I går indledtes en retssag ved Østre Landsret, som man uden at blive beskyldt for at overdramatisere sagtens kan kalde besynderlig.

Alene af den grund, at den er anlagt af én person, Thomas Skade-Rasmussen Strøbech alias Thomas Altheimer alias Thomas van Brunt alias adskillige andre identiteter, mod forlaget Gyldendal og en af dets forfattere, en person, som i sin tid var kendt under navnet Claus Beck-Nielsen – indtil han i 2001 erklærede sig for død – og som i skrivende stund (nogle gange) opererer under navnet Helge Bille Nielsen.

Læg dertil, at søgsmålet drejer sig om, hvem der ejer retten til hovedpersonens liv i romanen ’Suverænen’ (2008), forfattet af det kunstneriske projekt Das Beckwerk, hvor manden, hvis identitet engang var Claus Beck-Nielsen, har været ansat som virksomhedsleder.

Rasmussen og Nielsen
Romanens handling udspiller sig på en rejse, de to modparter i retssagen foretog sammen til USA i 2004 op til det amerikanske præsidentvalg.

Eller rettere:

Den handler om to karakterer, Rasmussen og Nielsen, som rejser til USA, og der agerer på en måde, der i lange stræk til forveksling minder om det, de to personer Thomas Skade-Rasmussen Strøbech og Helge Bille Nielsen foretog sig på den rejse, de to var på for syv år siden i den virkelige verden (hvis det overhovedet giver mening at bruge den betegnelse i denne sammenhæng).

Hvem har copyright til vores liv?
Men sagens substans kan også fremstilles mere principielt – og enkelt: Hvem har copyright til vores liv?

Hvor meget må forfattere stjæle – eller låne, om man vil – fra andre menneskers liv og bruge i romaner uden at indhente samtykke og uden at betale for det?

KOMMENTAR Rygterne om kunstners død er stærkt underdrevne

I den konkrete retssag har Thomas Skade-Rasmussen Strøbech sagsøgt Gyldendal/Bille Nielsen for, som det hedder i påstandsdokumentet, i romanen ’Suverænen’ uberettiget at have »(...) anvendt og offentliggjort sagsøgers private forhold, herunder sagsøgers billede, sagsøgers navn, sagsøgers adresse, navnene på sagsøgers børn, sagsøgers skilsmisse og sagsøgers økonomiske dispositioner«.

Desuden vil Skade-Rasmussen Strøbech have, at de sagsøgte skal anerkende, at »(...) de uberettiget har anvendt sagsøgers tekster i ’Suverænen’«. Eller sagt på en anden måde: at Skade-Rasmussen Strøbech har skrevet en del af romanen uden at få honorar for det og i øvrigt også uden at være blevet spurgt, om han ville være med.

Fup?
Der er blevet spekuleret i, at sagen kan være det rene fup. At den indgår i en større happening, arrangeret af sagsøger og sagsøgte i fællesskab.

Måske meget forståeligt, i betragtning af at både Strøbech og Bille Nielsen i deres kunstneriske virke har opereret meget aktivt i grænselandet mellem fiktion og virkelighed og, som det fremgår, har arbejdet intenst med begrebet ’identitet’.

LÆS OGSÅ Kunstner ville dø i Politikens spalter

Ikke desto mindre er sagen blevet bedømt til at have så principiel karakter, at førsteinstansbehandlingen er blevet løftet fra Københavns Byret direkte til Østre Landsret.

Så hvis det er et fupnummer, er det lykkedes at tage ganske mange ved næsen.

Overrasket og vred
Først til at afgive forklaring i Østre Landsret var sagsøger Thomas Strøbech, som han til daglig blot kalder sig selv.

Han fortalte på sin advokat, Henrik Karl Nielsens, foranledning, hvordan samarbejdet mellem ham og Bille Nielsen var begyndt tilbage i 2002.

