Salman Rushdie smiler, siger »welcome« og »pleased to meet you«, og åh, hvor føles det godt at møde ham her i Bloomsbury! Forfatternes og kunstnernes fredelige London-kvarter, hvor skrivekunsten altid har haft det så godt.

Jeg vil for en gangs skyld tillade mig at tale om litteratur med ham, og hvis der er et spørgsmål, der har klinget netop mellem disse huse, hen over disse grønne pladser og ud i kvarterets små gader og stræder, må det være litteraturens væsentligste: Hvem er jeg?

Fra 'Salman' til 'Rushdie'
Det er et spørgsmål, Salman Rushdie i 'Joseph Anton' bruger 659 sider på at besvare. Det meste af bogen handler om hans år i Helvede. Han havde været fire år om at skrive 'De sataniske vers', men da romanen udkom i 1988, fik den kun lov at være en litterær begivenhed i meget kort tid.

En BBC-journalist ringede ham op derhjemme og spurgte ham: »Hvordan er det at vide, at De lige er blevet dømt til døden af ayatollah Khomeini?«.

Samme dag forlod han sit hjem og kom først tilbage tre år senere, og da var det ikke længere hans.

»Hvem er jeg?«, kunne Rushdie dengang spørge sig selv, og efter fatwaen kunne svaret lyde således: Jeg er et menneske, det ikke er forundt at leve et almindeligt liv. Jeg er en far, der ikke kan spille fodbold i parkerne med sin lille søn. Jeg er en flygtning, der hele tiden må skifte bopæl. Jeg er ham, luftfartsselskaberne nægter at flyve med. Jeg er manden, regeringschefer ikke vil møde, fordi de sætter fetaeksport højere end menneskerettigheder. Jeg er ham, der engang var vennernes 'Salman', men som blev til den verdensberømte 'Rushdie', ikonet. Jeg er en forfatter, der bliver jaget af en fremmed magts dødspatruljer, fordi jeg har skrevet en roman.

Styrke fra Dostojevskij, Ovid og Lorca
Det var en hård tid, men Rushdie fik styrke fra andre forfulgte forfatteres erfaringer, fortæller han, da vi sidder i stolene hos The Wylie Agency, der fra adressen på Bedford Square 17 med hård hånd styrer hans aftaler.

I dine vanskeligste år tænkte jeg tit på dig. Også på læseren Salman Rushdie. Hvilke forfattere gav dig styrke til at klare presset?

»Jeg sagde til mig selv, at masser af andre forfattere gennem tiden havde haft det lige så slemt, og at de havde klaret den«, siger Rushdie, mens jeg skænker kaffe for ham.

LÆS ANMELDELSE Rushdies erindringer om fatwaen er et gribende dokument

»Dostojevskij stod over for en henrettelsespeloton, Jean Genet skrev, mens han var i fængsel. Digteren Ovid blev forvist fra Rom af kejser Augustus. Den russiske digter Osip Mandelstam døde i Stalins fangelejre, Lorca blev myrdet af Francos falangister. For dem alle gælder det, at deres kunst overlevede. Romerriget er borte, men Ovids poesi er udødelig, det samme kan du sige om Lorca og Mandelstam. Kunst holder længere end kunstnerne. Jeg indså, at problemet ikke er at forsvare kunsten, men at forsvare kunstnerne, for det er dem, der risikerer at gå til grunde«.

»Du må blive ved med at skrive«
Rushdie rømmer sig. Med 65 år på bagen er han så småt på vej ind i statsmandsalderen, jeg sidder over for en distingveret, nobelt klædt ældre herre. Han nipper til kaffen og fortsætter:

»Selv under de mest umulige betingelser var alle disse forfattere blevet ved med at passe deres arbejde. Hvis det nu er din tur til at have problemer, tænkte jeg, så er det ikke nogen undskyldning for ikke at lave noget, du må blive ved med at skrive. Det blev en stor inspiration for mig«.

Anker på Øresund
I de år, hvor det islamistiske sværd hang over hans hoved, talte Rushdie i mobiltelefon med præsidenter, men måtte samtidig skjule sig i låste badeværelser eller gemme sig bag døre, hvis blikkenslageren kom på besøg dér, hvor han gemte sig.

