Jordbær er røde, men Rifbjerg er blå.

Han nynner her, som den musiker han er, sin jazzede lille blues om livet, der lige så stille gik sin vej, og om det bedste, der var, mens det var der, og det var bærrene.

De var der med deres liv og rødme og kvindelighed, og her er en jordbærsang med blue note.

PH's tid
Hun hedder Edith, hende, vi kravler ind i og synger og sanser med. Hun voksede op på et gartneri med Fatter og Mutter og jordbærrene som altings og eksistensens fundament dér i årene lidt efter 1900.

LÆS DEBATRifbjerg: Sorte korsriddere misbruger PH's navn

Og når Rifbjerg fortæller, at »… det var bærrene, der gjorde dem sunde, der var bærrene, der kunne alting, og hvem var i tvivl, når det hvide kød under den røde overflade bredte sig over tungen …«, er han både så rifbjergsk og så vitalistisk, som vi kender ham:

Han passer til denne tid som en Willumsen, en PH, en Tom Kristensen og ’Take it Easy, Boy, Boy’ med Leo Mathiesen.

Mindre bryllupsrejse end forventet
Men ham fatter hjemme på gartneriet endte med at hænge ned fra loftet over en væltet malkestol.

Han »drejede ganske stille rundt om sig selv i det spættede lys mellem tagstenene, som om det var en leg, men det var det ikke«. Og Mutter læste bøger med al den længsel og alt det fravær, bøgerne rummer.

I romanens nutid, lige op under verdenskrigen, ligger Ediths mand på sit dødsleje. Det var så ham, hun fik, og han var såmænd, som hendes søster skriver i et brev, »en rar mand, der nok skal passe godt på sin kone«.

På bryllupsrejsen ser de både Paris og London, men »Måske havde de ventet, at den store verden var større, end den faktisk var«.

Flere jordbær
Og det havde Edith måske ventet i det hele taget.

Hendes mand, ingeniør Robert Falk, ligger og dør der i hospitalssengen, men ærlig talt: Kunne han ikke have været lidt mere falk og lidt mindre Robert? Edith havde fortjent bedre, synes samme Rifbjerg og nynner det med Ediths stemme og jordbærrets bitre sødme.

Robert i sengen fægter en gang imellem lidt underligt i luften med sine visne hænder, og Edith er intenst, fyldigt, melodiøst ulykkelig, alt mens hun husker tilbage og sikrer de jazzede klip mellem fortid og nutid. Men uanset hvilken tid, så går den.

LÆS ANMELDELSERifbjergs nye bog er en fuldtræffer

Om lidt, så er vi borte, som bærrene på tallerkenen, som bærrene i rækken, som Robert i sengen.

Edith skulle nok have taget lidt mere for sig af jordbærrene.