Sagsøgte.  Helge Bille Nielsen (tidligere kendt som Claus Beck-Nielsen). Tegning: Roald Als Første gang, de to sammen rejste ud i verden på en kunstnerisk mission, var til det krigshærgede Irak for – som senere i USA under identiteterne Rasmussen og Nielsen – at udbrede demokratiet blandt de hårdt plagede irakere.

En rejse, som i øvrigt senere førte til romanen ’Selvmordsaktionen’, skrevet af pseudonymet clausbeck-nielsen.net.

Opfatter Thomas Strøbech sig som en offentlig person, spurgte Henrik Karl Nielsen.

Nej, svarede Strøbech. Har han nogensinde offentligt fortalt om sine børn, sin bopæl og om sin skilsmisse?

Nej, svarede Strøbech igen.

Vidste han i sin tid, at der ville udkomme en roman, hvori han var hovedpersonen?

»Nej, det fandt jeg først ud af, da min datter ringede til mig og fortalte, at der hang reklameplakater for bogen rundt om i København«, sagde Strøbech.

Hvordan reagerede han på det, ville advokat Nielsen vide.

»Jeg blev meget overrasket«, svarede Thomas Strøbech. »Og vred«.

Twitter-film
Derefter fik sagsøgtes advokat, Martin Dahl Pedersen, ordet. Han borede i Thomas Strøbechs kunstneriske arbejder, især en række korte videofilm, han har optaget i New York og offentliggjort på sin Twitter-profil. En af dem foregår i venteværelset på et hospital.

»De mennesker, der sidder i venteværelset, er de blevet spurgt, om de vil være med i din film«, spurgte advokaten.

LÆS OGSÅ Slut med Das Beckwerk

»Øhh, nej«, svarede Thomas Strøbech og forklarede, at for det første tager turister billeder alle mulige steder i New York uden at spørge om lov, og for det andet var filmene tænkt som en slags privat videodagbog:

»Jeg vil tro, at de, der har set filmene her i retslokalet, udgør det største publikum, de nogensinde har haft«.

Ren fiktion
Så var det Helge Bille Nielsens tur. Ulastelig klædt i sort habit – dog stadig med en elastik om nedre del af højre bukseben, formentlig for ikke at svine bukserne til på cykelkæden – hvid skjorte, sort slips og sort pullover.

Han forklarede, at han havde skrevet cirka 98 procent af ’Suverænen’, mens andre ansatte på Das Beckwerk havde stået for resten.

LÆS OGSÅ Afdød kunstner klager over krænkelse af gravfreden

Hvordan kan man se, at det er fiktion og ikke en dokumentarisk beskrivelse af rejsen til USA, spurgte hans advokat.

»Hele formen og sproget gør, at man efter min mening ikke kan være i tvivl om, at det er fiktion. Der medvirker virkelige mennesker og udspiller sig virkelige begivenheder på virkelige lokaliteter. Men sådan er det ofte i fiktion. Man tager dele af den virkelige verden, transformerer den og spinner den ud i det uvirkelige«, svarede Bille Nielsen.

Lang tradition for nøgleromaner
Eneste vidne i sagen var Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis. Heller ikke han havde på noget tidspunkt været i tvivl om, at ’Suverænen’ var fiktion – ikke mindst på grund af romanens indbyggede og meget tydelige reference til ’Don Quijote’.

Det er en gammel litterær tradition at skrive nøgleromaner, og nok har nøgleromaner kostet mange venskaber op gennem tiden, men yderst sjældent er de endt i retten, konstaterede Johannes Riis. Hvad vil betydningen af en dom, der går Gyldendal og Bille Nielsen imod, være, blev Riis spurgt.

LÆS OGSÅ Claus Beck-Nielsen er ved at dø igen

»Det vil være helt uoverskueligt og føre til en tsunami af søgsmål. Der er jo virkelig mange bøger, der går tæt på privatlivets forhold«, svarede han.

Sagen fortsætter i dag med advokaternes procedure.