Alt sammen fordi han havde tilladt sig at forholde sig kunstnerisk frit til historien om islams oprindelse, ligesom engelske Monty Python små ti år før havde forholdt sig frit til Jesus i filmen 'Life of Brian'.

Første gang jeg mødte ham, var i 1992. Det var på en lille båd ude i Øresund sammen med Anker Jørgensen og Niels Barfoed og folk fra Politiets Efterretningstjeneste.

Vi var til hemmeligt pressemøde under dækket, ingen, heller ikke Rushdie, havde den fjerneste anelse om, hvor sindssyg verden ville blive i de kommende år. Ingen kunne vide, at forfatteren med de søvnige øjne var budbringer fra en fremtid, hvor den islamiske fundamentalisme ville sprede skræk og rædsel.

Hitoshi Igarashi, den japanske oversætter af 'De sataniske vers', var endnu ikke blevet myrdet. William Nygaard, Rushdies modige norske forlægger, var endnu ikke blevet skudt ned, og Ettore Capriolo, hans italienske oversætter, endnu ikke dolket i sit hjem.

Alt det er fortid, den sidste Jaguar med politifolk kørte ud af Rushdies liv i marts 2002, men selv om jeg har besluttet, at han i dag skulle have lov at slippe for sit sædvanlige pensum, er det svært at vriste sig fri af - fordi den islamiske fundamentalisme stadig er derude, og fordi det blev hans skæbne at være fatwa-forfatteren.

Navnet der ikke måtte nævnes
Litteraturhistorien er rig på forbudte romaner: D.H. Lawrences 'Lady Chatterleys elsker', 'Ulysses' af James Joyce, Vladimir Nabokovs 'Lolita'. Værker, der i sin tid blev anklaget for at være 'pornografiske'.

En anklage, som mullaherne også rettede mod 'De sataniske vers', som også blev kaldt 'blasfemisk' og 'underlødig'. I årene, hvor han levede under jorden, måtte han gemme sig under det navn, der nu er blevet titlen på hans erindringer. Navnet fik han fra to af sine yndlingsforfattere: Joseph Conrad og Anton Tjekhov.

»Tjekhov er sublim til at beskrive folk, der længes efter at være et andet sted. Jeg ved godt, hvordan det føles!, tænkte jeg. Jeg følte mig som en af hans tre søstre, der længes efter Moskva. Conrad er forrygende, når det gælder spænding, hemmelige agenter, terror, men jeg valgte også hans fornavn på grund af en enkelt sætning i hans roman 'The Nigger of the 'Narcissus'. Handlingen foregår om bord på et skib, og manden, som dør af tuberkulose på skibet, bliver spurgt af en af sømændene: Hvorfor gik du om bord på skibet, du må da have vidst, at du var syg? Den syges berømte svar er: »Jeg skal leve, til jeg skal dø«. Det blev et meget vigtigt motto for mig, en slags livsfilosofi. Conrads syge mand viste mig vejen«.

Mistede du aldrig forstanden?

»Nej, det gjorde jeg aldrig helt, men jeg var uhyggeligt tæt på meget dybe depressioner. Jeg nærmede mig ofte fortvivlelsen på grund af den her følelse af, at det aldrig ville slutte. Hvis du skal i fængslet i fem år, kan du ridse dagene på væggen, du ved, der kommer en ende på det. Det ikke at vide, hvor lang tid mit ufrie liv ville vare, fik det til at forekomme endnu længere, det var det værste. Helt uudholdeligt til tider«.

Med en pyramide på nakken
Rushdie citerer i 'Joseph Anton' en af folkeviddets vitser om sig selv fra dengang, han måtte gemme sig på skiftende adresser: Hvad er det, der er lyshåret, har store bryster og bor i Tasmanien? Svar: Salman Rushdie!

Selv bruger han Giza Pyramiden til at beskrive vægten af sin byrde. Han havde det, som om han bar pyramiden med spidsen nedad på sin nakke.

