Få havde læst bogen og færre forstået den, da Salman Rushdies hovedværk ’De sataniske vers’ i februar 1989 fik ayatollah Khomeini til at true forfatteren med døden. Rushdie-affæren blev derfor ikke en strid om bogen, snarere om forestillinger. Bogen blev et symbolsk fjendebillede for fundamentalister, som søgte et håndterbart udtryk for vestlig hån og arrogance. Og præstestyret i Iran blev et overskueligt fjendebillede for den vesterlandske opinion. Nu er der så gået to årtier, og forfatteren Kenan Malik er spændt på, hvad vi monstro har lært af affæren?
Svar: ikke ret meget. 12. september 2008 – præcis på 20-års dagen for udgivelsen af ’De sataniske vers’ – blev forlaget Gibson Square i London ramt af en brandbombe, fordi forlaget var på vej med Sherry Jones’ allerede omstridte kioskbasker om profeten Muhammeds barnebrud, Aisha. Et studie i modsætning Malik kalder de to bøger et studie i modsætning. »Den ene – Rushdies – er en kompleks postmoderne beretning om migration, religion og identitet, den anden en saftig (...) historisk romance«.
