev hans skæbne at være fatwa-forfatteren. Navnet der ikke måtte nævnes Litteraturhistorien er rig på forbudte romaner: D.H. Lawrences 'Lady Chatterleys elsker', 'Ulysses' af James Joyce, Vladimir Nabokovs 'Lolita'. Værker, der i sin tid blev anklaget for at være 'pornografiske'.

En anklage, som mullaherne også rettede mod 'De sataniske vers', som også blev kaldt 'blasfemisk' og 'underlødig'. I årene, hvor han levede under jorden, måtte han gemme sig under det navn, der nu er blevet titlen på hans erindringer. Navnet fik han fra to af sine yndlingsforfattere: Joseph Conrad og Anton Tjekhov. »Tjekhov er sublim til at beskrive folk, der længes efter at være et andet sted. Jeg ved godt, hvordan det føles!, tænkte jeg. Jeg følte mig som en af hans tre søstre, der længes efter Moskva. Conrad er forrygende, når det gælder spænding, hemmelige agenter, terror, men jeg valgte også hans fornavn på grund af en enkelt sætning i hans roman 'The Nigger of the 'Narcissus'. Handlingen foregår om bord på et skib, og manden, som dør af tuberkulose på skibet, bliver spurgt af en af sømændene: Hvorfor gik du om bord på skibet, du må da have vidst, at du var syg? Den syges berømte svar er: »Jeg skal leve, til jeg skal dø«. Det blev et meget vigtigt motto for mig, en slags livsfilosofi. Conrads syge mand viste mig vejen«. Mistede du aldrig forstanden? »Nej, det gjorde jeg aldrig helt, men jeg var uhyggeligt tæt på meget dybe depressioner. Jeg nærmede mig ofte fortvivlelsen på grund af den her følelse af, at det aldrig ville slutte. Hvis du skal i fængslet i fem år, kan du ridse dagene på væggen, du ved, der kommer en ende på det. Det ikke at vide, hvor lang tid mit ufrie liv ville vare, fik det til at forekomme endnu længere, det var det værste. Helt uudholdeligt til tider«. Med en pyramide på nakken Rushdie citerer i 'Joseph Anton' en af folkeviddets vitser om sig selv fra dengang, han måtte gemme sig på skiftende adresser: Hvad er det, der er lyshåret, har store bryster og bor i Tasmanien? Svar: Salman Rushdie! Selv bruger han Giza Pyramiden til at beskrive vægten af sin byrde. Han havde det, som om han bar pyramiden med spidsen nedad på sin nakke. I forhold til, hvor langsomt det gik med at få mobiliseret en politisk vilje til at kæmpe for sin sag, sammenligner han sig med Bill Murray i filmen 'Ground Hog Day', hvor hver eneste dag er en gentagelse af den foregående. LÆS OGSÅAlt dette har vi (ikke) lært af 'De sataniske vers' »Humøret vendte først tilbage, da jeg begyndte at slå igen. Den dag, jeg mødtes med hr. Jørgensen og dig og de andre pressefolk og politifolk på båden i Øresund, var vel min slå igen-kampagnes første dag. Der er noget meget mere værdigt ved at stå oprejst i stedet for at gemme sig i et hjørne«. »Jeg var ude i verden, kæmpede for min sag. Det fik jeg mere selvrespekt af, og det hjalp mig meget«.
Stærk for sin sønVar du nødt til at fremstå stærkere, end du reelt var, for ikke at give dine modstandere indtryk af svaghed? »Ja, nogle gange, men mest fordi jeg havde en lille søn, som havde brug for at se sin far stærk og handlekraftig. Sådan har alle forældre det. Vi bryder os ikke om, at vores børn skal se os deprimerede eller forulempede. Det var som regel på grund af ham, at jeg viste mig stærk. Ikke at kunne være far for Zafar på den måde, andre kan være fædre, var noget af det hårdeste«, siger Rushdie. Lidt efter tilføjer han: »De stjal hans barndom fra mig«. Jeg drikker lidt vand, fumler med mine papirer, Rushdie fortsætter: »Det var jo også sådan, at jeg hele tiden måtte argumentere offentligt for min sag, og det kræver, at man er i kontrol. At man holder sammen på sig selv, ikke bukker under«, siger Rushdie, der oplyser, at han ikke kunne skrive sin bog med direkte udgangspunkt i sine gamle notater, fordi han kunne se, at hans daværende humør svingede alt for meget. »Det var meget tydeligt, for nu at sige det mildt, at den, der havde skrevet dem, ikke altid var i en særlig god mental tilstand«. Litterært selvstudium Den franske filosof Voltaire sagde, at det var en god ide for en forfatter at bo nær en landegrænse, så han kunne smutte over grænsen og i sikkerhed, hvis han vakte magtfulde menneskers vrede. Rushdie levede under jorden i England og Skotland, så det var nyt for ham pludselig at befinde sig på båden - og på Louisiana - i Danmark dengang i 1992. Fra Skandinavien bredte hans slå igen-kampagne sig til lande som Canada og Holland og videre. I 'Joseph Anton' takker han sine modige danske og norske forlæggere, Johannes Riis og William Nygaard.