I forhold til, hvor langsomt det gik med at få mobiliseret en politisk vilje til at kæmpe for sin sag, sammenligner han sig med Bill Murray i filmen 'Ground Hog Day', hvor hver eneste dag er en gentagelse af den foregående.

LÆS OGSÅAlt dette har vi (ikke) lært af 'De sataniske vers'

»Humøret vendte først tilbage, da jeg begyndte at slå igen. Den dag, jeg mødtes med hr. Jørgensen og dig og de andre pressefolk og politifolk på båden i Øresund, var vel min slå igen-kampagnes første dag. Der er noget meget mere værdigt ved at stå oprejst i stedet for at gemme sig i et hjørne«.

»Jeg var ude i verden, kæmpede for min sag. Det fik jeg mere selvrespekt af, og det hjalp mig meget«.

Stærk for sin søn
Var du nødt til at fremstå stærkere, end du reelt var, for ikke at give dine modstandere indtryk af svaghed?

»Ja, nogle gange, men mest fordi jeg havde en lille søn, som havde brug for at se sin far stærk og handlekraftig. Sådan har alle forældre det. Vi bryder os ikke om, at vores børn skal se os deprimerede eller forulempede. Det var som regel på grund af ham, at jeg viste mig stærk. Ikke at kunne være far for Zafar på den måde, andre kan være fædre, var noget af det hårdeste«, siger Rushdie.

Lidt efter tilføjer han: »De stjal hans barndom fra mig«.

Jeg drikker lidt vand, fumler med mine papirer, Rushdie fortsætter:

»Det var jo også sådan, at jeg hele tiden måtte argumentere offentligt for min sag, og det kræver, at man er i kontrol. At man holder sammen på sig selv, ikke bukker under«, siger Rushdie, der oplyser, at han ikke kunne skrive sin bog med direkte udgangspunkt i sine gamle notater, fordi han kunne se, at hans daværende humør svingede alt for meget.

»Det var meget tydeligt, for nu at sige det mildt, at den, der havde skrevet dem, ikke altid var i en særlig god mental tilstand«.

Litterært selvstudium
Den franske filosof Voltaire sagde, at det var en god ide for en forfatter at bo nær en landegrænse, så han kunne smutte over grænsen og i sikkerhed, hvis han vakte magtfulde menneskers vrede.

Rushdie levede under jorden i England og Skotland, så det var nyt for ham pludselig at befinde sig på båden - og på Louisiana - i Danmark dengang i 1992.

Fra Skandinavien bredte hans slå igen-kampagne sig til lande som Canada og Holland og videre. I 'Joseph Anton' takker han sine modige danske og norske forlæggere, Johannes Riis og William Nygaard.

Kampagnen stillede store krav til ham selv. Det er nødvendigt at kunne sin filosofi og historie, hvis man vil have folk til at forstå, hvor vanskeligt det historisk har været at erobre retten til at ytre sig frit.

For Rushdie blev tiden, hvor han skjulte sig, også brugt til hans eget ensomme selvstudium af oplysningstidens store europæiske filosoffer. Voltaire, Montesquieu og John Stuart Mill.

»Jeg forsøgte at orkestrere min viden om dette emne, frihed, og organisere, hvad jeg selv ville kunne sige om det. Det var meget hjælpsomt at læse alle disse berømte og klassiske tekster om frihed«.

De gamle romanfavoritter
Men heldigvis var der også tid til gamle romanfavoritter.

»Jeg læste for mit liv, og jeg genlæste alle de forfattere, jeg virkelig elskede, Joyces 'Ulysses' blandt andet«, siger Rushdie begejstret.

»Jeg kom også igennem hele Proust i de år (Marcel Prousts 'På sporet af den tabte tid', red.), ikke hele 'Tusind og en nat', men rigtig mange af fortællingerne. Jeg læste også mange amerikanske forfattere, Saul Bellow og Phillip Roth bl.a. Jeg husker også Garcia Marquez' 'Hundrede års ensomhed'. Titlen føltes ret præcis for mit liv!«, siger Rushdie med et lille grin.

