BALSTyRIG. Cecilie Lolk Hjort læner sig op af andre forfattere, men skriver med sin egen distinkte og underholdende stemme. - Foto: András Jokuti

Selv penge formerer sig, ved at puste sig op og blive mindre værd« – dét er et skægt anslag og opslag om ’penge’, et af de mange opslagsord i begavede og vittige Cecilie Lolk Hjorts nye litterære iværksættelse af en veritabel Noahs ark, der stævner ud i syndfloden, vores store grå-grønne, grumsede Limpopoflod.

Lolk Hjorts leg med legenden om arken falder i tre dele, ’arterne’, ’menneskene’ og ’tingene’, muligvis som resultat af en faldende grad af vigtighed eller som følge af en kategorial orden, hvor det grundlæggende kommer først og det afledte følger fromt efter.

LÆS OGSÅ På jagt efter Borges’ hemmelige kontor

Hvert ord forsynes med den velkendte placering af dets art, f.eks. »Postbud, subst. -det, -e, -ene«. Formen er ikke splintrende ny – der er flere små buk og kniks i retning af Jorge Luis Borges selvfølgelig, men ikke mindst ekkoer af en ung Villy Sørensen.

Og dermed står det klart, at vi er midt i et forsøg på ikke bare passivt at kortlægge verden, men også at skabe og fylde den i kraft af ordene og iagttagelsernes mylder.

Moden er modsat depressionen
Gennem dette kendte terræn hører vi dog flere steder en klar, distinkt stemme, og fornemmer et særligt og egenartet perspektiv – ikke blot i den (obligatoriske?) undsigelse af Nørden, der har forlæst sig, men også i den genuint overraskende beskrivelse af Fashionistaen, der nemlig ikke rummer en forudsigelig kritik, men et stærkt lille drej og svaj: »Når jeg ser noget virkelig cutting-edge, er det som at blive trukket hårdt og leende ind i nutiden. Modetøj er det stik modsatte af depression«! Godt set – og sagt.Omslag.  Noahs Ark.

Opslaget om ’gipsslange’ lægger sensationelt ud: »Nu er årsagen til døden endelig fundet«. Det viser sig, at gipsslangen hver anden dag skiller sig af med sin hud ved at nyse sig ud af den; og Lolks ’specialister’ finder et bestemt stof i denne gipsagtige hud, som også forekommer i såvel menneskelige knogler som ferskvand; Lolk: »Konklusionen er klar: Mennesket dør af en langvarig allergisk reaktion på sig selv«.

LÆS OGSÅDigtsamling er en moderne skabelsesberetning

Opslagsordene er ikke alene encyklopædiske og finurlige, de kan også antage form af en personlig erindring, som f.eks. ’Gulspurv’, der handler om, hvordan forfatterinden (?) som barn reddede en gulspurv fra at blive slået ihjel af utålmodige voksne.

Balstyrig leg
Lad os slutte af med opslaget ’Bille’: »I Namibia er selv billerne religiøse. Om morgenen samler de sig på klitterne i ørkenen og bøjer deres hoveder, alle i samme retning, måske mod billernes Mekka. Duggen samler sig på deres kroppe som dråber og glider langsomt ned i deres munde. Uden morgenbønnen ville billerne utvivlsomt dø af tørst«.

Cecilie Lolk Hjort har bedrevet en balstyrig lille encyklopædi-leg – måtte den finde læsere vidt og bredt, i Vejle såvel som på Nørrebro.