AGTET. F.P. Jac modtog i 2008 Det danske Akademis Store Pris. Og blev i den anledning fotograferet. En måned senere døde han. - Foto: Miriam Dalsgaard (arkiv)

Flemming Palle Jacobsen var hård ved sig selv.

Som han sagde det i sit store selvbiografiske epos ’Misfat’, »jeg duer bedst på grænsen af whisky og porter«. Han blev 51.

Det tog ham et godt stykke tid at blive anerkendt.

Hans sært rablende stil var ikke let at placere. Man opfattede ham længe som en art naturfænomen, der udsendte sine egne, genetisk bestemte lyde, som lød sjovt uden at betyde noget særligt.

Men agtelsen for hans poesi voksede lige så stille, og en god måned før sin død nåede han at modtage Det Danske Akademis Store Pris.

LÆS NEKROLOGHjertekinds far er død

Nu, to år senere, har hans ven og gode ånd Asger Schnack gjort ham det, de unge kalder en bjørnetjeneste – altså en rigtig god gerning – ved dels at udgive de ’efterladte og ikke bogførte digte’, dels at udarbejde et komplet hundredesiders register over alle hans digte, begge dele samlet i et bind, prydet med det forfatternavn, han gjorde til sit ikon, F.P. Jac, og en titel – ’Man tror man samler sig til hele livet’ – der ikke bare peger på indholdet, men også udstiller digtenes poetiske metode.

Udsagnsordene
F.P. Jac skabte sit eget dansk, ikke så meget ved at lave nye ord som ved at bruge de foreliggende efter egne selvskabte regler.

Man kan sige ’man samler sig’. Det betyder noget i retning af at få hold på sig selv.

LÆS INTERVIEWF.P. Jac: Det kommer lige ned i pispotten til mig

Man kan også ’samle til’ et eller andet, altså spare sammen og lægge til side til senere.

Jac sætter de to udtryk sammen i en sætning – »Man tror man samler sig til hele livet« – og vupti har han overskriften til en hel selvbiografi, hvor der hverken bliver samlet til bunke eller udforsket en kerne, men spredt med rund hånd gennem et helt liv, der indrammes sådan:

»Man fødes til en ble og går herfra i en ble«.

Det titeldigt er en af de mange efterladte perler.

LÆS ANMELDELSEF.P. Jac udsender ligegyldig drukromantik

Når Jac ’sproger’, er det udsagnsordene, der er omdrejningsaksen. Vor nyeste doktor i den yngste poesi, Peter Stein Larsen, har sammenfattet Jacs vigtigste greb i sin disputats, ’Drømme og dialoger’ fra i fjor.

Jac sætter genstandsled til udsagnsord, der ikke er beregnet til den slags, »de vil kunne lyse skønheden«.

Han føjer forholdsord til udsagnsordene på en usædvanlig måde, »bladene sprang fra alle træerne«.

Og han føjer biord til udsagnsordene på uortodoks vis, »jeg duer bedst på grænsen til whisky«.

En engelsk bjørnetjeneste
Selvfølgelig havde Jac også noget på hjerte.

Det var mest Wein, Weib und Gesang og et ufordømmende, overbærende forhold til mennesker og deres underlige gøren og laden. Med andre ord, den store tradition for livsdyrkelse fra Jens August Schade.

Man skimtede nok lidt mere mørke hos Jac, men samme vilje til at det ikke skulle farve digtene.

At kalde Jac for en sprogfornyer er upræcist.

Det ville nemlig indebære en eftervirkning på det danske poetiske sprog, som er udeblevet. I modsætning til andre uforlignelige sprogbrugere, Johs. V. Jensen for eksempel, har Jac ikke fået nogen efterlignere.

Han skrev et nyt sprog, men det forblev hans eget. En tidslomme i den danske lyrik.

Med Asger Schnacks omhyggelige opsamling og totalregistrering har den fået sig et værdigt minde.

LÆS OGSÅF.P. Jac udgiver posthum digtsamling

Eneste plet, jeg kan finde på udgaven, er tre små engelske tekster på et så dårligt engelsk, at de ikke er sprogleg, men bare sprogslask.

At forevige dem er at gøre Jac en bjørnetjeneste af de gammeldanske.