»Men det var ikke altid nemt, fordi jeg måtte skifte adresse så ofte. Pladsen var ofte trang, hvilket var enerverende på tusind måder for mit privatliv, som jeg jo i lange perioder slet ikke havde, fordi der altid var fire granvoksne politifolk i nærheden. Jeg kunne først have flere bøger med ad gangen, da jeg efter nogle år på farten købte et sted, som jeg havde i syv år. Dér kunne jeg omsider etablere et egentligt bibliotek«.

Nu findes der e-bøger og iPads. For læsere må det være blevet lidt lettere at gå under jorden nu end dengang ...

»Uden tvivl! Verden går fremad trods alt!«, smiler Rushdie.

Min alternative liste
Salman Rushdie er en stor James Joyce-elsker. I 'De sataniske vers' finder man, hvis man kigger godt efter, et par sider, der er skrevet som bevidsthedsstrøm helt uden kommaer og punktummer - ligesom James Joyce gjorde det i 'Ulysses'.

Før interviewet besøgte jeg de steder i Bloomsbury, hvor Joyces modernistiske ligekvinde Virginia Woolf, som også benyttede sig af teknikken, skrev sine romaner.

»'De sataniske vers' er meget Joyce-agtig, og jeg genlæser Joyce hele tiden. Ikke kun for at lære om form, men også om komedie, han er en meget morsom forfatter! Jeg kom lidt sent til Virginia Woolf, kunne ikke rigtigt tilgive hende, at hun havde angrebet 'Ulysses', da den udkom. Men den af hendes bøger, jeg stadig vender tilbage til, er 'Mrs. Dalloway', som er forbløffende. Sætning for sætning er den bare så smuk. Det er en engelsk 'Gatsby'. En enkel bog, men med en sådan dybde, den er strålende«.

LÆS OGSÅUSA frygter at stå på tærsklen til en dansk Muhammedkrise

De modernistiske forfatteres brud på gængse regler har i det hele taget været en stor inspiration for Rushdie.

»De måtte jo bryde med den herskende måde at skrive på, for der er jo tidspunkter, hvor en persons tanker bare myldrer frem og springer hid og did, og man som forfatter ønsker at vise det gennem syntaksen. Den frie måde at skrive på har virkelig præget mit forfatterskab. Og jeg begyndte tidligt i mit liv at skabe mig selv en stor - alternativ - litterær tradition. Jeg var ikke tiltrukket af naturalisme og realisme. Men jeg fandt noget, jeg kunne lide, hos forfattere som Diderot, Gogol, Mikhail Bulgakov, Italo Calvino og Franz Kafka. Det så ud, som om der på forskellige tidspunkter i verdenslitteraturen opstod denne tendens til legende, ikonoklastisk, surrealistisk alvor. Strømningen har forskellige navne. Den hedder surrealisme i Frankrig, magisk realisme i Latinamerika, fabulisme i USA. Med lokale variationer er det det samme, og den slags litteratur kunne jeg lide. Det var den måde, jeg selv skulle skrive på, tænkte jeg«.

Hvornår indså du, at du var blevet medlem af gruppen af verdensberømte forfattere, som gennem tiden har været nødt til at kæmpe for vigtige værdier - menneskerettigheder?

»Igen: Jeg forstod mig hurtigt som en blandt mange forfulgte forfattere, og det, jeg gjorde, var jeg nødt til at gøre. Jeg måtte. Jeg kunne ikke bare tie stille og foretage mig ingenting«.

Man skal leve, til man skal dø?

»Ja, præcis. Det skal vi alle, og det er værd at huske på, uanset hvilket liv vi måtte leve«.

Ikke en undtagelse
Rushdie bruger i sin erindringsbog scenen med solsortene fra Hitchcocks film 'Fuglene' som billede på det, der skete, da fatwaen ramte ham, flere år før den islamiske fundamentalisme for alvor gjorde sig gældende med terrortrusler, der kunne ramme hvem som helst.

Først er der én fugl i et klatrestativ, og den behøver ingen opmærksomhed eller forklaringer. Det er først, når himlen er fuld af sorte fugle, at mønstret tegner sig.

