Den tidligere narkoman, gennemneurotiske og dobbelt fraskilte advokat Mike Haller, som vi mødte første gang i Michael Connellys ’Limousineadvokaten’, er tilbage i en meget speget sag, han overtager fra en tidligere kollega og ven, der i en parkeringskælder får akut blyforgiftning i hjernen.

Et professionelt lejemord. Muligvis knyttet til et dobbeltmord i forbindelse med en filmmagnat ved navn Walter Elliot og konens og elskerens blodige endeligt.

Eller hvordan og hvorledes?

Der er nemlig rigtigt mange spøjse og spændende sager på Hallers skrivebord, som mestendels er et kontor i form af en limousine med chauffør.

Gusten ondskab
Samtidig har han det dårligt med sine ekskoner og sin 11-årige datter, som han forsømmer. Samtidig hjælper han en surfer, der er dømt for narko, og igen samtidig krydses hans vej af Connellys anden hovedperson og seriehelt, den traurige og toughe strømer Harry Bosch.

Med hvem Haller tilsyneladende intet har tilfælles ud over jazzmusik og et melankolsk menneskesyn.

Og så selvfølgelig et par mord muligvis.

LÆS OGSÅHårdkogt irer er i det sorte hjørne

’Den enes død’ er en rigtig sydcalifornisk Hollywood-krimi med onde gader og gusten ondskab a la Raymond Chandlers klassiske mesterværker.

Og Chandler er da også for det meste forfatterens litterære gudfader.

Men i denne feel-good-familiekrimi er der sågar tilsat en stor sentimental portion Elmore Leonard og ikke så få sætstykker fra gode gamle Erle Stanley Gardner.

Ja man kan roligt kalde Mike Haller med egen sekretær og privatdetektiv vor tids Perry Mason og co. Ikke mindst da de sidste 200 sider mestendels er et ophidsende ærkeamerikansk retssagsdrama.

Nye aspekter og vidner, forensisk videnskab og porøse alibier foldes sitrende ud på siderne, som nærmest vender sig selv af spænding.

Nattesøvn i fare
Og så er der naturligvis herovre i det solrige californiske stilleben frokost med kolesterolkraftige bøffer, stærke drinks, duller, gangstere og døden om eftermiddagen, mens solen går sin gang og dagens filmstjerner nu og da blinker på mondæne restauranter.

Er det ikke Johnny Depp, som sidder derovre, og tjener, kan vi få endnu et glas af husets Chardonnay?

Alt sammen meget godt, velskreven og raffineret serveret. Men vi er for tæt på Disneyland, lidt fersk og noget familievenligt i betrækket. Noget fjernt fra den stemning af romantisk film noir, der ellers præger Connellys fremragende romaner.

Men at dræbe nattesøvn, det forstår forfatteren dog stadigvæk.