»Dette er ikke en isoleret begivenhed, sagde jeg om min situation lige fra begyndelsen. Både folk, som støttede mig, og folk, som var imod mig, så min sag som noget unikt. Mine støtter sagde: Der er aldrig hændt noget så frygteligt for en forfatter, han skal forsvares! Mine opponenter sagde: Ingen har nogensinde skrevet så modbydeligt som ham, han kan ikke undskyldes! Begge sider argumenterede, som om jeg var en undtagelse. Jeg blev ved med at sige: Hør her, mange forfattere i den muslimske verden er blevet anklaget for blasfemi, fornærmelse, kætteri osv., og i de år, hvor jeg var i vanskeligheder, blev flere forfattere dræbt i de muslimske lande. Jeg forsøgte at få mine omgivelser til at forstå, at det ikke kun handlede om mig. At det var en del af noget meget større. Please! Se, hvad det er, der sker! Jeg vidste hele tiden, at min sag drejede sig om nogle grundlæggende værdier«.

Savnede støtte fra venstrefløjsforfatterne
I Sverige forlod forfatteren Kerstin Ekman sit sæde i det Svenske Akademi, som uddeler Nobelpriserne i litteratur, da det ikke ville udsende en formel støtteerklæring til fordel for Salman Rushdie.

I England havde mange venstrefløjsforfattere svært ved at støtte ham. I sin bog bebrejder Rushdie folk som John le Carré, Germaine Greer og John Berger, at de ikke forsvarede en sag, der også var deres. Venstrefløjen havde det meget svært med, at masserne kunne tage fejl, skriver han.

»Forskellen fra dengang til nu er, at vi ingen kontekst havde, dengang den første fugl landede, det har vi nu. Dengang var det meget nemmere at rette anklagen mod en enkeltperson. Han må have gjort et eller andet meget ondt, siden de er så gale på ham! Nu ved vi, at bare det at nyse i den forkerte retning kan bringe deres pis i kog«.

Da jeg interviewede dig i 2009, ville du ikke tale om de danske Muhammedtegninger, hvad siger du nu?

»Vi må aldrig gå på kompromis. I samme øjeblik du bøjer nakken og bakker ud, er svaret med garanti endnu flere trusler«.

Operation Malachite
Blandt de politifolk fra Special Branch, der gennem årene passede på ham, var der ingen slinger i valsen.

'Operation Malachite', som kostede mange penge, var ikke populær i Scotland Yards ledelse, men fodfolkene, som omgav Rushdie i det daglige, var loyale over for ham. Men han sagde nej til deres forslag om at gå med paryk og skudsikre Kevlar-veste.

»Hvis man bukker under for sikkerhedstænkningen, så bliver man dens skabning for evigt, dens fange«, skriver han i 'Joseph Anton'.

Gang på gang var politifolkene villige til at bryde reglerne for at hjælpe ham til at få lidt almindeligt liv. Smugle ham ind i biografen, når lyset slukkede, tage ham og sønnen Zafar med til politiets sportsbaner, så de kunne spille fodbold og rugby.

De lavede mad til ham, og da Rushdie fik en datter med sin tredje hustru, Elizabeth, festede de for »vores baby«. Der skabtes et temmelig usandsynligt venskab mellem det litterære London og det britiske hemmelige politi.

»Kvinderne i det litterære miljø elskede dem! Politifolkene var som regel unge, flotte, uniformerede, veltrænede, og så havde de pistoler! De var sexy! Når jeg gik ind i en stue til en fest, kiggede kvinderne mig altid over skuldrene, de så på noget andet!«, siger Rushdie smågrinende.

»Først anede politifolkene ikke, hvad de skulle mene om disse kunstnere, kunne de stole på dem? Men det endte med, at alle stolede på hinanden. Politiet opdagede, at mine venner var fantastiske, ingen lækkede noget i de 12 år, det hele varede, alle kunne holde på hemmeligheden. Politiet indså, at deres job blev meget lettere gennem mine venners totale solidaritet. Og mine venner så jo, at politifolkene gjorde noget meget modigt, at de risikerede deres egne liv for at passe på mig. Det endte meget tillidsfuldt«.

Folkene i Special Branch fejrede din datters fødsel!

»Ja, det var pragtfuldt. Normalt var det folk, der var ældre end mig, som de passede på, ministre og den slags. De var ikke vant til fædre og mødre med små børn. Jeg er disse politifolk meget taknemmelig«.

Mennesket er centrum
Bag alle anklagerne mod 'De sataniske vers' lå det afgørende spørgsmål: Hvem skal bestemme over historien? Den engelske digter Shelley, som Rushdie citerer i sin nye bog, kaldte forfattere for 'verdens oversete lovgivere'. Shelley var båret af troen på den litterære kunst som den rette modvægt til magten.

Skønlitteraturen udforsker og udvider vores måde at være mennesker på, tænker jeg. Er du enig i det?

»Litteraturen insisterer først og fremmest på den menneskelige skala. Litteraturen fastholder, at mennesket er fortællingens centrum. En bog er nødt til at have en størrelse som et menneske. Hvis den bliver så stor, at mennesket forsvinder, så bliver den pompøs og kedelig. Tolstoj kan skrive en stor roman om krig og fred, men han glemmer aldrig, at det er en historie om en gruppe mennesker, og at det er gennem dem, vi som læsere skal lære om de større forhold. Vi må aldrig miste sansen for den menneskelige størrelse. Det er en af de ting, som litteraturen bidrager med«.

Bøger må ikke blive for 'store', siger du. Hentyder du også til Bibelen og Koranen?

»Det gælder også for disse to meget store bøger, og jeg vil sige, at jeg foretrækker Bibelen for Koranen, fordi den rummer mange flere fortællinger. Bibelen er narrativ, Koranen er først og fremmest instruktiv«.

Elskov med præsidentens datter
Rushdie rækker ud efter sin nye bog, der ligger på bordet.

»Litteraturen er også optaget af karakter«, siger han og gestikulerer med 'Joseph Anton' i hånden.

»Den ved godt, at det enkelte menneskes karakter er bredspektret. Et meget stort antal udsagn om et bestemt menneske kan være sande. En af de ting, litteraturen tilbyder som en stor civiliserende kraft, er forståelse for, at vi hver især ikke er én ting, men mange ting. Og når vi tænker om os selv som 'mange ting på en gang', så bliver det nemmere at finde fælles forståelse med andre mennesker. F.eks. hvis man er fan af den samme fodboldklub. (Rushdie elsker Londonklubben Tottenham Hotspurs, red.) Hvis vi er 35 ting, og tre af dem overlapper med en person, som vi i øvrigt er uenige med omkring 32 ting, så er der alligevel en chance. Desværre lever vi i en tid, hvor vi tvinges til at definere os meget snævert, og det gør det mere sandsynligt, at vi havner i en konflikt«.

Det banker på døren, en af agenturets unge kvindelige ansatte kommer med frisk kaffe.

Nu vi taler om det at være menneske, om karakter og konflikt, så fortæller du i din erindringsbog meget åbent om dine forliste ægteskaber. Om trakasserier, sorg og svigt. Og man kan læse, at du på et tidspunkt tilbringer en elskovsnat med den franske kulturministers smukke datter. Hvorfor skal vi vide det?

LÆS OGSÅSalman Rushdie-film er lavet i smug

»Fordi min utroskab havde en stor indflydelse på mit ægteskab. Vanskeligheden ved at skrive selvbiografier er det store problem med andres folks privatliv. Hvis du skriver, når du er 80 eller 90 år, så er de fleste nok døde. Når de fleste stadig er i live, så er du nødt til at tage nogle frygtelig valg. Jeg har udeladt det, som måske kunne skade folk, men det, som skete for tyve år siden i et flydende øjeblik, må være okay, vi er alle blevet ældre. Jeg var nødt til at forholde mig til, hvorfor mit liv udviklede sig, som det gjorde, og det ville være umuligt, hvis jeg udelod sådanne episoder«.

Var det din skæbne?
Så, hvem er 'jeg'? Det fremgår af 'Joseph Anton', at Rushdie efter år på understøttelse og arbejde som tekstforfatter spurgte sig selv, hvorfor han endnu ikke var blevet den skønlitterære forfatter, som han vidste, at han havde i sig. En del af hans svar handlede om, at han endnu ikke havde gjort sig det klart, hvem han egentlig selv var.

Han erkendte da, at han først og fremmest var immigrant, et menneske med lige del Øst og Vest i sig. At han var professionel historiker fra Cambridge med speciale i islams oprindelse. Og at det, han ville kunne, var at skrive romaner, der både rummede den lille historie om det enkelte menneske og den store historie om samfund og civilisationer - præcis som det senere skete i 'De sataniske vers'.

Hvis man dertil lægger, at han blev opdraget i en åben atmosfære af sine muslimske forældre, og at han tilmed er opkaldt efter den lærde spansk-arabiske Ibn Rushd, som oversatte Aristoteles' værker og i sin tid forsvarede rationalistisk argumentation mod datidens islamiske bogstavtro, ja, så forekommer det næsten oplagt, at det blev ham, der, netop som den islamiske tidevandsbølge tog til i styrke, skrev en roman, der blev så afgørende.

Det var nødt til at være dig, ikke? Du var prædestineret til at blive den første - solsort, ikke?

»Jeg tror ikke på skæbnen, men jo, når du stiller det op på den måde, så kan man godt drage den konklusion. Da jeg skrev 'De sataniske vers', mente jeg ikke, at jeg var i færd med at skrive noget, der ville få så kataklystisk en effekt. Måske var jeg naiv, men sådan var det. For mig er det en roman om civilisation, integration og adskillelse, altså spørgsmål, som alle immigranter, der havner i et nyt samfund, møder. Kolossale spørgsmål. Husk på, at generationsskænderierne er meget mere bitre i de etniske mindretalsmiljøer end i det omgivende samfund. I Hanif Khureishis roman 'My son, the fanatic' hører man om en taxichauffør fra Pakistan, som ofte kører prostituerede til deres kunder. Hans søn bliver fundamentalist og foragter sin far. Det er en meget typisk historie. I 1990'erne så vi en generation vokse op, som var mere konservative end deres forældre. At børnene bliver puritanske, mens forældrene er hedonister, er jo ikke det sædvanlige mønster«.

»I England kom de fleste indvandrere i 1970'erne fra Pakistan, Indien og Bangladesh, og de var meget åbne over for det engelske samfund. De ville give deres børn en bedre fremtid, de havde ingen udeståender med England, men deres børn voksede op i en tid, hvor de på grund af erfaringer med racisme, og på grund af nye snævre måder at danne identitet på, fik en følelse af ikke at høre til i det engelske samfund. Derfor får du denne vrede, og derfor vendte de sig mod religionen og tørklædet som et middel til identitet og forsvar«.

Hvad er læren af det arabiske forår for dig at se?

»Vi ved ikke noget om fremtiden, men det arabiske forår viste helt tydeligt, at folk i den arabiske verden ønsker at leve i mere åbne og frie samfund. Og at de ønsker mere økonomisk velstand. Det har udviklet sig meget forskelligt. De store tabere er jihadisterne, de fremstår virkelig som fortidige, fordi folk har set, at der er en anden vej til at ændre tingenes tilstand. Man behøver ikke at gå den voldelige terrorists vej, hvis man vil leve i et bedre samfund«.

»Til sidst vil alle disse mure vælte, men det kan tage flere generationer, end vi tror«.

Hvorfor har du skrevet 'Joseph Anton'?

»Jeg har levet et normalt liv i ti år. Jeg har været i stand til at kigge på det som et tidligere kapitel i mit liv. Det føles rigtigt at få det hele op på bordet en gang for alle«.

Tiden er gået, vi siger pænt farvel til hinanden, udenfor hænger tunge skyer over Bloomsbury. Det er tirsdag 11. september 2012, og ingen af os ved, at den amerikanske ambassadør i Libyen få timer senere vil blive dræbt af vrede muslimer, og at store dele af den muslimske verden siden vil flamme op på grund af en film, der håner profeten Muhammed.

Om lige netop det ville fatwa-forfatteren, der ved alt om muslimsk ømfindtlighed, kunne have talt som ingen anden, men jeg er glad for, at vi nåede at lægge vægten på den litteratur, Salman Rushdie lever for.

Og hver eneste dag i så mange år risikerede at dø for.